Fogh glemte at tælle til 90 i slaget om arbejdsmarkedsreformen. Status er, at han ikke kan regne med VKO når det gælder. Får han ikke styr på Kjærsgaard reduceres han pludselig til en modstander i absolut øjenhøjde for oppositionen.
Fiaskoen omkring arbejdsmarkedsreformen fortæller ikke alene historien om en regering, der står klædt af til skindet i forhold til at skaffe flere hænder. Den fortæller også historien om en stats- og en finansminister, der lidt for selvfedt overså vigtige politiske signaler og chokerende amatøragtigt glemte at tælle til halvfems. De fede økonomiske tider er forbi og intet indtil nu tyder på, at VKO kan samarbejde når der ikke kun skal deles gaver ud. At vejen nu går op af bakke, frem for ned, er sammen med statsministerens halve ben i udlandet oppositionens bedste chance for at komme tilbage i dansk politik – nogensinde. Fogh må og skal generobre Kjærsgaards gunst.

Tre ting gik galt

Den kom med på et afbud, Arbejdsmarkedsreformen. Egentlig skulle vi i dette efterår have diskuteret afskaffelsen af alle andre EU-forbehold end Euroen. Det rungende irske nej til Lissabon traktaten efterlod et større antal blanke sider i statsministerens drejebog. Dette, sammen med finansminister Lars Løkke Rasmussens erkendelse af, at han nok har lidt længere tid tilbage i dansk politik end hans chef, statsministeren, fik regeringen til at kaste sig ud i et forhandlingsforløb for at skaffe flere hænder til det pressede danske arbejdsmarked. At administrere en lang økonomisk nedtur er ikke Løkkes hede drøm. Store prestigefyldte møder blev sat op i Statsministeriet med arbejdsmarkedets parter.

Fagbevægelsen var jo sidste år villig til at indgå en trepartsaftale med regeringen, uden om Socialdemokraterne. Økonomen Jørgen Søndergaard, der leder den formelle kommission omkring arbejdsmarkedet, blev indkaldt til at levere et hasteudspil. Tre ting gik helt galt for regeringen.
For det første overhørte regeringen totalt, at Dansk Folkeparti allerede dengang mente, at der ikke er behov for at skaffe flere hænder. De mente dengang som nu, at nÃ¥r økonomien er i aftagende, vil arbejdskraften komme af sig selv. Et standpunkt, der ikke er helt uden forbindelse til det faktum, at netop DF’s vælgere bliver hÃ¥rdt ramt af en stramning af dagpengeregler, efterlønsforringelser etc. At regeringen alligevel gik i gang med en stribe højtprofilerede forhandlinger uden skyggen af sit kendte VKO-flertal til rÃ¥dighed, skyldes enten massiv selvovervurdering eller massiv politisk inkompetence. Efter de seneste syv Ã¥r peger pilen mest i retning af, at regeringen har undervurderet sagen. Forløbet viste om noget, at Kjærsgaard ikke uden videre vil løfte upopulære byrder uden at tage gidsler, in casu Socialdemokraterne.
For det andet lå det uden for regeringens forestillingsverden, at Socialdemokraterne kunne finde på at indtage samme – i regeringens øjne uansvarlige – syn på økonomien, som Dansk Folkeparti. Da Helle Thorning-Schmidt under åbningsdebatten krævede flere job frem for flere hænder stod det klart, at så måtte S tjekke ud af forhandlingerne om arbejdsmarkedsreformen. For hvorfor lægge rygstykker til at løse et problem der ikke findes? Heller ikke der ringede advarselsklokken hos Fogh og Løkke. De buldrede glade videre af arbejdsmarkedsforhandlingernes stenede vej.
For det tredje fik man sidste alvorlige advarsel med den voldsomme eskalering af finanskrisen. Nok er der reelle økonomiske problemer pÃ¥ det danske arbejdsmarked, men den politiske mulighed for forkorte dagpengeperioden og stramme optjeningsreglerne blev voldsomt forringet, da hele kloden pludselig talte om en global økonomisk nedtur. En nedtur, som er hele præmissen for DFs og S’s standpunkt. Fogh og Løkke buldrede alligevel videre.
Det gode spørgsmål er nu, hvorfor regeringen upåagtet gik ind i dette politisk umusiske nederlag? Man kan have håbet på, at et pres på Kjærsgaard måske kunne redde sagen. Men hun sagde nej. Og Fogh kunne kun dårligt, tre år før et valg, true med at lade sig vælte.
Man kan være blevet forblændet af problemets omfang, nemlig at der fortsat kun er 44.000 ledige, hvilket peger på, at der faktisk er voldsomt brug for hænder. Kommunernes Landsforening afholdt sin årlige Jobcamp i fredags. Når de 700 fremmødte kommunalpolitikere blev bedt om – ved håndsoprækning – at tilkendegive om der mangler hænder lokalt, rakte alle i salen hånden op. Men på Christiansborg mener et flertal altså det modsatte.

Kan Fogh holde til mere

Regeringen er nu politisk anskudt. Selv om den har ret i, at der mangler hænder, så er det nemmere at sælge budskabet om det modsatte. Fogh har med reformforsøget fraveget sin vanlige filosofi om kun at gøre gode ting ved vælgerne. Efter Metock-dom, rocker-indvandrer krig, politireform og nu arbejdsmarkedsreformen står det klart, at statsministeren ikke kan navigere i modvind. Skal han undgå at tabe yderligere troværdighed må og skal han få VKO til at samarbejde om også de svære beslutninger.

Kikser han her, vil oppositionen for alvor kunne få fat. Fogh er tvunget til atter at se Kjærsgaard som det hun er – tungen på vægtskålen – snarere end stemmekvæg til hans frie afbenyttelse.