En fremstormende Lene Espersen og et krav om, at DF optræder som ansvarligt støtteparti, stiller helt nye krav til Kjærsgaards politik.
Det er ikke kun de radikale, som i denne tid kæmper hårdt med strategien. Alt tyder på, at Dansk Folkeparti uventet får brug for en helt ny politisk plan. For en økonomisk krise er ikke partiets kop urtete, idet de da ikke hvert år kan dele gaver ud til ældre og andre værdigt trængende. VK-regeringen vil kræve af Kjærsgaard, at hun lægger rygstykker til de ubehageligheder, som nødvendigvis er en del af politikken, når et land kommer i økonomisk modvind. Værst af alt er måske, at en politisk dagsorden, der handler om økonomisk krisestyring i den grad spiller til den nye konservative leder, Lene Espersen, som er godt i gang med at spise sig ind på Venstre.

Kjærsgaards mareridt indtræffer i sin fulde styrke, hvis de konservatives indflydelse overgår Venstres. Gårsdagens Gallup indikerer, at hun er på fremmarch. Så vil Kjærsgaards liv blive langt vanskeligere end nu, hvor hun og Fogh – for regeringens skyld, naturligvis – reelt har holdt sammen mod K.

Smilet hos DF er stivnet

Det er ikke mange uger siden, at man i Dansk Folkeparti internt jublede over den politiske opmærksomhed, som de stod til at fÃ¥, da bÃ¥de udlændingepolitikken og EU-medlemskabet kom i fokus med den nu berømte Metockdom, der Ã¥bner Danmarks grænser via EU’s regler om arbejdskraftens fri bevægelighed.

Det dobbelte krav om at sikre en stram udlændingepolitik og sætte Danmarks EU-medlemskab til debat lÃ¥ til at præge dette politiske efterÃ¥r. Politik handler bl.a. om, at ens mærkesager diskuteres i samfundet, sÃ¥ DF’s tilfredshed var forstÃ¥elig. Men sÃ¥ skiftede billede brat. Den økonomiske krise kom forbi.
Tro mod sin politik overfor kernevælgerne kørte Dansk Folkeparti længe med melodien om, at det nu handler om at skabe mere arbejde og ikke skrue ned for blusset bl.a. via besparelser på finansloven. Men da finansminister Lars Løkke Rasmussens kasseeftersyn i kølvandet på finanskrisen viste, at overskuddet på statens finanser næste år falder fra 57 milliarder til 7 (hvilket på den egn svarer til 0), var klokken faldet i slag for også Kjærsgaards tropper. For det første er Dansk Folkepartis normale tilgang til finanslovsforhandlingerne, hvor man hælder penge ud over alle sine kendte vælgergrupper, annulleret. Der er ikke penge at snolde for.
For det andet må partiet nu, som regeringens parlamentariske flertal, påtage rollen som ansvarligt parti, der tager hensyn til, at både lønstigninger og konkurrenceevnen – finanskrise eller ej – ligger dårligere end udlandets, hvilket på almindeligt dansk betyder stram økonomisk tilbageholdenhed, af frygt for, at yderligere solderi kun vil gøre ondt værre.
Læg hertil, at manglen pÃ¥ arbejdskraft fortsat er en realitet – finanskrise eller ej – hvilket tvinger et ansvarligt DF til højest utraditionelt til at indtage et bÃ¥de upopulært og svært forklarligt standpunkt. Yderligere mareridtsagtigt bliver det hele, nÃ¥r Socialdemokraterne – DF’s hovedkonkurrent – nu indtager det modsatte populære og let forklarlige standpunkt om, at der grundet krisen nu mangler arbejde snarere end arbejdskraft.
For det tredje blev landets økonomisk ustabile situation – og Kjærsgaards mareridt – hamret fast med syvtommersøm da Nationalbanken i fredags hævede renten markant. Sagen er, at udlandet ikke har tillid til den danske krone, hvis styrke afhænger én til én af tilliden mere overordnet til Danmarks økonomi. At Nationalbanken nu hæver renter hænger ikke ret godt sammen med regeringen mantra om, at dansk økonomi er bomstærk. Og hænger slet ikke sammen med en økonomisk politik, der hælder mere benzin på bålet i form af øgede offentlige udgifter.

Udlandets reaktion vil komme prompte og massearbejdsløsheden kan dermed stÃ¥ for døren. For DF slukker dette dels enhver forestilling om, at de til sidst alligevel kan snolde lidt i 2009 og dels slukker det forestillingen om, at EU bliver en god sag for partiet fremadrettet. Var Danmark medlem af Euroen, ville renten være uforandret lav. Det bliver nu svært for Kjærsgaard at sælge medlemskabet af Euroen som en dÃ¥rlig ting for de tusindvis af ‘flexlÃ¥nere’, som nu stÃ¥r til en huslejestigning, der vasker sig.

DF’s mareridt: de konservative

Statsministerens rejsefeber, kombineret med en ny konservativ leder, er ved at flytte magtbalancen mellem V og K. Gårsdagens Gallup var seneste tegn herpå. Det er velkendt, at DF og de konservative ofte har været hund og kat. Hvem husker ikke rækken af forsoningsmøder mellem K-leder Bendtsen og Kjærsgaard. Venstre har passivt set på, at især udlændingepolitikken blev kørt frem af DF, ikke altid til de konservatives udelte glæde. Nu kan enhver se, at den politiske dagsorden skifter over imod økonomien. Sammen med lederskiftet i K vil dette blive en cocktail, som – alt andet lige – vil reducere Kjærsgaards magt.
Det er nemt at dele gaver ud i økonomisk medvind, men når krisen kradser, må regeringens støtteparti deltage i de sure beslutninger. Kjærsgaard tvinges nu til at udforme en ny strategi, der passer til, at udlændingepolitikken er presset, riget fattes penge og de konservative er på fremmarch, hvis hun undgå, at partiets fremtid udvikler sig til en ond drøm.