Intet gÃ¥r den rigtige vej i Afghanistan. Hvordan kan danske udsendte bygge skoler, nÃ¥r Per Stig Møller enten mÃ¥tte spærres inde pÃ¥ militærbaser eller bag seks centimeter tygge bilruder. Der behøver ikke gÃ¥ lang tid, før flertallet knirker og at der parlamentarisk gÃ¥r ‘politireform’ i det danske engagement.
I fredags kunne TV-avisen sende et interview hjem med udenrigsminister Per Stig Møller, fra hans besøg i Afghanistan. Der var tale om en uhørt afdæmpet udenrigsminister. Og det med god grund. Der er stadig færre tegn pÃ¥, at krigen gÃ¥r godt i Afghanistan. Som vi ogsÃ¥ beskriver pÃ¥ anden plads i dagens avis, er frustrationerne stigende. Endnu er flertallet bag den danske indsats intakt i det danske folketing. Men fortsætter udviklingen og undlader USA’s næste præsident Obama at opgradere indsatsen i Afghanistan, kan meget tale for, at vi herhjemme vil se flertallet smuldre bag det danske engagement. En politireform-proces kan stÃ¥ for døren.

Uhørt mundlam Per Stig

Normalt når udenrigsministeren forklarer sig til en TV-journalist fremstår han så skråsikker, at han næsten fortærer mikrofonen under interviewet. Sådan var det ikke, da han besvarede spørgsmål fra Afghanistan i fredags. Reportagen i TV-avisen var interessant på to møder. For det første fortalte journalisten, at udenrigsministeren besøgte tre baser, men på intet tidspunkt fik han lov til at gå bare tre centimeter uden for nogle af dem. Det er for farligt. Den første journalistiske undladelsessynd indtræf, da man glemte at spørge udenrigsministeren, om ikke han syntes, at hans manglende muligheder for at se noget som helst af Afghanistan indikerer, hvad (sikkerheds-) situationen er i landet? Det er muligt, at det er så indlysende farligt, når man befinder sig på stedet, at spørgsmålet forekommer irrelevant, men for en dansk offentlighed, som nu i årevis har været vidne til danske og andre landes styrkers kamp for at etablere blot en anelse sikkerhed i landet, skriger det til himlen. Ministeren måtte endda holde sine møder med de afghanske lokale ledere på basen og ikke i deres lokale omgivelser.
For det andet var interviewet interessant derhen, at da udenrigsministeren skulle give sin vurdering af hvad status er lige nu, var optimismen lige så fraværende, som sikkerheden uden for basen. Normalt når ministre møder pressen i den slags situationer, vil embedsmændene have forberedt et arsenal af punkter, som dokumenterer fremdriften. At spørgsmålet om hans vurdering kunne komme har man nok have regnet ud i ministeriet på forhånd, hvorfor svaret var så meget desto mere tankevækkende. Det eneste punkt, som Per Stig Møller fremhævede var, at de danske soldater får lidt flere tip fra civilbefolkningen end tidligere. Denne ene løse betragtning brugte Per Stig Møller til at konkludere, at det nok skal gå alt sammen. Den anden journalistiske undladelsessynd indtræf da ministeren ikke blev spurgt, om dette er tilstrækkeligt et grundlag at konkludere på?
Per Stig Møllers anstrengte optimisme kommer i kølvandet pÃ¥ bÃ¥de højtstÃ¥ende engelske og amerikanske militærpersoner, som for længst har afskrevet krigen som en ‘lost case’. Og stadig er flertallet bag den danske indsats intakt.

Vi venter på Obama

Det seneste alibi, som danske politikere har fået for ikke at drøfte situationens alvor, er valget af den nye amerikanske præsident Barack Obama. Efter sigende vil han nedprioritere Irak og opprioritere Afghanistan. Om han kan dette, samtidig med, at han (forventeligt) skal finansiere endnu en stribe økonomiske nødpakker til den trængte amerikanske økonomi er uvist. Vi får se.
Læg hertil gårsdagens politiske konflikt mellem den danske udenrigsminister og den afghanske præsident Karzai, idet sidstnævnte vil give amnesti til den berygtede og altdominerende talebanleder, mullah Omar.
Fra RÃ¥dhuspladsen syntes status at være 1) at sikkerheden fortsat er sÃ¥ lav pÃ¥ grund af kampe med mullah Omars Taleban, at alt snak om at bygge skoler etc. syntes helt utopisk. At 2) det er langt fra sikkert, at Obama leverer hvad der skal til af tropper for at opnÃ¥ succes. Han kan i stedet vælge at kræve mere af sine allierede, i tillæg til USA’s egen indsats. At 3) der er en politisk uenighed om i hvor høj en grad, at Taleban er en del af problemet eller en del af løsningen. Det er nemt at tale om dialog med Taleban indtil man husker, at netop det barbariske stenaldersamfund, som Taleban drev før 11. september, blev ledet af mullah Omar.
I det danske folketing støtter partierne op – endnu. Men der snakkes i korridorerne. Udviklingen gÃ¥r den gale vej. Fogh ønsker næppe igen at stÃ¥ med et Danmark i krig, funderet pÃ¥ VKO alene. Derfor har oppositionen en reel mulighed for at gøre en forskel. I princippet, som med det brede forlig om politireformen, hvor alle partier uden for VK-regeringen sagde fra. Og en reel genforhandling er sket. Normalt er vælgerne ikke sÃ¥ sensitive omkring krige, men larmen fra Helmand vokser. SpørgsmÃ¥let er, hvornÃ¥r der gÃ¥r ‘politireform’ i krigen i Afghanistan?