Ammitzbølls substan- tielt uklare kritik af Vestager er et symptom på den årelange uro om den politiske strategi. Uroen forhindrer Vestager i at sende et klart budskab til vælgerne.

Margrethe Vestager synes umiddelbart at have nedkæmpet partifællen Simon Emil Ammitzbølls massive angreb på hende. Dels ved, at han dummede sig ved at bruge alt for grove ord, men ligeså meget ved, at hun fremlagde netop det, som Ammitzbøll synes at kræve, en ny udlændingepolitik.

Man kan efter landsmødet konkludere, at Vestager fortsat føler sig kaldet til at spille pÃ¥ to heste - oppositionen og regeringen - pÃ¥ trods af, at regeringen fortsat ignorerer hende som et led i VKO’s dominans. Det kan vælgerne se, det kan det radikale landsmøde se, og det kan alle pÃ¥ Christiansborg se, med undtagelse af de medlemmer af den radikale folketingsgruppe, som altid har ønsket at arbejde mod den højre side af salen. HvornÃ¥r træder Vestager i karakter og banker en politik igennem, der muligvis tryner regeringens proselytter i den radikale folketingsgruppe, men som til gengæld forstÃ¥s af vælgerne?

Simon Emil Ammitzbøll bød op til landsmødedans med en massiv kritik af Vestagers rolle under valgkampen og efterlyste en ny radikal udlændingepolitik. Hvorefter han stak af til New York. Det sidste først. Det er, i bedste fald, uklart, hvilken ny type udlændingepolitik, som Ammitzbøll ønsker sig. Men værre er, at han fremsatte sin kritik og krav vel vidende, at et nyt udlændingeudspil var på trapperne. Vestager fremlagde en gennemarbejdet udlændingepolitik, nærmest før Ammitzbølls fly nåede at trække hjulene op efter start. Det er derfor svært at tage hans kritik som andet end regulært ballademageri, hvilket ikke øger hans karrieremuligheder, og hvilket bringer os til den anden del af hans kritik - kritikken af Vestagers person.

Det er altid et politisk krisetegn, når menige gruppemedlemmer kritiserer en partileder. At Vestager kaldes en forræder, måtte hun slå ned med en fiks bemærkning. Men bag gardinet har Vestager naturligvis noget at tænke over. Kogt ind til benet afstedkommes kritik af ledelsen i politiske partier altid af to grunde. Når meningsmålingerne er langt fra det ønskede, og når der er uenighed om den politiske strategi. Havde Søvndal eksempelvis tabt i meningsmålingerne på sit nye strategiskifte frem for at opnå den enorme vælgermæssige fremgang, ville hans karriere i formandsstolen blive kort.

Vestager står i et afgørende dilemma. Skal hun sikre sig en vælgermæssig opbakning, skal den politiske strategi gøres forståelig for vælgerne. Idet VKO ikke er interesseret i hendes selskab i disse år, så er der kun et samarbejde med S og SF tilbage. En linje, som hendes vælgere i øvrigt støtter fuldt ud. Dilemmaet består i, at hun dels ikke selv er komfortabel med et alt for tæt parløb med især SF, og dels at hendes lille folketingsgruppe er fyldt med radikale, som anser et samarbejde med de borgerlige for en bedre mulighed. Husk på, at Niels Helveg Petersen trak de radikale ind i Poul Schlüters regering, et samarbejde der i øvrigt kostede ham den radikale lederpost.

Vestager kæler for borgfreden

Vestagers landsmødetale understregede hendes dilemma med al ønskelig tydelighed. Talen var ligefrem bygget op som en kritik af dem, som mener, at de radikale må vælge side. En kritik af dem, som mener, at strategien med at søge indflydelse på regeringen - uden at de radikale, som i gamle dage, udgør et alternativt flertal for regeringen - og samtidig satse på en SR-regering efter et valg, er umulig at forklare vælgerne. Vestager fastholdt, at hun kan være lidt til begge sider.

Vestagers tale var én lang kælen for borgfreden i den radikale gruppe, hvor nogle vil til højre og andre til venstre. Og dermed et ja til fortsat at sende et uklart signal om linjen til vælgerne. Og så er vi tilbage ved det nye radikale oplæg om udlændingepolitikken. Oplægget er gennemarbejdet og adresserer netop problemstillingen omkring tvangsægteskaber m.v., som også 24-års reglen adresserer. Spørgsmålet er nu, om der er så meget symbolik i netop 24-års reglen, at S ikke vil gå med til at fjerne den, selv hvis man antager, at de radikale forslag mere end kompenserer for dens frafald. Meget taler herfor. Derfor er oplægget ikke et oplæg til tættere samarbejde med S og SF, med mindre sidstnævnte demonstrativt vælger at tolke det sådan. Og måske er det netop vejen frem for S?

Skulle Thorning-Schmidt pludselig få den tanke, at de radikales oplæg bør tages seriøst og være udgangspunktet for en ny strategisk drøftelse mellem de tre partier, vil hun ikke være ude af trit med historiens gang. Det er gammel - og forældet - radikal vanetænkning, at hvis der skal forhandles politik, så skal udgangspunktet nu engang være deres, uanset hvor lille partiet er. Hvis Thorning-Schmidt ringer til sin forgænger i jobbet - Poul Nyrup Rasmussen - og spørger, om han ofte måtte betale overpris for at holde de radikale fast i et parlamentarisk SR-samarbejde, vil han svare ja. Intet tyder på, at Vestager træder i karakter og tryner sin egen højrefløj samt sin egen tvivl om et S-SF samarbejde, hvorfor S-lederen måske er nødt til at gøre det for hende. Hvem ved, måske kan den nye radikale udlændingepolitik bruges til andet end at udstille Simon Emil Ammitzbølls substantielt uklare kritik?