Statsminister Anders Fogh Rasmussen kan bruge finanskrisen som undskyldning for regeringen, hvis dansk økonomi kører af sporet.

Imens USA’s præsident Bush taler om en global økonomisk krise, der kræver en gigantisk indsats her og nu, understreger statsministeren herhjemme, at dansk økonomi, med undtagelse af nogle fÃ¥ finansielle lykkeriddere, strutter af sundhed. De to herrers udsagn stritter i hver sin retning. Fogh balancerer pÃ¥ en knivsæg mellem hensynet til at tale krisen ned for at undgÃ¥ panik i vælgerkorpset, og hensynet til at tage krisens konsekvenser alvorligt.

Fogh har så langt valgt det første. Dels for at give sig selv tid og mest mulig viden om krisens uoverskuelige omfang og dels for at fokusere på de aktuelle store udfordringer for dansk økonomi. Trods finanskrisens indiskutable effekt på også dansk økonomi vil Fogh til det sidste kæmpe for, at finanskrisen opfattes som George Bushs problem snarere end hans eget.

Det er der to gode politiske grunde til:

1) at en statsminister aldrig må tage sorgerne på forskud, for hvad hvis de alligevel ikke kommer?

2) at finanskrisen kan bruges som en uhyre bekvem begrundelse, såfremt dansk økonomi, imod Foghs forventning, kører af sporet.

NÃ¥r præsident Bush og EU’s nuværende formand, Nicolas Sarkozy, taler om at gribe ind over for finanskrisen, tænker de frem i tid. NÃ¥r statsminister Anders Fogh Rasmussen taler om, at dansk økonomi er grundlæggende sund, tænker han bagud i tid. Fogh ser ingen større forbindelse mellem finanskrisen og dansk økonomi. Dette er aktuelt forskellen pÃ¥, at præsident Bush, som har en ’stinker’ liggende i sin indbakke, og Fogh, som ikke har.

Fogh er simpelthen ikke en del af redningsholdet i forhold til den globale krise, et forhold han næppe beklager.

Men hvorfor taler statsministeren ikke om de potentielle følgevirkninger af den globale krise på dansk økonomi?

Hvorfor taler han alene om at komme efter en række finansielle lykkeriddere, når han ved, at hvis ikke Bush lykkes i USA og Sarkozy i Europa, så vil vi i den grad også blive ramt i Danmark?

Svaret er helt enkelt, at Fogh som enhver anden klog politiker ikke tager ulykkerne på forhånd. For hvad nu, hvis de udebliver?

Men heri ligger ogsÃ¥ statsministerens store dilemma. For der er en grænse for, i hvor lang tid Fogh kan holde skansen med budskabet om en velfungerende dansk økonomi, nÃ¥r Bush og næsten alle andre statsledere sender nødraketter op i stimer. SÃ¥ langt har Fogh bekvemt nøjedes med at give sin politiske allierede, George Bush, en hjælpende hÃ¥nd. Han anbefaler USA at vedtage den af Bush fremsatte finansielle hjælpepakke, der giver USA’s finansminister muligheden for at sprøjte penge ind i nødlidende banker. Der er - situationens alvor taget i betragtning - næppe tvivl om, at Kongressen snarere før end siden vedtager en pakke.

Men der er ingen garanti for, at den er tilstrækkelig til at bringe den globale finanssektor på ret køl. Ingen aner endnu, hvor dybt krisen stikker.

Samtidig med, at finanskrisen truer med også at gøre livet surt for alle andre end bankerne, herunder de virksomheder og forbrugere kloden over, som dansk erhvervsliv eksporterer varer til, er der mørke skyer i horisonten for dansk økonomi i almindelighed.

I går proklamerede Fogh, at vi skal arbejde mere i Danmark, og at der skal importeres mere arbejdskraft. Den lave ledighed får de danske lønninger til at gå mod himlen, hvilket fordyrer de varer, som vi sælger til udlandet. Når finanskrisen mindsker den globale appetit på danske varer, og lønudviklingen her til lands samtidig løber løbsk, bliver dansk økonomi fanget i en sandwich.

Bundlinjen er, at dansk økonomi i forvejen har sÃ¥ mange udfordringer, at Fogh har hænderne fulde. Og mulige kommende ulykker fra den globale finanskrise vil statsministeren ikke pÃ¥ nuværende tidspunkt lægge pÃ¥ toppen heraf. Finanskrisen ligger derfor primært i indbakken hos USA’s præsident, snarere end i den danske statsministers ditto. Uanset Foghs manglende lyst til at italesætte finanskrisens konsekvenser for Danmark, sÃ¥ vil den - i et endnu ukendt omfang - bidrage negativt til danskernes hverdag. Men intet er sÃ¥ skidt, at det ikke er godt for noget.

Mislykkes statsministeren med at holde dansk økonomi oppe på den store klinge, vil han kunne bruge finanskrisen som en bekvem begrundelse over for vælgerne på, at det går den gale vej. Det vil ikke være første gang i historien, at en regering har givet udefra kommende begivenheder skylden for indenrigspolitiske ulykker. Og bliver i givet fald heller ikke den sidste.