Statsministeren vil fastholde den aktivistiske udenrigspolitik, men vil han – her på afstand af Islamabad bomben og en stadig ringere prognose for Afghanistan – være parat diskutere indholdet af denne?
 

Venstres spidskandidat og tidligere politiske ordfører – Jens Rohde – finder, at det er regeringens ansvar, at danskere mener vi gik med i Irakkrigen, af frygt for Sadam Husseins masseødelæggelsesvåben. I lørdags kunne man i denne avis læse en rapport fra det franske parlament, hvor den socialistiske halvdel ikke længere er med på den franske krigsstrategi i Afghanistan, en historisk uenighed i et land, som normalt står sammen. Som en leder i den franske aftenavis – Le Monde – konkluderer, opfattes de fremmede tropper som besættelsesstyrker, og ikke befrielsesstyrker. Og for hver dag der går, erobrer Taleban stadig mere terræn. Der er ingen tvivl om, at de amerikanske politikere, i kølvandet på en ny præsident, vil evaluere den nuværende strategi for indsatsen i de to lande. Herhjemme er der ligeså alt mulig grund til, at Fogh overvejer sin udenrigspolitiske strategi. Imens Jens Rohdes udsagn lægger gift for regeringens almindelige udenrigspolitiske troværdighed kan andre og mere alvorlige begivenheder bidrage til, at Fogh må justere kursen.
Danmark har tabt 16 soldater i Afghanistan, heraf de 12 inden for det seneste år. Det kan skyldes, at danskerne er kommet tættere på fronten, at udviklingen går den gale vej eller begge dele. Lige nu er det særdeles svært for de mest prøvede krigskorrespondenter, at give et klart billede af hvad der sker i Afghanistan.
I en tid hvor det efter sigende går bedre i Irak, burde tilliden til projektet i Afghanistan være større. Men der er langt fra Bagdad til Kabul. Og med den seneste franske debat in mente, kan man mene, at mere uro i NATO alliancen er på vej. Man taler om at strategien er forkert derhen, at der satses for ensidigt på militær indgriben og for lidt på at få den civile tillid bygget op. I årets første måneder steg de civile tab med 40 procent i forhold til året før.

Fogh fastholder sin linje

Der er ingen tvivl om, at den danske statsminister formelt vil fastholde sin sÃ¥kaldte aktivistiske udenrigspolitik. Det handler for Fogh om kampen mod terror og for demokrati. Og om en stilling som leder af NATO. Det interessante bliver imidlertid om Fogh er parat til at fastholde, eller snarere øge, det militære engagement, hvis problemerne tÃ¥rner sig yderligere op. En ny amerikansk præsident vil ikke personligt have stÃ¥et og talt til de chokerede New York’ere pÃ¥ den berømte 11. september. Dette peger i retning af, at selv om en ny præsident vil holde fast i missionen i Afghanistan, sÃ¥ er det ikke sikkert, at han fortsat vil betale for festen? Et synspunkt, som finanskrisen i USA ligesÃ¥ understøtter. Fogh ved, at en hÃ¥rdere byrdefordeling betyder, at han mÃ¥ sende flere soldater til Afghanistan. Hvis situationen samtidig forværres i og omkring Helmand provinsen, sÃ¥ kan den samme diskussion komme op i Danmark, som senest fandt sted i Frankrig. Og endnu værre, sÃ¥ kan en eskalering af sÃ¥vel konflikten, som det danske militære bidrag, fÃ¥ befolkningen til at vakle i sin opbakning. Dermed vil Fogh stÃ¥ i samme situation, som den der væltede hans britiske kollega – Tony Blair. Blot med den forskel, at det var i Irak, og ikke Afghanistan, at Blair tabte vælgernes tillid. Vi har senest været vidne til, hvordan vælgerbefolkningen let kan komme i svingninger over international politik. EU’s afgørende indflydelse pÃ¥ den danske udlændingepolitik har, ifølge Gallup fra i gÃ¥r, sendt Venstre ned pÃ¥ et historisk lavt niveau.
Regeringen påstår, at indsatsen i Afghanistan går på to ben – en militær og en civil. Men i hvor høj grad er det sandt? Fra en ydmyg stol her på Rådhuspladsen, syntes situationen netop at kalde mest på en militær indsats idet den civile ikke kan lade sig gøre.
Da den radikale leder – Margrethe Vestager – i kølvandet på bombningen af vores ambassade i Islamabad kom til at spørge, om ikke tiden nu var kommet til at genoverveje indholdet af den aktivistiske udenrigspolitik blev hun af Fogh sammenlignet med de politikere, som stod for samarbejdspolitikken under 2. verdenskrig. Flere fandt Vestagers synspunkt relevant, men lanceret på et forkert tidspunkt. Nu er Fogh og alle andre kommet på god afstand af bomben så måske kan Vestager med held genfremsætte sit synspunkt? Ikke mindst i lyset af den amerikanske valgkamp, debatten i det franske parlament og – måske – statsministerens modvilje mod at risikere at ende som Tony Blair.