Efterårets mange politiske nederlag tvinger nu statsministeren til at se grundigt på sig selv i spejlet. Er hans magt som statsminister ved at svinde? Den måde, lederne af K og DF agerer på, fortæller, at svaret er ja.

Imens hele verden har været optaget af valget af den første sorte præsident i USA’s historie, har Venstre kørt de konservative over to gange pÃ¥ to uger. Dels med euroafstemningen, dels med hjælpen til flekslÃ¥nerne. Deri intet nyt.

Det nye er, at den nye konservative leder, Lene Espersen, offentligt har undsagt statsministeren i eurospørgsmålet og dermed indledt sin første krig med Fogh. Det gælder for hende om at stå fast nu, så Fogh forstår, at det er en god idé at ringe til K-lederen, når regeringen skal spille ud med ny politik.

Alt tyder på, at statsministeren nu er omringet af to skrappe kvinder - Lene Espersen og Pia Kjærsgaard (DF) - som finder sig i stadig mindre i takt med, at statsministerens politiske ageren i Danmark bliver stadig mere usikker.

I forgÃ¥rs kunne man i den ansete britiske avis Financial Times læse om, hvordan ‘Mr. Rasmussen’ arbejder pÃ¥ at fÃ¥ afskaffet det danske euroforbehold. Artiklen har givet glædet statsministeren, idet den kun skubber positivt til hans bestræbelser om at springe til en international karriere.

Men i den danske politiske andedam er respekten fra regeringspartneren og støttepartiet til at overse. Kjærsgaard er modstander af idéen om at slippe af med forholdet, og Espersen er uenig i timingen omkring en afstemning - her midt i finanskrisens rasen.

Har Fogh erkendt situationen?

For statsministeren kommer positioneringskrigen med Espersen som en dÃ¥rlig nyhed. Efter EU’s Metock-dom om familiesammenføring, en politireform med mange problemer, finanskrisen og en aldeles kikset proces omkring arbejdsmarkedsreformen, har han slidt ekstraordinært pÃ¥ sin autoritet.

Læg hertil, at han igen og igen må bekræfte det i sig selv helt absurde spørgsmål, om han er statsminister i Danmark. Og altså nu et offentligt opgør med regeringspartneren om visdommen i hans egne overvejelser om en euroafstemning. En situation, som for bare et år siden, efter valget, havde været utænkelig.

Som Foghs pressemøde i tirsdags illustrerede, agerer statsministeren udadtil som om, han er i besiddelse af sin gamle autoritet. Nederlagene bagatelliseres, som om det er resten af verden, der er forkert på den. Og statsministeren fokuserer selv på de ting, der optager ham. Fair nok , sådan skal en statsminister agere. I alt fald til et vist punkt.

Hele psykologien omkring det at være statsminister er, at det er ham, der sætter den politiske dagsorden. Ham, der vælger, hvilke emner han vil gribe ind i - hvilke debatter, der skal tages. En statsminister vil i den ideelle verden aldrig kunne acceptere, at det er ham, der løber efter andres budskaber - at halen får lov til at logre med hunden.

Men verden er sjældent ideel. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har været besjælet med en næsten rekordlang periode, hvor verden fra hans vindue fremstod ideel, men meget tyder på, at den tid kan være forbi.

Kigger statsministeren ud nu, vil han opdage, at respekten omkring ham er vigende. At de mange politiske nederlag pludselig gør hans omgivelser tøvende, når han næste gang får en lys idé. Diskussionen om euroen er et godt eksempel herpå. Havde statsministeren ikke lagt rygstykker til striben af forfejlede politiske sager siden sommerferien, ville chancen for, at hans normale samarbejdspartnere tog hans idé alvorligt, være markant større.

Med andre ord kommer der et tidspunkt, hvor enhver regeringschef må konstatere, at han nu må slås for sin naturlige autoritet frem for blot at udøve den. Det punkt har Fogh nået nu.

Det gode spørgsmål er, om Fogh selv har erkendt situationens alvor? Udadtil er der intet, som indikerer, at dette er tilfældet. Men det betyder ikke, at statsministeren lige nu - bag de tykke mure eller i en flyvemaskine et sted på himlen - ikke alligevel planlægger sit politiske comeback.

Gør han det, er det alene de nærmeste rådgivere, som er involveret heri. Det er hans nærmeste rådgivere - in casu departementschef Karsten Dybvad og spindoktor Michael Ulveman - der får løn for at bringe ham på omdrejningshøjde. Men heller ikke dette er en let sag.

Kun de færreste har et ego, hvor de i Foghs sted ikke ville tro, at de kunne gå på vandet. Hvordan fortæller man en mand med hans bagage, at det ikke længere går så godt?

Grotesk nok kan der opstå den situation, at statsministeren og hans medarbejdere er de sidste, som forstår, at han ikke længere besidder den vanlige autoritet og magt. Sker det, kan det være fatalt. Hvis man som statsminister først mister sin politiske autoritet, kan den være svær at få tilbage.

På Venstres landsmøde i næste uge får Fogh sin første chance for et politisk comeback.