Finanskrisen er på vej mod en europæisk dimension. De næste uger vil vise om EUs formand, Frankrigs Sarkozy, er forudseende, når han kalder alle mand på dæk for at drøfte situationen. Det tror jeg at han er. Ikke mindst i lyset af en amerikansk redningsplan, som ikke ser så sikker ud som ventet og som i konsekvens af den politiske uenighed i den amerikanske kongres måske står til at blive barberet. Men hvem ved om de oprindelige 700 milliarder dollars var nok? Svaret er: Ingen.

Hvad vil der i grunden ske, hvis det globale finanssystem nedsmelter? Hvis bank efter bank bare får lov til at gå konkurs? Flere grufulde ting vil ske.

Lad os først analysere lidt på virksomhederne. Her og nu vil virksomhederne ikke kunne bruge deres kassekreditter, hvilket for mange vil betyde, at de ikke kan udbetale løn. At de ikke kan betale deres leverandører for de råvarer, som de bruger i produktionen. Eller betale for den elektricitet, som de bruger på kontoret eller i fabrikshallen. Eller betale den kantineforpagter, som sørger for at frokosten sælges under kostpris. Og som et led i den langsigtede planlægning vil virksomheder verden over ikke være i stand til at gennemføre investeringer i andre virksomheder, udvide produktionen til et mere optimalt niveau eller blot gennemføre den nødvendige produkudvikling, som måske er en forudsætning for, at virksomheden kan holde sin konkurrencekraft på status quo.

Hvis virksomheden lever af at levere varer til andre virksomheder, vil den ikke kunne få betaling for varer, som den har givet kredit på, idet dens kunder heller ikke kan få kredit i banken, og den vil også af den vej mangle penge til sine basale omkostninger. Penge den altså fortsat ikke kan låne i banken.

Hvis virksomheden leverer varer til privatpersoner, uanset om det er sko eller sæbe, vil den være afhængig af disses købeevne og betalings- ditto. Og det bringer os til os som privatpersoner. Hvis vi er ansat på en virksomhed, der ikke kan udbetale løn, fordi banken er lukket eller ikke tør give kredit mere, vil vi formentlig holde op med at købe ret meget. Vores egen umiddelbare opsparing vil gå til det mest nødvendige, men alt andet blive sat på stand by. Sælger man fladskærme eller måske bare aviser, så har man et problem. Vores kassekredit vil være lukket, og de få banker, som fortsat er åbne fordi de ikke har fået grisset fingrene og derfor har en financiel balance hvor aktiverne rent faktisk modsvares af passiverne, vil selektere groft blandt deres privtkunder af frygt for at tabe penge. Med andre ord skal man være velhaver, for at få adgang til penge. Dette stiller de fattigste og middelklassen i alle lande særdeles ringe. Et rædselsscenario for alle politikere og for den sags skyld også alle økonomer. Økonomien bryder simpelthen sammen.

Kombinationen af, at virksomhederne udtimativt mÃ¥ dreje nøglen om og os borgere, som ikke længere hverken kan eller vil købe varer pÃ¥ kredit eller med penge, som vi ikke kan fÃ¥ ud af vores bank, vil pÃ¥ rekordtid skabe en negativ spiral af eksplosiv arbejdsløshed, en bølge af virksomhedslukninger og tvangsauktioner i metermÃ¥l, idet folk ikke længere kan betale deres lÃ¥neomkostninger. Vi er derfor globalt pludselig ude i et negativt spin, som verden endnu ikke har set. Det store krak pÃ¥ Wall street i 1929 førte til et Ã¥rtis global nedtur, men dengang var verden i et langt større omfang end i dag, bygget op af det økonomer kalder ‘lukkede økonomier’. Hver land opererede mere selvstændigt og havde mere individuelle økonomiske skæbner. I dag hænger hele verden hænger sammen i ét stort økonomisk netværk, hvilket de seneste kapitler af finanskrisen illustrerer til fulde. Derfor er udsigten til, at vi i forbindelse med en ‘alle finanskrisers moder’ globalt vil trække hinanden ned, desværre ganske klar. Og udsigten til, at vi atter kommer oven på inden for nogen form for overskuelig fremtid, til en levestandard der minder om den vi har i dag, ganske uklar.

Derfor sidder politikerne i Washington og bakser med en redningsplan ingen kan lide at lægge ryg til, men som på den anden side bliver ved med at komme tilbage på banen. Derfor har Frankrigs præsident og EUs formand Nicolas Sarkozy indkaldt de centrale eurpæiske ledere til krisemøde om hvad der kan gøres offentsivt af EU?

Det er ikke sÃ¥ mærkeligt, at bankerne verden over sÃ¥ længe har forsøgt at ‘holde masken’ med deres dÃ¥rlige udlÃ¥nsporteføljer, som de tydeligvis har ligget inde med. Det er klart, at deres muligheder for at lÃ¥ne penge af andre banker har været minimale fra det sekund, at de bekendte deres synder. Men det er tankevækkende, at det sÃ¥kaldte ‘creditcrunch’ (altsÃ¥ det at banker, der har lÃ¥nt flere penge ud til deres kunder end de selv har haft kassen, ikke længere kan lÃ¥ne mangoen af andre banker) har kunnet gøre det af med sÃ¥ mange pengeinstitutter. Mange har simpelthen lÃ¥nt for mange penge ud i den tiltro, at de altid - til en billig pris - kunne finansiere deres (dyrere) udlÃ¥n med lÃ¥n fra andre banker. I det øjeblik, at lÃ¥nemulighederne for disse banker fryser lidt til i form af dyrere lÃ¥neomkostninger, vælter læsset. Alle deres udlÃ¥nsforretninger gÃ¥r pludelig i minus. Dette kan tage livet af banker uanset omfanget af giftige udlÃ¥n i deres portefølje.

Tilbage til USA og Sarkozy. Det er nødvendigt nu at opbygge en støtteordning til det etablerede banksystem, sÃ¥ledes, at selve pengesystemet fortsat fungerer i forhold til virksomheder og privatpersoner. At banker spiser hinanden er ikke i sig selv et problem, sÃ¥ længer der er adgang til penge for alle aktører i økonomierne. Bush og hans finansminister er begge to yderst formuende og har givetvis selv millioner af dollars i klemme i et aktiemarked, som de ved vil styrte helt i jorden, hvis de almindelige virksomheder hindres i at operere normalt. Derfor er det lige nu aldeles ligegyldigt om det er statslige penge virksomhederne udbetaler i løn - eller bankens penge. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de er det aldeles ligegyldigt hvilken ilt patienten fÃ¥r - bare han fÃ¥r ilt - og det fandens hurtigt. Derfor kæmper de med at opbygge et finansielt ’skyggesystem’, som kan støtte bankerne og til tider agere bank direkte. In casu den støttepakke pÃ¥ 700 milliarder dollars, som lige blevet stemt ned i den amerikanske kongres. Bush er nødt til at komme igen med en revideret idé for at mindske risikoen for en økonomisk katastrofe. Det er Ã¥bentlyst, at mange amerikanske politikere ser dette som en ideologisk kamp mellem ‘frihed’ og ‘velfærd’ - og at de da vælger ‘frihed’. Men jeg tror, at vi er hinsides den luksus at indblande ideologi og lokalvalg i sagen, og mere over i at redde den vestlige ‘way of life’ i det hele taget.

Situationen har fra og med i gÃ¥r for alvor ramt EU. Adskillige europæiske banker gik her konkurs, hvorfor EU nu har en reel opgave i at sikre et indre finansielt marked, der fortsat kan fungere. Finanssystemet må og skal fungere, for at den reelle økonomi - virksomhedernes handel med hinanden og med borgerne - kan fungere. Intet enkelt land kan løfte opgaven, har der nogensinde været bud efter EU, sÃ¥ er det nu at foreningen skal ‘rise to the challenge’.

Også i Danmark kan myndighederne lige så godt for berede sig på endnu værre tider, hvor man mere aggressivt end tidligere må stille kapital til rådighed for banker og dermed reelt for landets virksomheder og borgere.

Meget er sket siden den første del af finanskrisen skyllede hen over verden. Vi troede alle, at sagen var bøf efter at den amerikanske nationalbank reddede ‘The street’ gennem de første bølger. Men sagen var ikke bøf.

Faktisk er sandheden, at ingen lige nu kender omfanget af krisen i finanssektoren kloden over. Vi aner end ikke konturerne af isbjergets størrelse under vandet. Vi ved bare, at nu trues den ‘rigtige økonomi’ for alvor med at blive offer for finanssektorens grÃ¥dige udlÃ¥nspolitik. Og dermed trues de ansatte i alle verdens vrksomheder med arbejdsløshed og med at mÃ¥tte gÃ¥ fra hus og hjem. Sarkozy og enhver anden politiker, med et hÃ¥b om en fremtid i politik har forstÃ¥et, at en politisk finansiel støtteplan mÃ¥ til. Vel vidende, at de ikke kan garantere vælgerne, at den vil løse problemet.

Det er på mange måder en uhyggelig tanke, at lige nu balancerer verden på kanten af en fuldkommen økonomisk nedsmeltning, og de eneste der kan redde os herfra er politikere som Sarkozy, George Bush, John Mccain, Lene Espersen og de modigste af deres kolleger. Men sådan ligget landet altså. Demokratier verden over er før blevet testet til bristepunktet. Dette er ingen undtagelse.