Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg har været på tjenesterejse til Rio. Udsigten fra sit femstjernede hotel på Coba Cabana var så indtagende, at han sammen med sin kone valgte at ligge over i den efterfølgende weekend - på skatteydernes regning.

Politisk set er dette naturligvis stærk kost men bizart nok ikke den værste nyhed for ham selv og justitsminister Brian Mikkelsen.
Det værste er, at Hesselbjergs forsvar for sin handling er, at han nok aldrig kommer til Rio igen. Den lader vi lige stå et øjeblik.

Som Jokeren siger i biografen: den holder ikke der, den holder ikke her! Meget taler for, at Mikkelsen og den øvrige regeringstop bør sende Hesselbjerg på en tidlig pension.

Selvmålenes mand
Er der noget denne regering ikke har brug for lige nu, så er det flere uventede selvmål. Rigspolitichefens manglende boldøje i en politisk sammenhæng er velkendt og hans stærkt uheldige fumlerier med hvad en ‘fin mand som ham’ kan tillade sig, har før givet ham problemer.

Da han eksempelvis satte sig ud over loven og lod sin fine chauffør transportere ham ekstremt hurtigt på motorvejen var hans forklaring, at han ikke anede hvor hurtigt det gik, idet han sad og arbejdede. Hmm, den købte de færreste på tidspunktet idet vi her taler om en fartoverskridelse langt over det tilladte.

Denne gang er sagen imidlertid langt værre. Bruddet på reglerne om hvad man som embedsmand må bruge skatteydernes penge til, er klokkeklar.t Man må ikke bo på hotel med sin kone i Rio. Punktum. Ingen men’er. Ingen uklarheder.

Som topchef rejser Hesselbjerg ofte til koordineringsmøder med kolleger verden over. Det er derfor ikke en problemstilling, der kan komme bag på manden. Og som tidligere lovchef i Justitsministeriet er rigspolitichefens hang til regler naturligvis veludviklet. Ingen men’er, ingen uklarheder.

Kedelig rollemodel
Hesselsbjergs forseelse er så meget desto værre alt den stund, at han er rollemodel for alle hans ansatte i politiet. Og i samfundet som helhed. Når chefen brænder nogle dage af med fruen på femstjernet hotel, kan han ikke indvende noget imod, at alle hans medarbejdere gør det samme.

Og prøv at gange rigspolitichefens forseelse op med antallet af politifolk, som rejser til udlandet i forskellige sammenhænge?
Politisk er dette ikke hvad den nye justitsminister har brug for lige nu. Han kæmper i forvejen med en anden af Hesselbjrergs mindre heldige eksperimenter - politireformen.

Tabersag for minister
Nu løber oppositionen et indlysende stormløb mod ministeren grundet det famøse Rio-ophold, hvilket tvinger ham til at tage affære.

Kort sagt, skal ministeren overveje om den mand, som alene i kraft af sin placering er en del af arbejdet med at udbedre politireformen, nu skal betale med at forlade sit job.

Hvis Mikkelsen vælger at kæmpe for Hesselbjergs liv vil det koste ham en del politisk kapital. Ikke mindst i kølvandet på katastrofesagen om skattefrihed til OL-medaljevindere, vil det blive en tung affære for Mikkelsen personligt. Mikkelsen har hårdt brug for vindersager, ikke det modsatte.

Kreditten er i minus og en sag, hvor han slås for en topembedsmand, der misbruger skatteydernes penge, er en åbenlys tabersag fra starten. Vælgerne vil ikke kunne forstå hvis Mikkelsen redder Hesselbjerg.

Hesselbjerg har dermed lagt en gigantisk stinker i ministeren indbakke på det værst tænkelige tidspunkt.

Kedelig sag på kedeligt tidspunkt
Mikkelsen vil hurtigt, sammen med statsministeren og K-leder Lene Espersen, som vil blive inddraget i sagen idet en fyring af rigspolitichefen er en sag for hele regeringenstoppen, lægge sagen op på den fintmålende politiske vægtskål.

De må veje ind, at regeringens generelle troværdighed i denne tid er stærkt dalende. De leverede ikke på Metock-dommen idet de ikke kunne stramme udlændingepolitikken tilbage på status quo. Den tiltagende ledighed samt finanskrisen gør vælgerne utrygge i almindelighed. Og regeringens lov og orden image er aktuelt i bedste fald flosset efter politireformen og de løbende bandeopgør i Københavns gader.

De vil nu spørge sig selv, om ikke man bør starte fra toppen, når man vasker trapper? Hvis ikke deres vælgere kan have tillid til, at landets rigspolitichef overholder reglerne, kan de så have tillid til regeringen?

Imod en fyring taler, at det altid er en indrømmelse til oppositionen, hvis en regering må fyre en ledende embedsmand. Men denne gang er manden ikke kommet i klemme i en politisk sag, men af egen kraft hoppet ned i mudderet. Det betyder, at en hurtigt afskedigelse vil sende et lov-og-orden-signal til vælgerne om, at loven gælder for Loke som for Thor.

Svag regering
Desuden vil regeringstrekløveret tænke på, at jo længere tid de lader sagen køre, jo mere vil oppositionen mase på med kritikken og jo mere vil det ligne en indrømmelse af en svag regering, når de til sidst alligevel hælder Hesselbjerg på porten.

Bundlinjen er, at skal Hesselbjerg ud, skal det gå hurtigt. Dels for ikke at styrke regeringens image om at den efterhånden udviser holdningsmæssig slaphed hele raden rundt, og dels for ikke at give oppositionen større indrømmelser end som så.

Endvidere er det en nærliggende grum tanke, at Hesselbjerg med sin tåbelige handling har foræret regeringen en gylden mulighed for at gøre ham til ‘the fall guy’ for en elendig politireform. En betegnelse, det indtil Rio besøget var svært at klistre på manden, før reformen har været en fiasko lidt længere tid.

Stolen vakler derfor under rigspolitichefen, men mindre og mindre som tiden går.