For en uge siden kunne flexlånerne sejle deres egen sø. Nu leger regeringen Nationalbank og sænker renten.
Dagligt medvirker avisens tegner Roald Als ivrigt til at holde de interne politiske analyser på et højt niveau. I går morges kom han ind på mit kontor og krævede en analyse i avisen, der klart og uden omsvøb frikender modstanderne af Euroen for at være årsag til bl.a. de huslejestigninger, som følger af at stå uden for den fælles mønt. Roalds behov – som arg modstander af Euroen – for at unddrage sig skylden for alle ulykkerne ved at stå udenfor er en god nyhed for de stadig flere tilhængere af samme. Regeringen bakser i disse dage med at redde den danske krone. Og sig selv. Men de seneste dages manøvrer, bl.a. via Den Sociale Pensionsfond, for at sikre lavere renter til landets flexlånere, er naturligvis også en politisk godbid, som på kort sigt glæder mange risikoglade låntagere. Netto er avisens tegner på vej mod sit ultimative mareridt: flere søger over i flexlån og vi nærmer os medlemskabet af Euroen med hastige skridt.

Regeringen agerer Nationalbank

Flere lande og institutioner har omlagt deres beholdninger af obligationer væk fra skandinaviske obligationer, herunder Danmarks. Regeringen introducerer nu en 30-Ã¥rig obligation for at gøre sig lækker over for pensionsmarkedet, der længe har ønsket sig en sÃ¥dan. Myndighederne hÃ¥ber pÃ¥ en lav rente, hvis mange vil købe. Tilsvarende forsøger man at agere ‘usynlig hÃ¥nd’ nÃ¥r man sænker renten gennem opkøb af obligationer for pengene i Den Sociale Pensionsfond.
I én sætning er staten ved at erstatte denne udenlandske efterspørgsel efter danske værdipapirer med en ny dansk efterspørgsel, som man ihærdigt bakser med at få i luften.
Tre klare politiske konsekvenser af de finansielle manøvrer.
For det første er Lars Løkke Rasmussen og statsministeren pinligt klar over, at en rentesænkning vil gavne alle de vælgere, som har flexlån. I regeringen var man for bare en uge siden ikke til sinds at redde de risikoglade flexlånere. Men presset på kronen og mængden af uheldige politiske sager, som regeringen pt. vælter sig i, har altså gjort sit. Selv om flexlånerne har tjent fedt gennem årene, så er den politiske virkelighed lige nu og her, at det vil gavne regeringen at reagere med en anelse medfølelse.
For det andet ved Løkke, at det vil få negative konsekvenser for Danmarks økonomi hvis flexlånere går fra hus og hjem. Hvilket politisk er en katastrofe for regeringen. Socialdemokraterne har indtaget et synspunkt om, at man skal skabe flere job snarere end finde flere hænder. Skal Thorning-Schmidts standpunkt give mening, skal præmissen om at vi hastigt er på vej mod en dyb krise opfyldes. Regeringen har ingen grund til hjælpe S-lederen med at få sin præmis opfyldt.
For det tredje må regeringen se i øjnene, at en redning af flexlånerne dels vil betyde, at alle dem med fast forrentede lån ikke vil kunne forstå, hvorfor flexlånene skal være billigere i gode tider og reddes af regeringen i dårlige. Men krigsskaden er overskuelig, når man netto kun stiller folk bedre.
Bundlinjen er, at stadig flere vil nu søge over de tilsyneladende risikofrie flexlån, hvilket gør Danmark til en samling risikoglade låntagere. Yderligere vil regeringen give det manglende Euromedlemskab – og modstanderne – skylden for alle ulykkerne.

Sorry Roald, sådan er politik.