Foghs transportplan lyder fin, men regeringen kan ikke indgå en aftale uden om et skeptisk DF.

Da statsminister Anders Fogh Rasmussen holdt sin brandtale for et par uger siden på Venstres landsmøde, gik han og regeringen planken ud på klimasagen. Det er altid farligt. De ambitiøse mål, som statsministeren satte op, binder politisk. Intet klimainitiativ må fra nu af være mindre end ekstremt ambitiøst, hvis Fogh skal undgå at krybe tilbage til korset og indrømme, at målene ikke kan nås. Meget står derfor på spil for regeringen, når den fremlægger sin nye transportplan senere på ugen.

Netop privatbilismen er et af de fÃ¥ omrÃ¥der, som vi nationalt kan pÃ¥virke klimamæssigt. Vores udslip, mens vi sidder i kø pÃ¥ Ring 3 eller pÃ¥ Vejlefjordbroen, er ikke en del af EU’s kvotesystem. Den kolde vurdering er, at Fogh ikke har politisk rÃ¥d til at fejle i klimasagen. Bordet fanger.

Da Fogh tonede frem på andendagen af Venstres landsmøde og proklamerede en storoffensiv inden for klimasagen, fik mange omkring regeringen kaffen galt i halsen.

Der var ikke de store brikker på paletten til at understøtte statsministerens høje ambitioner. Læg hertil, at der i regeringspartierne ikke er den store appetit for en række af de konsekvenser, der følger af at være klimabevidst. De er ikke meget for at genere bilisterne.

De konservative insisterer på at køre 130 km/t på motorveje, samtidig med at klimaministeren taler sig hæs for sin sag. I Venstre er man usikker på det med overvågningen gennem et GPS-system på trods af nutidens muligheder for at gøre det samme via mobiltelefon og det forhold, at vi nu plastrer hele Strøget i København til med overvågningskameraer i kampen mod tilfældig vold.

Skyggen af klimatopmødet

Men Fogh har stillet sig med ryggen mod muren. De konservative er ikke mere tonedøve, end at de godt kan se, at statsministeren - og dermed regeringen - ikke kan holde til en klimafiasko. Slet ikke et år inden det internationale klimatopmøde i København. Også af den grund var det interessant, at partiet i forgårs meldte sig ind i forhandlingerne ved at afgive en betinget accept af den såkaldte roadpricing.

At prisen på biler skal ned, og at prisen på at bruge dem skal op. Eneste lille detalje er, at roadpricing først teknisk er klar om adskillige år, hvorfor diskussionen nu retter sig imod, hvad man skal gøre i mellemtiden. Det er kun bilers, boligers og grises og køers udledninger, som vi nationalt kan arbejde med. Resten fanges ind af det CO2-kvotesystem, vi har i EU. Derfor må og skal statsministeren nå i hus med en politisk aftale, der beviseligt reducerer udslip på privatbilister, før han kan påstå, at varen er leveret.

Som altid er regeringens faste samarbejdspartner, Dansk Folkeparti, klar med et forbehold, når det kommer til at genere vælgere. Også dem, som kører i bil. Og regeringspartierne er fortsat fulde af betænkeligheder.

Endelig er forårets skattereform en joker. Hvis den håndterer de grønne afgifter på en fordelingsmæssigt uretfærdig måde, kan dette lægge gift for muligheden for at få politisk opbakning til at genere bilisterne yderligere. Statsministerens ambitioner eller ej. Alt tyder på, at statsministeren må booke tid i dansk politik for selv at presse sagen igennem.

En sag, hvor det eneste, der reelt holder aktørerne sammen, er ønsket om at genere overborgmester Ritt Bjerregaards (S) plan om et bompengesystem rundt om København.