Dansk Folkepartis leder sender primært et signal om utroskab for at tvinge statsministeren tilbage til dansk politik med fokus på VKO-alliancen.

Nogle gange mener politikere ikke det, de siger. Pia Kjærsgaards ønske om at komme i regering med Socialdemokraterne er et stjerneeksempel herpå. DF-lederens budskab er ikke rettet imod Socialdemokraterne, men imod statsministeren.

Det er ikke første gang, at hun har truet med at være VK-regeringen utro. Og bliver næppe heller sidste. Men bundlinjen er, at Kjærsgaard har det godt, hvor hun er, og at hendes regeringstanker med Socialdemokraterne mere er en hed politisk drøm fra kredsen omkring politisk ordfører Sass Larsen (S) end en realpolitisk mulighed i virkelighedens verden.

Pia Kjærsgaards melding om et regeringssamarbejde med Socialdemokraterne bærer følgende tre budskaber til Fogh:

For det første er hun ikke specielt imponeret af hans håndtering af krisen omkring udlændingepolitikken - Dansk Folkepartis hjerteblod.

Hun har tidligere lagt pres på Fogh ved at nægte at snakke finanslov, indtil sagen er løst. Nu holder hun bardunerne stramme ved at true statsministeren med utroskab, hvis han ikke snart makker ret.

For det andet signalerer hun, at tiden måske er kommet til at sætte kronen på værket i form af en regeringsdeltagelse efter næste valg. Det er første gang, at Dansk Folkeparti erklærer dette offentligt. Prisen for hendes loyalitet er med andre ord steget efter det seneste år i dansk politik, hvor hun har følt, at statsministerens fokus på udlandet og mindre på den hjemlige politik i den grad har trukket veksler på hans - ikke mindst i Kjærsgaards øjne - helt afgørende samarbejdspartner.

DF oppebærer ikke den respekt længere fra regeringen, som de føler sig berettiget til. Foghs ambitioner om et job i udlandet anser Kjærsgaard for hovedårsagen hertil, hvilket bringer os til det tredje budskab.

Aktuelt er der næsten dagligt skyderier pÃ¥ Nørrebro i København domineret af andengenerationsindvandrere. Yderligere er finanskrisen ved at lægge det globale finanssystem ned, med konsekvenser for Danmark. Og mÃ¥ske værst er Birthe Rønn Hornbeck overladt til sig selv med at forhandle aftalen om udlændingepolitikken. Hvor er statsministeren henne, imens landet stander i vÃ¥de? Han er i Afghanistan og Kosova, heftigt engageret i sin kampagne for det mulige job som NATO’s generalsekretær.

Kjærsgaard bluffer

For det, at man ikke skal tage hendes melding bogstaveligt, taler følgende:

Hun har som støtteben for VK-regeringen en unik klar platform i dansk politik. Hendes politiske niche som udlændingepolitisk strammer samt de ældres garant for velfærd har fungeret godt og ligger klart i familie med VK’s egne holdninger.

I et samarbejde med Socialdemokraterne vil der være en grænse for, hvor meget Kjærsgaard kan stramme, før enten Socialdemokraternes venstrefløj eller SF siger stop. Dette vil åbne en bane for VK til atter at stå som dem med den faste udlændingepolitik. Og så styrter tilslutningen til Kjærsgaard én gang for alle.

For det andet vil et samarbejde betyde, at Kjærsgaard og Thorning-Schmidt skal kæmpe om de samme stemmer fra samme platform.

I dag er det smarte for VKO netop, at Dansk Folkeparti supplerer VK så godt. Kjærsgaard henter stemmer over midten, idet hun har mange af de stemmer, som i gamle dage stemte på Socialdemokraterne.

Der er tale om nogle helt andre mennesker end dem, som med deres initialer syet ind i strømperne eksempelvis stemmer på de konservative. Hvis Kjærsgaard går i ét med S vil hun miste stemmer til partiet, idet mange vil vende hjem, når de ikke længere får det ekstra hos Kjærsgaard på især udlændingeområdet, ældreområdet og skatteområdet, som de brænder så stærkt for.

For det tredje har Kjærsgaard en kolossal indflydelse pÃ¥ dansk politik i VKO-blokken. I politik gælder valgsproget om at ‘man ved hvad man har…’ mÃ¥ske mere end nogen andre steder. Vil et nyt samarbejde med S og SF - de radikale melder sig ud, hvis dette sker - give den samme indflydelse? Vil Villy Søvndal acceptere, at Kjærsgaard tromler ham ned igen og igen? Næppe.

Hvis man - for det fjerde - gjorde den urealistiske antagelse, at der efter et valg kom realiteter i utroskabssnakken, hvad forhindrer da en statsminister i at matche ethvert tilbud, der måtte komme fra Socialdemokraterne? Større amatør er Fogh eller hans efterfølger næppe.

Sidste gang, Helle Thorning-Schmidt hoppede på Kjærsgaards limpind, var i forbindelse med de berømte fem milliarder kroner til de offentligt ansatte. En sag hun ikke slap godt fra, da Kjærsgaard solgte hende til slut.

Sådan vil det gå igen. Selv om der er kræfter i S omkring politisk ordfører Henrik Sass Larsen, som drømmer hede drømme om at komme i regering med DF - og selv hvis S melder tosseglad ud, at de glæder sig over Kjærsgaards udmelding - så er og bliver Kjærsgaard ved dagens ende Foghs hund.