Chefen for den internationale valutafond, Dominique Strauss-Kahn, frygter nu en nedsmeltning på finansmarkederne. En global recession vil ændre magtbalancen mellem Vesten og Østen og styrke Kina politisk. USA var også før krisen et land i knæ og en ny præsident vil tænke på sit genvalg.
PÃ¥ Kulturnatten, hvor alle offentlige bygninger Ã¥bnes for Københavns borgere, deltog jeg i en seance pÃ¥ Hovedbiblioteket om det amerikanske valg. Michael Kristiansen (min medvært pÃ¥ TV2 News programmet ‘Mogensen & Kristiansen’) og jeg skulle give de cirka 1000-1500 ivrige kulturnattegængere vores version.

Pludselig kommer følgende spørgsmÃ¥l fra en tilhører: Hvordan vil finanskrisen pÃ¥virke USA’s styrkeforhold overfor Kina? Et kompliceret spørgsmÃ¥l. Denne aften nøjes vi med at tale om Kinas enorme beholdning af amerikanske værdipapirer, USA’s mangeÃ¥rige underskud pÃ¥ de offentlige finanser og den skiftende magtbalance mellem den vestlige verden og asiens frembrusende lande. PÃ¥ seks minutter. Den galopperende finanskrise svækker USA voldsomt og skubber pÃ¥ en udvikling, som længe har været i gang: Asiens rolle i verdensøkonomien vokser – og dermed vokser indflydelsen ligesÃ¥.

Den sidste uges accelererende nedtur på verdens aktiemarkeder har fået chefen for den internationale valutafond – Dominique Strauss-Kahn – til at tale om risikoen for en reel finansiel nedsmeltning. En tanke, der er let at følge alt den stund, at hverken regeringers hjælpepakker eller centralbankers rentenedsænkninger verden over, har haft en positiv effekt.
Den tid hvor man kunne tale finansmarkedernes optimisme op er for længst forbi, nedturen er evident. Nu taler politikerne i stedet til investorernes samvittighed.
Den kontante del af rejsen foran os alle i en global recession betyder, at ikke mindst USA vil opleve en massiv nedtur i form af stigende arbejdsløshed, tvangsauktioner med videre. Hvis en nedtur af denne størrelse rammer USA, vil den ramme hele verden, på nøjagtigt samme måde, som udviklingen på Wall Street påvirker børser kloden over. Det hele hænger sammen. For os danskere vil det ligeledes betyde meget svære tider. Vi får sværere ved at holde på vores job idet virksomhedernes salg falder, uanset om de sælger deres varer herhjemme eller til udlandet. For den er gal over alt. De offentlige udgifter til arbejdsløse samt diverse beskæftigelsesprojekter, vil både i USA og herhjemme eksplodere.

Vi så i ugen der gik hvordan den svenske regering netop har afsat et milliardbeløb, for at imødegå voldsomme fyringer hos bilfabrikken Volvo. Men hvad med Kina. Det vil være naivt og tro, at Riget i midten går fri, hvis det kommer til en langvarig global nedtur. En enorm del af det kinesiske mirakel er trukket af vestlige investeringer i Kina. Trukket af den billige arbejdskraft. Men disse vil falde i takt med svækkelsen af de vestlige økonomier, og spørgsmålet er, om det enorme, men fattige, kinesiske hjemmemarked kan kompensere herfor.

Finanskrisen er til Talebans fordel

Den mere politiske del af rejsen foran os alle handler om hvilke nuværende aktiviteter, der kan videreføres og hvilke planlagte, der må opgives. Vi starter i USA. Vil den nye præsident sprøjte den fornødne investering ind et afghansk eventyr, som nu næsten dagligt undsiges af topgeneraler i Storbritannien og USA? Og hvis pengene er brugt på at udbetale (godt nok en mindre) understøttelse til millioner af ledige og på at opkøbe banker på Wall Street, hvad kan da de øvrige NATO-lande gøre, hvis de ligeså ligger ned? Finanskrisen er til fordel for Taleban.

Tilsvarende vil en nedtur presse USA’s engagement i andre dele af verdens brændpunkter. I forhold til Iran og Mellemøsten. Om lande, som netop Kina, kan bruge en periode, hvor USA er i knæ, til selv at fÃ¥ en mere central rolle pÃ¥ verdensscenen, afhænger af hvor meget Kina selv bliver ramt. Men ogsÃ¥ af hvor meget de enkelte lande kan byde deres befolkning. Herhjemme, og i resten af Vesten, vil det politiske fokus skifte til at fremme jobsituationen, idet vælgerne vil søge mod politikere, som kæmper herfor.

Det vil være en dagsorden som i den grad spiller til Socialdemokraterne og derfor kan føre til en revitalisering af oppositionen. Derimod vil diktaturer som Kina fortsat kunne investere i andet end lokale beskæftigelsesprojekter, da den kinesiske befolkning holdes i et jerngreb. Kina har derfor andre muskler. Rusland kan potentielt gøre det samme om endt nedturen ser ud til virkelig at blive hård for bjørnen i øst, at dømme efter de tæsk, som børsen i Moskva så langt har måtte lægge ryg til.
Svaret til spørgeren på Hovedbiblioteket er derfor, at Kina potentielt vil kunne udnytte, at USA rammes af en dyb økonomisk krise, idet USA i forvejen er et dybt forgældet land, hvorfor en ny præsident ikke har alverden at gøre godt med. Og hans fokus vil være på at blive genvalgt – læs: skabe nye job. I Danmark, som er bundet ekstremt hårdt op på USA, skal politikerne ligeså indstille sig på, at vore udenrigspolitiske muligheder reduceres såfremt den globale krise bliver, hvad valutafondens leder Strauss-Kahn frygter. I så fald, vil statsministerens mørke skyer fra sidste uges åbningstale, være skiftet ud med en orkan i Katrina klassen.