I folketingets åbningsdebat afskrev Thorning-Schmidt problemet med manglen på arbejdskraft. En udtalelse, der kan føre til stor respekt eller katastrofalt tab af troværdighed. Hvad det bliver afhænger i høj grad af finanskrisen.
En ny klar front i dansk politik blev trukket i torsdagens åbningsdebat. Regeringen, som mener at der mangler arbejdskraft, og Socialdemokraterne, som nu mener at der snarere mangler arbejde. Diskussionen om arbejdskraften dækker reelt over diskussionen om velfærd. Altså om politikerne kan brænde flere penge af på toiletrenoveringer i folkeskolen eller ej? Thorning-Schmidt giver, med sin aflysning af manglen på arbejdskraft, sig selv frie tøjler til at kræve mere velfærd og job, hvilket givet spiller positivt til vælgernes usikkerhed nu og her. Men Thorning-Schmidt går med sit synspunkt om aflysningen af arbejdskraftmanglen ikke alene op imod enhver, som har fuldført bare første år af økonom-uddannelsen på universitet. Hun går også op imod den ansvarlige økonomiske filosofi, som holdt Nyrup-regeringen ved magten i næsten ti år, og som ikke mindst partiets finanspolitiske guru – Mogens Lykketoft – stod fast på. Taktisk løber Thorning-Schmidt nu en risiko for at fremstå som en populist.

Den store joker for både statsministeren og S-lederen er imidlertid finanskrisen. Ingen aner pt. hvad dette globalt hærgende monster vil betyde for Danmark og resten af verden. Stadig mere taler for, at følgevirkningerne for almindelige mennesker bliver uhyggelige – hvilket vil være til Thorning-Schmidts fordel.
At se manglen på arbejdskraft som et problem, eller ikke at se manglen på arbejdskraft som et problem, det er spørgsmålet. Almindelig nationaløkonomisk logik taler for det første af frygt for, at lønningerne eksploderer yderligere, når virksomhederne kæmper om den begrænsede arbejdskraft. Varer, som vi eksporterer, bliver dyrere og virksomhederne sælger mindre og afskediger medarbejdere. Så langt så skidt. Læg hertil, at der i disse år kommer cirka halvt så mange unge ud på arbejdsmarkedet, som der er pensionister, der forlader det. Hvem skal gøre arbejdet i Danmark, fristes nogle til at spørge?
I torsdagens åbningsdebat valgte Socialdemokraterne at se stort på ovenstående kendsgerninger. I ly af nye tal for ledigheden og den buldrende finanskrise slog S-lederen fast, at nu skal der sættes mere gang i kommunernes aktiviteter for at hindre at ledigheden stiger. Der er ingen tvivl om, at Thorning-Schmidt har lettere ved at forklare sit standpunkt, end regeringen har ved at forklare selv forholdsvis enkle økonomiske og demografiske sammenhænge. Den svagt stigende ledighed er S-lederens figenblad for at argumentere for flere penge til velfærd, et tema hun ikke har sluppet siden hun lancerede det op til valgkampen sidste år.
Men det kan blive en farlig sejlads for S-lederen. Med en stigende ledighed, eksportproblemer m.v. er dansk politik pÃ¥ vej væk fra kun at handle om værdipolitik (udlændinge), til ogsÃ¥ at handle om gammelkendte emner omkring økonomien. Thorning-Schmidts ’sætten gang i hjulene’ taktik er imod de fleste økonomers anbefalinger og risikoen er, at hun presser arbejdsmarkedet – som fortsat kendetegnes ved en ekstrem lavt ledighed – yderligere, med risiko for en massiv arbejdsløshed. Netop en ansvarlig økonomisk politik var det som holdt Nyrup-regeringen ved magten i 90′erne. Til den borgerlige bloks store fortrydelse optrÃ¥dte S dengang mere hellig end de mest hellige. Nyrup-regeringen satte – som Thorning-Schmidt ønsker nu – ogsÃ¥ gang i hjulene. Men dengang var ledigheden pÃ¥ 360.000 helÃ¥rspersoner imod de ca. 45.000, som vi har i dag.

Finanskrisen den store joker

Det store slag i dansk politik står efter torsdagens opgør på Chrsitiansborg mere klassisk om hvem der er den økonomisk mest ansvarlige politiske leder. En statsminister, der nu endelig anerkender, at der er noget at komme efter, angående manglen på hænder. Og en S-leder, der mener det stik modsatte. Regeringen vil betegne Socialdemokraternes position som stærkt populistisk og uansvarlig. Det får nok være. Et større problem for S kan blive, at de radikale – som fortsat modsætter sig at indgå i S-SF alliancen – deler regeringens kritik. Læg hertil, som en yderligere konsekvens, at det bliver umuligt for S at lægge stemmer til en arbejdsmarkedsreform – og dermed umuligt at få indflydelse – der handler om en forkortelse af dagpengeperioden. Man forkorter ikke dagpengeperioder i en tid hvor man må sætte at ekstra gang i hjulene grundet krise.
Den store joker for både Fogh og Thorning-Schmidt er finanskrisen. Ingen kender pt. konsekvenserne af dens hærgen. Finansministeren har bestilt et ekstra tjek af statens finanser hos sine embedsmænd. Kynisk betragtet vinder Thorning-Schmidts linje jo større krisen bliver. Hvis de næste seks måneder fører til massearbejdsløshed – hvad man ikke kan udelukke – vil hun kunne påstå, at hun var forudseende. Hvis finanskrisen derimod glider lettere hen over Danmark, vil hun ikke alene blive beskyldt for at veksle sin personlige økonomiske troværdighed ud med en kortsigtet populisme – men også for at have elimineret partiets ansvarlige økonomiske renommé, som det tog Nyrup/Lykketoft ti år at bygge op, sidste gang Socialdemokraterne var i regering.