Sandheden er, at stort set ingen længere tror på at Fogh bliver i Danmark. Hvorfor ledelseskrisen er total i Venstre. Måske har Fogh allerede siddet for længe men uden en politisk plan og en gammeldags politisk garanti på weekendens landsmøde vil ingen tro ham. Og Løkke vil de facto være statsminister – indtil Lene Espersen overhaler ham i meningsmålingerne.
Når Venstre i denne weekend holder landsmøde er der ingen som åbent vil diskutere Foghs fravær fra dansk politik. Men alle og enhver vil tænke på det af bekymring over hvad de konservatives nye formand, Lene Espersen, kan skabe af ravage for Venstre ved de kommende valg. Foghs hensigtserklæringer er langt fra nok til at genskabe troen på hans engagement i den hjemlige politiske andedam. Og mens diskussionen om hvorvidt Fogh er inde eller ude raser, må hans arvtager finansministeren have hjælp til at forsvare sig overfor oppositionens personlige angreb på hans politiske hæderlighed. Vi er hinsides taktiske overvejelser om hvorvidt Fogh offentligt skal italesætte sagen eller ej. Hvad Fogh og partitoppen anser for urimeligt politisk drilleri og medieskabt hetz fremstår for alle andre som det det er: ledelseskrise i Venstre.

Baglandet syder

I onsdags kunne Morgenavisen Jyllandsposten citere et hovedbestyrelsesmedlem for følgende: ‘Der er ingen der kan sidde pÃ¥ sÃ¥ travl en toppost i sÃ¥ mange Ã¥r, det er ikke sundt, og det er heller ikke sundt for Venstre’. Hvis statsministeren fik morgenkrydderen galt i halsen denne morgen kan det ikke undre. Ikke alene er der kritik af usikkerheden omkring Foghs engagement i dansk politik, der er centrale venstrefolk, som mener det er bedst for partiet hvis Fogh tager sit tøj og gÃ¥r.
Bag kritikken ligger de fortsat dalende meningsmålinger, som er styrtet yderligere siden Lene Espersen overtog ledelsen hos regeringspartneren de konservative. Venstre frygter ikke oppositionen i noget nær den grad som man frygter at blive indhentet af Espersens selvsikre tropper. Spøgelset af Poul Schlüter er til venstrebaglandets rædsel atter manet frem, og det står klart for selv det mindre trænede øje, at en amputeret ledelse ikke længere gør det. Fogh må handle.

Hvad kan Fogh gøre?

Sagen om Foghs exit er nu kørt så langt ud, at han kun har to muligheder. Enten giver han en garanti af den gammeldags slags, hvor bordet fanger, på at han er her om tre år på valgdagen. Pressen har været alt for sløv til at presse Fogh og hans ministre gennem tiden på at afgive garantier, en metier som flittigt blev brugt mod Nyrup-regeringen. Ordet garanti er helligt i dansk politik. At bryde en sådan er lig med den visse ulykke. Tænk blot på Nyrups brud på løftet omkring efterlønnen. Afgiver Fogh en garanti vil det stoppe diskussionerne og han kan i princippet atter sætte sig til rette i sit flysæde. Og dog. Hvis han vælger at blive hjemme, afgive garantien, må han ligeså levere en reel tilstedeværelse i i Danmark. Det er ikke nok at starte arbejdsmarkedsforhandlinger op i Statsministeriet og derefter overlade de kuldsejlede forhandlinger til finansminister Lars Lykke Rasmussen. Endvidere må Fogh ud på ølkassen i det ganske land, en oplevelse der kun i range grad kan sammenlignes med de internationale møder om finanskrisen og klimaet, som han til dagligt bruger sin tid på. Men op til kommunalvalget og Europaparlamentsvalget må han være synlig i Venstres bagland. Endelig må han kaste sig mere målrettet ind i danske debatter som handler om andet end emner der potentielt kan gavne hans egen internationale karriere. Med andre ord skal der være mere snak om skolelokummer end Euro-afstening.
Bliver Fogh i dansk politik, er det ligegyldigt hvordan Lars Løkke kritiseres. Hans karriereplaner er alligevel sat på stand by og udskudt. Undlader Fogh at afgive en bindende garanti, vil alle omkring ham læse det som om at han er på vej. Et massivt flertal af danskerne tror lige nu at Fogh er på vej væk. Måske er løbet allerede kørt for Fogh, idet ingen vil tro ham, uanset hvad han siger. Noget tyder på at hovedbestyrelsesmedlemmet fra før ligger i denne gruppe. Men uden en massiv garanti går det i alt fald ikke. Hvis alle tror Fogh er på vej væk, vil spotlyset falde yderligere tungt på Lars Løkke. Sammen med kritikken og forsøgene på at begå karaktermord fra oppositionen.

Foghs tale afgørende

Venstres bagland har derfor set rigtigt, hvis de mener at den nuværende situation er uholdbar. Regeringen som sådan er ikke truet, men Venstres lederskab er. Hvis ikke Fogh og hans rådgivere begynder at tage situationen alvorligt, vil tiden fra nu af – stadig mere intensivt – gå med at problematisere hans fravær. Derfor er talen vigtig. Den kan ændre den bane, som de politiske bolde lige nu følger. Da Lene Espersen forsvarede Løkke imod S-leder Thorning-Schmidt kritik vidste hun godt, at hun dermed skaffede sig af med enhver mistanke om, at hun vil overtage magten efter Fogh. Så nu har hun ryggen fri til netop at tage det sidste trin op mod toppen.
Den massive tro på, at Fogh er på vej væk indikerer, at løbet måske allerede er kørt for Fogh. At han allerede har siddet for længe på posten. Men skal hans tale udrette miraklet skal den levere to ting: et politisk projekt i Danmark, som undtagelsesvist optager statsministeren, og det sværeste en politiker kan afgive – en garanti for at han stiller op til valget om tre år.