Naturligvis vidste regeringen at der var en risiko for at tuneseren ville få tålt ophold. Presset stiger på at få nye regler inden udlændingepolitikken ender som en farce.

Tuneseren, som PET mener ville ombringe tegneren Kurt Westergaard, kan gÃ¥ frit omkring i Danmark. Den sÃ¥kaldte administrative udvisning, som PET anbefalede regeringen, er slÃ¥et fejl. Sagen udstiller naturligvis de to politikere – tidligere justitsminister Lene Espersen og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech – samt hele regeringens rets- og udlændingepolitik. Objektivt vurderet har PET-chef Jakob Scharf alle lovens regler bag sig, men ‘pÃ¥ gaden’ kan PET komme til at fremstÃ¥ som en udlændingekritisk regerings lidt for villige instrument. PET og ministrene har kendt til risikoen for at tuneseren alligevel ikke kunne udvises, men har – fejlagtigt – vurderet den som værd at løbe. Én ting synes sikkert: der kommer mere fart pÃ¥ det udvalg, som skal finde pÃ¥ alternativer til den aktuelle procedure for administrative udvisninger.

Hvorfor skrev ministrene under

Både Lene Espersen og Birthe Rønn Hornbech på underskrifttidspunktet pinligt klar over risikoen for, at de tunesere, som de var på vej til at udvise administrativt, ville ende i Danmark på tålt ophold. Altså, at de ikke kan sendes til Tunesien uden fare for deres liv. Alligevel skrev de to ministre under på en udvisning via den, dengang som nu, stærkt kontroversielle metode med at udvise mennesker uden nogen form for domstolsprøvelse. Hvorfor gjorde de det? Der er tre mulige forklaringer.
1) De kan være blevet overbevist af deres embedsmænd, herunder PET, at risikoen for at ende i den nuværende ‘tÃ¥lt ophold situation’ var minimal.

2) De kan have taget chancen i den tro, at såfremt det ikke gik, ville det alligevel være et rigtigt politiske signal at sende til vælgerne. Og at en tålt ophold situation ville fremprovokere en politisk mulighed for at stramme reglerne om tålt ophold her til lands.

3) De kan have ‘glemt’ hvad de vidste om risikoen for tÃ¥lt ophold og uden en præcis advarsel fra embedsmændene kan de være sejlet katastrofen i møde uvidende om risikoen.
Mest sandsynlig er en kombination af 1) og 2). Den politiske bundlinje er, at en skriftlig godkendelse af en administrativ udvisning er så retspolitisk kontroversiel i sin natur, at man ikke bare skal ramme skiven i første forsøg, men bulls eye. Her ramte ministrene helt uden for skiven.

PETs rolle er interessant

Det politiske vender vi tilbage til. PETs rolle påkalder sig særlig interesse. Det er hævet over enhver tvivl, at PET har fundet det juridisk korrekt at anbefale muligheden for en administrativ udvisning. Ellers ville man aldrig have fremlagt dokumenterne til underskrift. Men det er ikke sandsynligt, at en af Danmarks mest begavede jurister – PET-chef Jakob Scharf – har været uvidende om risikoen for, at Flygtningenævnet potentielt ville underkende udvisningen.

Deraf følger, at det heller ikke er sandsynligt, at Scharf ikke i sin fremlæggelse til ministrene har gjort dem opmærksom på denne risiko. Og at hans risikovurdering er blevet grundigt drøftet med departementscheferne Claes Nilas og Michael Lunn, der arbejder tættest på ministrene. Alle tre har de stået bag advarslen til politikerne om, at sagen kunne ende i tålt ophold. Og alle har de vurderet, at risikoen var så tilpas lille, at den var værd at løbe.
Med andre ord peger pilen på, at politikerne har taget det, man kalder en kalkuleret risiko i forløbet, hvilket man strengt taget ikke kan bebrejde PET eller andre embedsmænd. Med risikoen følger ansvaret, og det tilfalder de to ministre. Nu, da alt er gået galt, vil politikerne altså ikke kunne tørre problemet af på Scharf. Dels af ovennævnte grund om hans formodede orientering om risikoen for tålt ophold, dels helt generelt fordi det borgerlige Danmark ikke er politisk imod PET, men omvendt store tilhængere af PET. Ingen offentlig organisation har fået flere penge siden 2001 end PET som regeringens stormtropper i den hjemlige kamp mod terror.
PET derimod mÃ¥ se tilbage pÃ¥ seancen med ‘mixed feelings’. Den almindelige dansker spørger nu, hvorfor PET anbefalede dette kontroversielle træk til politikerne, nÃ¥r det kunne gÃ¥ sÃ¥ galt. Administrative udvisninger er ikke hverdagskost og retspolitisk stærkt kontroversielt. PET kan kun støtte sig til, at man i egne øjne ikke havde andre veje at gÃ¥, idet man ville tabe en retssag, fordi man af sikkerhedshensyn ikke kan fremlægge alle oplysninger, og idet sÃ¥kaldte ‘præventive samtaler’ næppe ville blive taget alvorligt af tuneserne. Stod valget mellem at løbe en risiko for tegnerens liv eller løbe en risiko for tÃ¥lt ophold, valgte man det sidste.

Udlændingepolitik i ruiner

Regeringen må nu konstatere, at dens udlændingepolitik generelt ligger i ruiner. Fiaskoen med udvisningen af tuneseren kommer i kølvandet på fiaskoen med sommerens Metock-dom og den seneste tids skyderier i Greve og på Nørrebro. Pia Kjærsgaards påstand om, at der er mere sikkert i New York end i Danmark gør ondt og lægger pres på regeringen. Integrationsministeriets – efter sommerens drama stærkt overarbejdede – departementschef, Claes Nilas, vil få brug for mere end én pep-pille (hvilket nok ikke er lovligt), idet han er formand for det udvalg, der skal finde frem til en mere robust måde at udvise kriminelle udlændinge på, så en ny tunersersag kan undgås fremover.

VKO vil kræve svar af Nilas her og nu, inden udlændingepolitikken udvikler sig fra slem til farce.