Statsministerens grønne vision fremstår gennemtænkt og politisk dristig. Men er talen en ny indenrigspolitisk offensiv eller en jobansøgning til et nyt job? Vi kan i går have hørt Foghs politiske testamente.
I gÃ¥r holdt Fogh vanen tro sin fremadskuende tale pÃ¥ Venstres landsmøde. Overskriften var klima. Men bredt ud til at omfatte en ny økonomisk orden, hvor klimaet reddes sammen med beskæftigelsen og hvor en ny uafhængighed af olie svækker ‘banditterne’, som Fogh kaldte de autoritære dele af de olieeksporterende lande. Dette var ikke en metervare-tale. Statsministeren har set lyset – eller truslen om man vil – fra klimaudfordringen og gør det nu til sin og regeringens højeste prioritet. En langsigtet forudsætning for sundhedsvæsenet, for daginstitutioner, for almennyttige boliger. Man mÃ¥ lade Fogh, at pÃ¥ spørgsmÃ¥let om han har en vision for Danmark, sÃ¥ er svaret ja. Fogh udstiller dermed oppositionen i politisk fremsyn men det store spørgsmÃ¥l er nu om han kan sælge ’sin grønne sang’ til den almindelige vælger, og dermed opnÃ¥ den politisk gevinst, som hans bagland sukker efter? Krigen om hvem der ejer ‘klimaet’ i dansk politik kom i gÃ¥r tættere pÃ¥ sin afgørelse.

Fogh har sat sig på klimasagen

Politisk succes handler om at eje dagsordener. Handler om at være den, som vælgerne nævner, hvis man vækker dem klokken tre om natten og spørger hvilken politisk leder de forbinder med den pÃ¥gældende mærkesag. Som Fogh selv var inde pÃ¥ er der ikke meget i historien som gør, at nogen bør pege pÃ¥ en Venstremand som den store klimaforkæmper. ‘Grønt flip’, bemærkede statsministeren selv, at en del venstrefolk nok umiddelbart vil kalde hans tanker. Derfor fik den grønne vision en indpakning, som skal gøre den mere spiselig for det borgerlige bagland. Dels at man rent faktisk kan tjene penge pÃ¥ at være den bedste klassen, nÃ¥r det kommer til at udvikle ny grøn teknologi. Dels at de udemokratiske oliesælgende banditter og terrorister, der i dag opkøber danske virksomheder for de samme penge, som vi betaler for olien, fÃ¥r sværere ved at bekæmpe et frihedselskende folk som danskerne, hvis vi gør os uafhængige af deres olie. Foghs hÃ¥b er, at nÃ¥r han vifter med tusindlapper og angsten for autoritære muslimske samfund, glider den grønne pille lettere ned.
Med talen lægger Fogh an til at sætte sig pÃ¥ klimasagen. Den sag, som sÃ¥ entydigt altid har været venstrefløjens ejendom, fordi man ikke tidligere kunne sige ‘rygende skorsten’ og ‘klima’ i samme sætning. Det insisterer Fogh pÃ¥, at man kan. Den visionære del af talen om hvordan Danmark skal omstille sig inden Nordsøolien løber ud om tyve Ã¥r mÃ¥ man misunde ham fælt i oppositionen. Thorning-Schmidt, der altid bliver afkrævet en politisk vision for Danmark, fik formentligt lukket en mulighed i gÃ¥r. En sikring af fremtidens velfærd gennem en aggressiv satsning pÃ¥ en grøn økonomi, kunne ligesÃ¥ godt have været en fantastisk socialdemokratisk vision.

Velsfærds Fogh er blevet grøn Fogh

Hvor dybfølt den grønne vision end føles hos Fogh, er han næppe uforstående overfor de politiske fordele og ulemper forbundet med satsningen. I 2001 handlede hele hans projekt om at befolkningen ikke måtte se VK-regeringen, som en der ville skære velfærdssamfundet ned. Netop trygheden var nøglen til at beholde regeringsmagten i mange år.
Mange analytikere vil sige, at det med klimaet ikke sælger alverdens billetter i dansk politik. Talen burde have handlet om skolelokummer, udgifter til ældres mad og sygehusenes mangler. Måske er klimaet ikke en sællert pt. – lige nu dalrer vi alle videre i hver vores liv – men om Foghs grønne satsning bliver en vælgersucces afhænger bl.a. af, hvor bevidst befolkningen er blevet om klimaudfordringen på valgdagen om tre år. Det sværeste ved at være politiker er at forudse udviklingen lidt før andre, satse og så høste gevinsten, når en sag er modnet. Fogh ved, at vi danskere bliver tæppebombet med information om klimakrisen op til klimatopmødet i 2009. Han har indset, at kan han blive en borgerlig udgave af tidligere miljøminister Svend Auken, bliver det vanskeligt for oppositionen.
Mange Venstremedlemmer forlod med god grund Herning i går med uro i sindet. Har statsministeren nu sat den dagsorden, der tilbageerobrer de tabte stemmer i meningsmålingerne? Og har statsministeren nu med sine overfladiske hensigtserklæringer om, at han bliver til næste valg skabt ro om ledelseskrisen i partiet? Juryen er i den grad endnu ude i begge spørgsmål. Ikke mindst spekulationerne om Foghs jobplaner kan have fået ekstra næring med klimatalen. Oversættes talen til engelsk vil den kunne bruges som en jobansøgning ude i verden. Yderligere bekymrede må de plagede venstrefolk blive, når de tænker over hvorfor deres leder med en unormal politisk dødsforagt starter et korstog for en sag, der ikke er borgerlig i sin natur? En sag der lidt kan sammenlignes med dengang Foghs daværende britiske kollega, Tony Blair, ene mand fik briterne med i Irakkrigen. Det gik Blair ilde.
Fra Enhedslisten til DF må de fleste partiledere misunde Fogh den gennemtænkte vision for Danmark. Om de borgerlige vælgere sætter pris på talen er i bedste fald uklart. Ikke mindst fordi at de både kan læse den som statsministerens oplæg til en ny politisk offensiv i Danmark, eller som hans politiske testamente.