I dag udkommer den længe ventede ekspertkommission om, hvor landets sygehusvæsen skal gå hen. De har fået chancen for at tænke langt og bruge penge på en intelligent måde. Den langsigtede kvalitet i sygehussektoren vil afhænge af, hvad disse få mænd finder på, og af, om Folketinget har modet til at følge deres indstillinger. De fleste fagfolk mener, at man ikke kommer uden om sygehuslukninger og en politisk smertefuld - men tiltrængt - omorganisering af systemet, hvis Danmark også om nogle år skal have et sundhedsvæsen, der kan måle sig med de bedste i verden. Spørgsmålet er, hvordan bl.a. en stribe nødvendige lukninger af lokale sygehuse passer ind i et forløb med en fadæse af en arbejdsmarkedsreform, en kommende skattereform, som ser stadig mere kompliceret ud at få besluttet, og endelig en statsminister, der hellere vil løbe om kap med afrikanske statsledere på savannen i Afrika end gå op i det hjemlige politiske fnidder.

Eksperterne må tænke frit

Vejen til noget stort består af tusind små trin, udtalte Tysklands tidligere kansler Helmut Schmidt. Men ikke altid. De 25 milliarder kroner, som der skal bruges på sygehusområdet i de nærmeste år, er mere end et lille trin. Det er enormt. Dermed har landets politikere for en gangs skyld chancen for at planlægge år ud i tid. Lægge sporene til et sygehusvæsen, der skal kunne så meget mere i fremtiden, end det kan nu.

Lad os starte med den ømmeste tå: antallet af sygehuse. Det har længe været en kendt hemmelighed i sygehusvæsenet, at selv om man kommer ind på et hospital, når man er syg, er det ikke ensbetydende med, at man møder de læger og specialister, der rent faktisk kan finde ud af at gøre patienten rask. Med andre ord er det ikke nok, at der står hospital på skiltet udenfor, når der bag døren står et utrænet personale. Det har også længe været kendt, at den eneste måde, hvorpå man kan løse dette problem, er ved at lukke en stribe af de små sygehuse og samle ressourcerne og kompetencen på større enheder. I dag er der ca. 80 sygehuse i Danmark. Vi skal vel ned under 30, før man kan regne med en kvalificeret behandling uden for de store københavnske hospitaler. Tør ekspertkommissionen komme med et så råt udspil? Og endnu vigtigere, tør politikerne tage udfordringen op? Det sidste vender vi tilbage til.

Færre sygehuse giver længere transporttid for de syge. Måden at bekæmpe ulempen med den lidt længere transporttid, som følger af færre - men kompetente - sygehuse handler om at stramme op hos de praktiserende læger og skaffe flere og bedre bemandede ambulancer. Den Morten Korchske landsbylæge, der modtager sognets syge på anden sal i sit lille bondehus, er næppe en del af fremtiden. Tværtimod har mange talt om, at moderne lægehuse, med fem-seks læger, kan fungere som små minihospitaler på et højt fagligt niveau og give en enorm valuta for skattekronerne. Og ligeså i dette led kan der i provinsen blive lidt længere afstand til lægen, men til gengæld er der måske en bedre chance for behandlingsmæssig succes. Tør ekspertkommissionen tage livtag med disse problemstillinger?

Skal en sådan centralisering af lægefagligheden kunne ske, skal eksperterne foreslå en rå prioritering af de milliarder, som der er til rådighed. Ikke drysse dem tyndt ud over det ganske land, men prioritere. Dertil kommer, at de skal turde foreslå en høj grad af medfinansiering af regionerne. Disse har selv fremlagt ønsker for over 60 milliarder, og det får de ikke. Men med en brutal medfinansiering kan vi komme et godt stykke. At kræve regionernes økonomiske medvirken er det samme som at banke på finansminister Lars Løkke Rasmussens dør, idet regionerne ikke selv må opkræve skatter og vel næppe kan spare sig til medfinansieringen. Og det bringer os frem til den politiske situation.

Hvad tør Løkke?

Sagen er kompliceret. Løkke kan givet godt få flertal for både at bruge en masse penge og låne regionerne til at medfinansiere. Eneste betingelse er, at borgerne opfatter reformen som et fremskridt. Og med 25 milliarder bundet i halen må der vel være en chance herfor? Som bekendt falder dagens pressemøde lige mellem en arbejdsmarkedsreform, som faldt til jorden med et brag. Og en skattereform, som skal forhandles med hele Folketinget, og som ser stadig mere kompliceret ud at lande. Begge reformer er ligeså kendetegnet ved, at der står eksperter bag oplægget til politikerne. Så alt kan ske med denne sundhedsreform. Forestiller man sig, at ekspertformand Erik Juhl har modet til at fremlægge noget visionært a la ovenstående, skal politikerne ud at forklare vælgerne, at de skal køre længere til et sygehus, idet deres eget skal nedlægges. Hvad siger Dansk Folkeparti hertil?

Dansk Folkeparti hylder ‘hver mand sit hospital’. AltsÃ¥ at enhver borger kun skal have kort kørselsafstand til sygehuset. Argumenterne om, at man strammer op pÃ¥ det lokale lægehus, skal være uhyggeligt skarpe, nÃ¥r Løkke sætter sig i sofaen og fremlægger planen for Thulesen Dahl. Godt med ekstra ambulancer skal der til samt andre gaver, før DF signerer pÃ¥ den stiplede.

Og tør Socialdemokraterne gå med og hjælpe regeringen? Kun hvis de dermed hjælper sig selv. Og det sker kun, hvis Dansk Folkeparti er med. Det vil være utrolig fristende for Socialdemokraterne at være med i en større reform og få lidt indflydelse. Men med politireformen i frisk erindring tænker politikerne også over, hvem der skal lægge ryg til de tæsk, der altid vil komme, hvis noget går galt.

Politikerne kan ligefrem høre den stakkels patient, der bliver interviewet i fjernsynet og uafhængigt af fakta blindt giver en ny sygehusstruktur skylden for dette og hint. Det er altid utrolig fristende for politikere at udskyde beslutninger eller gå lavt ind i dem, når det handler om ting, der skal ske mange år frem i tiden. Og det skal dette. Men chancen er unik, idet pengene for en gangs skyld er øremærkede.

Politisk lugter det fælt i retning af et bunkebryllup - eller endnu en fiasko.