I morgen har Anders Fogh Rasmussen syv lurende hovedpiner med, når han går på talerstolen i Folketinget for officielt at indvie en ny politisk sæson.

Når statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i morgen holder sin åbningstale i Folketinget, vil man ikke kunne mærke på ham, at dette år er ganske anderledes end de foregående.

Det er en særlig disciplin for statsministre, at de ikke ser det mindste bekymrede ud, om så himlen falder ned i hovedet på dem. Men skinnet bedrager. Fogh slæber ikke alene en række selvskabte plager ind i det nye folketingsår, han mærker nu, at vælgerne, og dermed også regeringen, bliver mere presset økonomisk og på anden vis. Foghregeringen sidder sikkert, men ikke så sikkert som tidligere. Lad os se nærmere på Foghs syv hovedpiner.

Hovedpine 1: Udlændingepolitikken S iden regeringen kom til i 2001, har udlændingepolitikken gjort den afgørende forskel i vælgerbefolkningen. Og gør det fortsat. Selv om regeringen nærmest har vundet tre valg på udlændingespørgsmålet, ved Fogh, at den seneste aftale med Dansk Folkeparti, der sukrer den katastrofale Metock-dom fra EF-domstolen ind i en række mere generelle småstramninger, er blevet gennemskuet af vælgerne. Foghs personlige kredit hos vælgerne er svækket, idet han hele sommeren har insisteret på, at den sag skulle løses, så stramheden af udlændingepolitikken forblev intakt. Det er den ikke blevet.

Hovedpine 2: Ledigheden stiger

Statsministeren må egentlig ærgre sig over, at den voksende - men stadig rekordlave - ledighed nu er blevet et problem for regeringen. Men det er den. Dels fordi den sender et signal om, at de økonomiske vinde er vendt, vælgernes jobmuligheder er forringet osv. Dels fordi selv den mest uduelige opposition kan finde ud af at gøre dette til Foghs ansvar. Og videre fordi det netop er øget ledighed, der fagøkonomisk er brug for i et overophedet arbejdsmarked. Statsministeren skal vælge, om han vil gå efter flere stemmer her og nu - og dermed brænde flere penge af i stat og kommuner - eller gøre det ansvarlige, dvs. acceptere væksten i ledigheden og acceptere kritikken.

Hovedpine 3: Ministre i modvind

Fogh har altid været modstander af at skifte ud på sit ministerhold. Men han må nøje overveje, om ikke tiden er kommet. Birthe Rønn Hornbech har længe opført sig mærkeligt som minister, og hele forløbet op til udlændingeaftalen med DF samt selve aftalen efterlader meget at ønske. Førstnævnte må i bedste fald betegnes som politisk totalteater, og sidstnævnte er ikke i stand til at bringe udlændingepolitikkens stramhed tilbage til status quo. Hertil kommer, at finansminister Lars Løkke fortsat kæmper med sit bilagsimage. Løkke er uundværlig for Fogh og Venstre, så han kan ikke røres, men sagen slider på det generelle indtryk af hele holdet.

Hovedpine 4: Afghanistan og Irak

Selv om et meget bredt flertal i Folketinget står bag Danmarks indsats i Afghanistan, begynder affæren at lugte af flere problemer, end Fogh ønsker. Senest har højtplacerede britiske militærfolk erklæret, at krigen ikke står til at vinde. Fogh har det særlige problem, at han personligt har satset alt på, at dette skal lykkes, i hans og præsident Bushs højtprofilerede kamp imod terror og for demokrati. Det kommer af denne grund til at koste dyrt for Foghs personlige udenrigspolitiske image, hvis krigen mislykkes i Kabul og omegn. Dertil kommer diskussionen om masseødelæggelsesvåben som grundlag for Danmarks deltagelse i Irak-krigen.

Hovedpine 5: Finanskrisen

Fogh gÃ¥r ikke pÃ¥ talerstolen i morgen uden et større afsnit om finanskrisen. Han mÃ¥ til stadighed gÃ¥ den balance, at han skal agere ansvarligt uden at skræmme vælgerne - der er meget nemme at skræmme. Dels af frygt for egen privatøkonomi, dels fordi mange virksomheder er blevet mødt med skrappere krav ved ny lÃ¥ntagning. Hvis Fogh vedvarende ignorerer det store ‘finansmonster’, som er ved at æde aktiemarkederne verden over, kan det komme dyrt tilbage, hvis vælgerne senere føler, at deres statsminister svigtede. Fogh mÃ¥ handle, ikke mindst lokalt.

Hovedpine 6: Oppositionens samling

Fogh ved godt, at et sammentømret S-SF ikke gør nogen sommer i forhold til at tabe et folketingsvalg om tre Ã¥r. Regeringen er ikke truet. Men for hver gang, S-leder Helle Thorning-Schmidt og SF’s Villy Søvndal spiller ud sammen, som den seneste gavebod til kommunerne, sÃ¥ lugter det lidt mere af et alternativ til VKO. Skulle de radikale komme med senere, sÃ¥ kan det blive farligt.

Hovedpine 7: Uro i Venstres bagland

Som det i går fremgik af Berlingske Tidende, er kritikken af Venstres langtidsparkering af den liberale profil ved at blive nok for baglandet. En historisk dårlig meningsmåling er alt, hvad der skulle til, for at lokke kritikere frem med krav om fornyelse. Kommer Fogh herfra ind i et mere traditionelt forløb med lange diskussioner i baglandet, svarer det til, at kong Arthur mister sit sværd, Excalibur, som gør ham usårlig.

I morgen starter et nyt folketingsår - hvem rækker statsministeren en Panodil?