Hvis Vestager nu er tilbage i valgkampens ikkeultimative position i forhold til 24-Ã¥rs reglen og

tilknytningskravet, er Thorning-Schmidt kommet tættere på Statsministeriet.

Som ventet mÃ¥tte den radikale leder bruge Simon Emil Ammitzbølls exit som en mulighed for at ’sætte skabet pÃ¥

plads’. Usikkerheden om det radikale partis politiske linje var blevet for meget for baglandet, uanset om de er

med eller imod hendes lederskab.

Tre spørgsmål trænger sig på. 1) Lykkedes det Vestager at hugge partiets politiske kurs ud i sten? 2) Står

oppositionen styrket som følge af den radikale præcisering? 3) Vil Det Radikale Venstre gå frem i

meningsmålingerne med det nye politiske udgangspunkt?

I går var ulvekoblet på jagt. Pressens fremmeste leverede, i kølvandet på Ammitzbøllsagen, de sædvanlige

kritiske artikler, der altid kommer, når en politisk leder vakler. Og det gjorde Vestager. På dette tidspunkt i

enhver partileders nedtur hiver pressen gammelkendte fjender og nye anonyme ditto af stalden. Og glemmer pudsigt

nok at referere hendes ‘uinteressante’ støtter. SÃ¥dan er gamet, og Vestager ved det. Sagen handlede pludselig om

langt mere end Ammitzbølls exit. Sagen handlede pludselig om, hvorvidt partiet har en politik i det hele taget.

Hun var tvunget til at tage ‘dødsruten’ gennem medierne i hÃ¥bet om at kommunikere en forstÃ¥elig politisk

strategi ud til partifæller og vælgere. Man kan tale om Ammitzbøllsagen og om, hvem der sagde hvad på hvilke

møder, til solen brænder ud. Aktørerne retter deres forklaringer ind undervejs i en dialog - via medierne - hvor

de ikke taler til hinanden, men til det radikale bagland. Vestagers langt større problem omkring den overordnede

politiske strategi har længe ligget og simret. Kun få har forstået, hvad de radikale vil? Ammitzbøll blev en -

for Vestager nødvendig, men også trist - anledning til at lægge en klar politisk linje.

Hvor står skabet?

Gjorde hun så det? Lagde en klar linje? Hvis man noterer sig, at de radikale peger på Thorning-Schmidt som

statsminister, handler resten om udlændingepolitikken. Regeringen har let vundet tre valg på oppositionens

splittelse omkring udlændingepolitikken. SF og de radikale har været uenige med Socialdemokraterne. SF har, som

bekendt, nu erklæret, at de fraviger deres krav om at fjerne 24-års reglen og tilknytningskravet, som har været

symbolerne på, om man støttede en stram udlændingepolitik eller ej. Sagen har indtil i går været uklar omkring

de radikale. Vestager har nu erklæret, at de radikale holder fast i deres ønske om at fjerne begge dele, men at

man vil se realistisk på mulighederne efter et valg. Dette er politisk kodesprog for, at de radikale nu forstår,

at chancerne for at få gennemført deres politik på dette punkt er små. Derfor er situationen nu reelt den, at de

radikales position ligner den, som Vestager bankede igennem under sidste valgkamp, nemlig at man peger på Helle

Thorning-Schmidt som statsministerkandidat, og at de radikale krav på de to centrale punkter ikke gøres

ultimative i spørgsmålet om en regeringsdannelse.

Skal vi lige gøre Ammitzbøllsagen færdig, forlod han partiet, bl.a. fordi Vestager tog den beslutning under

valgkampen. En enig radikal gruppe står efter sigende bag gårsdagens udmelding, hvorfor Vestager næppe får de

store problemer med at forklare sig omkring Ammitzbøll over for gruppen i næste uge. De i den radikale gruppe,

der helst vil lege med Fogh, kan godt se, at man ikke kan gøre de to krav ultimative, hvis et samarbejde på et

tidspunkt skal op og stå med regeringen. Hvilket Vestager har accepteret sker, hvis S-muligheden glipper.

Hvis fortolkningen af den nye radikale position om udlændinge holder vand, kom Thorning-Schmidt et skridt

tættere på Statsministeriet i går. Det havde været langt bedre for S, om de radikale ville skrive under på den

S-SF-aftale, som senest blev indgået. Men de radikale vil fortsat ikke lege direkte med SF, men blokerer på den

anden side ikke for, at Thorning-Schmidt dyrker Søvndal. Det helt afgørende er, hvis Thorning-Schmidt nu kan

hævde, at de radikale ikke længere vil lægge gift for en stram udlændingepolitik. Hun vinder ikke

Statsministeriet alene grundet den radikale ændring, men uden taber hun det igen. Regeringen vil fortsat køre en

skræmmekampagne pÃ¥ det forhold, at SF og de radikale kun accepterer en stram udlændingepolitik ‘under protest’.

I modsætning til VKO, som er fuldblodstilhængere af den stramme politik. Bundlinjen er, at Thorning-Schmidt har

fået langt mere at arbejde med af Vestager på dette afgørende politikområde, end forgængeren, Mogens Lykketoft,

fik.

Radikal fremdrift

For Vestager handler det her og nu kun om én ting: at få flere stemmer. Holder hun fast i sit

valgkampsstandpunkt, at hun ikke vil gøre 24-års reglen og tilknytningskravet ultimativt, har hun i modsætning

til før fået en strategi, hun kan forklare. Og dermed forsvare. Hun har en klar statsministerkandidat, og hun

har nu en politik, der ikke åbenlyst lægger gift for samme - det kan være starten på en ny fremgang, forudsat at

hun magter at få den radikale gruppe til at holde sammen om budskabet. Snubler hun i sidstnævnte, kan kimen være

lagt til en radikal nedsmeltning, og at Ammitzbøll ikke bliver ene om sin exit.