Dansk økonomi er - efter et fravær på syv år - vendt tilbage til dansk politik som politisk slagmark. Finansloven er første prøve for partierne, og intet er blevet lettere.

Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) bakser i disse timer med at skrue finansloven for 2009 sammen. Der er ingen tvivl om, hvem forligspartneren bliver: Dansk Folkeparti. Men den økonomiske udvikling er ikke så let at håndtere, som den har været.

Finanskrisen skubber på en udvikling, der handler om øget arbejdsløshed og usikkerhed med boligen, billånet m.v. Og dermed opstår en ny politisk front over for oppositionen, som allerede nu - før arbejdsløsheden er steget - vil sætte mere gang i hjulene. Regeringen har droppet den såkaldte SP-ordning, hvor man tvinger danskerne til at spare op. Ud fra princippet om, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, forsøger man - med finanskrisen som en bekvem undskyldning - at tage vinden ud af oppositionens kritik af, at regeringen ikke vil skabe flere job. Finansministeren har længe vidst, at SP-tvangsopsparingen ikke er folkekær lækkerbisken i Dansk Folkepartis øjne, hvorfor det var svært at se, hvem der skulle lægge stemmer til forslaget.

Den gamle slagmark er tilbage

Det er vigtigt at forstÃ¥, at dansk politik i de aktuelle finanslovsforhandlinger er pÃ¥ vej tilbage til fortiden. Siden 2001 har Danmark, som Løkkes forgænger sÃ¥ sigende sagde det, ‘kunnet købe hele verden’. Eller sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de har pengerigeligheden og fremgangen i Danmark gjort, at den økonomiske politik reelt var fjernet fra den politiske debat. Det har været umuligt for oppositionen at sætte en finger pÃ¥ den økonomiske politik, og sÃ¥ sent som i valgkampen 2007 var det statsministerens budskab, at vi bÃ¥de kan fÃ¥ velfærd og skattelettelser.

To eksempler pÃ¥ den ‘nye gamle tid’:

Eksempel 1: Uanset finanskrisen, stigende boligrenter og ditto arbejdsløshed er ‘her og nu situationen’ den i Danmark, at der mangler arbejdskraft. Ja, bygge- og anlægsomrÃ¥det er ved at mærke en afmatning, men hvad er nedtur, og hvad er en lidt hÃ¥rdere vinterperiode, er vel endnu uklart for de fleste. De centrale spidskompetencer i den offentlige sektor - eksempelvis sygeplejersker og speciallæger - er der fortsat massiv mangel pÃ¥. Tilsvarende i den private sektor. Det gÃ¥r den gale vej, men ingen aner endnu, hvor meget eller hvor hurtigt.

Der snakkes bredt blandt vælgerne nu, for første gang siden systemskiftet i 2001, om en svær periode forude. Finanskrisen har eskaleret denne situation med kontante beviser i form af stigende renter på boliglån, tilbagekaldelse af en række erhvervslån osv. Og dette åbner på ny banen for en politisk debat om, hvordan vi enten minimerer skaderne eller måske helt undgår dem. De politiske partier skal nu vurdere, hvilken konkret strategi for at holde Danmark på ret køl, de vil foreslå vælgerne. Herunder hvor mange ubehagelige økonomiske stramninger (som eksempelvis SP-ordningen), som de vil være med til.

Fronten er allerede tegnet klart op i den ‘nye gamle tid’, idet S og SF nu vil sætte gang i beskæftigelsesfremmende initiativer (uagtet at ledigheden er historisk lav fortsat), og regeringen, indtil den skiftede mening, ville holde en stram linje, for ikke yderligere at overophede arbejdsmarkedet. Eksploderende lønninger er fortsat en risiko pÃ¥ trods af alt krisesnakken, idet der fortsat mangler hænder. Da regeringen tog SP’en af bordet, var det givet, fordi der ikke findes et flertal, men ogsÃ¥ fordi den kan udnyttes aggressivt af oppositionen pÃ¥ den ‘nye’ politiske kampplads - økonomien. Regeringen kan kritiseres for at kræve penge op, nÃ¥r den i stedet burde bruge penge pÃ¥ at sætte gang i mere arbejde.

Startfløjtet er hermed gået til en ny permanent rivalisering mellem regering og opposition om, hvem der vil gøre mest for at skabe mere arbejde. De vil se forskelligt på situationen, men begge parter vil dog nøje afveje, om deres økonomiske strategi er nogenlunde i overensstemmelse med realiteterne uden for Christiansborgs vinduer. For at foreslå en medicin, der i forhippelsen på at tækkes vælgerne fører til massiv langtidsledighed, er en situation, som hverken Thorning-Schmidt eller Lars Løkke ønsker at regere over.

Eksempel 2: Da statsministeren tog initiativ til det højt profilerede reformarbejde på arbejdsmarkedet, var den økonomiske situation mere klar. Selv havde han på sit opstillingsmøde i Greve forklaret, at det grundlæggende kun var manglen på hænder, der begrænsede dansk økonomi fra at vedblive med at være bundsolid. Det er to måneder siden. I dag har han stået bag en krisepakke til 35 mia.kr. i finanssektoren og altså senest aflivningen af SP-ordningen - i krisens tegn forstås.

Fra ensidigt at skulle skaffe flere hænder, fordi der er for mange job, skal arbejdsmarkedsreformen nu sikre et arbejdsmarked, som måske er på vej mod betydelig ledighed. Pludselig er en forkortelse af dagpengeperioden ikke så indlysende, for hvorfor tvinge ledige ud på et arbejdsmarked, hvor der bliver færre job? Kan det synspunkt sælges til vælgerne? Næppe.

Med økonomien genintroduceret i dansk politik spiller politikerne på et klaver, der pludselig har fået en stribe yderligere tangenter. Finanslovsforhandlinger er ikke blevet lettere heraf og vil give det første fingerpeg, om det er oppositionen eller VKO, der bedst mestrer det nye instrument.