Regeringstoppen burde for længst have udpeget en ny DR-bestyrelsesformand. Men intern ‘navneleg’ i regeringstoppen kan trække sagen ud længe endnu.

Det er mildest talt tankevækkende, at kulturministeren endnu ikke har fundet en ny formand for Danmarks Radios bestyrelse i kølvandet pÃ¥ fyringen af Mogens Munk Rasmussen. Efter at Rasmussen mÃ¥tte gÃ¥ pÃ¥ grund af byggeriskandalen, har stolen for ende af bestyrelsesbordet stÃ¥et tom. Til kolossal undren for alle, DR’s medarbejdere, headhuntere og andre kulturinteresserede.

Normalt er det ikke et problem at finde en egnet person, og heller ikke at finde en egnet person, som gerne vil. Man siger, at brændt barn skyer ilden, og som tiden gÃ¥r, opstÃ¥r den mistanke, at opgaven med at finde en, der ogsÃ¥ er rede, ikke er let. Bolden ligger pÃ¥ den nye kulturministers bane, men hun skal have sit forslag til formand godkendt af regeringstoppen. Meget tyder pÃ¥, at flere forslag har været bragt pÃ¥ banen og kasseret efter heftig intern debat i regeringen. Danmarks Radio er ikke bare en hvilken som helst statslig tv-station. Det er en statslig tv-station, der ikke nyder den store tillid i regeringen - slet ikke efter ‘Den forbudte krig’. I disse uger styrer generaldirektøren for DR, Kenneth Plummer, skuden uden en ‘fastansat’ bestyrelsesformand at dele de største beslutninger med. Man skulle tro, at det var dejligt, sÃ¥dan at være lidt ‘alene hjemme’ for en direktør. Men det er næppe tilfældet.

Der er simpelthen hårdt brug for en tung formand, der kan styre tropperne på øverste etage. Ikke mindst i en organisation som Danmarks Radio, hvor det er så som så med professionaliteten hos bestyrelsesmedlemmerne og så som så med medarbejdernes tolerance. Så langt har Plummer håndteret sin egen og direktionens situation i kølvandet på byggeskandalen fornuftigt. Han har længe holdt sig ude af medierne, og det er lykkedes at få dagligdagen til at køre, uden at højt profilerede DR-medarbejdere trækker Plummers arbejde gennem mudderet. Er alt fryd og gammen i DR? Næppe, men så langt så godt, set fra et DR ledelsessynspunkt.

Manglen af en formand er især et problem, nÃ¥r bestyrelsen skal tage større strategiske beslutninger med betydelige konsekvenser for DR. Eksempelvis kræver større omorganiseringer, nedskæringer eller strategiske investeringer i nye medieplatforme og teknologi, fodslag mellem ledelse og bestyrelse, idet den slags er forbundet med risiko. 10. oktober skal medieordførerne eksempelvis forhandle hjælpepakke til DR og replanlægning af FM-bÃ¥ndet. Disse forhandlinger er store nok til, at flere medieordførere savner en formand for bordenden. Det er netop formandens job at navigere bestyrelsen pÃ¥ plads sammen med generaldirektøren, sÃ¥ alle ’signerer pÃ¥ den stiplede linje’ og stÃ¥r til regnskab, hvis noget senere gÃ¥r galt. Snarere før end siden begynder de store strategiske beslutninger at presse sig pÃ¥.

Der kan være to grunde til, at statsministeren endnu ikke har godkendt et formandsforslag fra kulturministeren. For det første vil man ikke tage for let pÃ¥, hvem der sidder i netop det job. Det er DR-formanden, som er regeringens vej ind i DR. Det er til ham, at regeringen klager over udsendelser, som man finder unfair, og det er formanden, der skal sikre, at kriser ikke løber af sporet og koster regeringen og kulturministeren oceaner af energi og dÃ¥rlig presse. At ikke alle i regeringspartierne er for begejstrede for DR, er velkendt i det politiske miljø. Frygten for en politisk skæv dækning er udtalt. Man kan flytte til nok sÃ¥ mange fine nye DR-byer, men helt vaske det gamle ‘Ole Sippel’ image af sig kan institutionen ikke. Bizart nok i øvrigt, idet man ikke skal bruge mange sekunder i samtale med en DR-vært, før det stÃ¥r klart, at hvis der er én ting, som DR ikke vil skydes i skoene, sÃ¥ er det at være unfair.

For det andet kan det være uhyggeligt svært at finde en - i regeringens øjne - kvalificeret kandidat. DR er ikke et nemt hus at operere i. Man har forsøgt sig med flere profiler gennem tiden. Den seneste - en professionel administrator fra det private erhvervsliv - var langt hen ad vejen en succes, men kendskabet til den ‘vanvittige’ medieverden var sparsomt. Det handler altsÃ¥ om at finde en person, som ved noget om medier, som ved noget om management, som ved noget om det politiske spil pÃ¥ Christiansborg og som i øvrigt ikke har været hverken socialdemokrat, eller det der er værre, i sin ungdom eller siden hen. SÃ¥dan en profil er svær at finde. Typisk fÃ¥r en regering hjælp fra et headhunterfirma. Men det er efter sigende ikke tilfældet her. Regeringen har modtaget et par navnelister, og det er sÃ¥ det. Men én ting er helt sikkert: Ingen kan forstÃ¥, hvorfor det kan tage sÃ¥ lang tid at finde ny formand. Man kunne for længst have udnævnt fungerende DR-formand Torben Dalby. Siden man har undladt, peger pilen ikke pÃ¥ ham. Rygterne har gÃ¥et omkring den tidligere chef pÃ¥ Det Kongelige Teater, Michael Christiansen, men han er givet for gammel. Alt tyder pÃ¥, at ‘navnelegen’ nu er sandet til i diskussionen blandt topministrene.

Lige nu sejler DR videre under Plummers ledelse. Men snarere før end siden får - også DR-direktøren - behov for at træffe større og mere strukturelle beslutninger, så en permanent bestyrelsesformand må og skal være på plads. Med regeringens hidtidige studiekreds for at finde en ny bestyrelsesformand in mente tyder intet imidlertid på, at dette indgår i overvejelserne hos de involverede ministre.