Statsminister Anders Fogh Rasmussen nævnes atter i den internationale presse, som en glimrende kandidat til NATO topposten. Og i dag har USA’s afgÃ¥ende udenrigsminister Condoleeza Rice sagt pæne lyde om Foghs kandidatur. Men kan en statsleder, der har ført hellig krig mod denne klodes muslimer være en værdig leder af en forsvarsalliance, der opererer som global politimand i stadig flere af verdens brændpunkter? Herunder i Afghanistan.

Altid en svær fødsel

At besætte topjobbet i NATO er altid en svær fødsel. Og der er altid noget som taler for og imod de forskellige kandidater. For vores egen statsminister taler 1) Danmark er bedst i klassen nÃ¥r det kommer til støtte op om alliancens krige i nyere tid. 2) Fogh er en spiller pÃ¥ den internationale scene, som langt hen af vejen nyder respekt blandt alliancens statsledere. 3) Fogh’s Ã¥r som statsminister gør, at hans erfaring i international politik er høj, sammenlignet med mindre prøvede kandidater. 4) Fogh er statsminister, og jobbet besættes normalt med regeringsmedlemmer pÃ¥ lavere niveauer, hvorfor dette netop kan være hvad der kræves for at give jobbet til et lille land. 5) FOgh har plejet ekstrem tæt omgang med USA, hvilket er helt afgørende for at blive en seriøs kandidat.

Imod Fogh taler 1) han kommer fra et lille land. Dog er dette historisk en mindre ulempe akkurat i forhold til NATO end eks. EU, hvor de store lande vil have den inflydelse, der følger med jobbet. 2) Danmark er en lille spiller i EU kredsen grundet vores fire forbehold, ikke mindst til euroen. Der er en kolossalt sammenfald mellem EU-kredsens ledere og NATOs ledere, som i sidste ende skal stemme for Fogh. 3) Kan en mand, som i muhammedkrisen lagde sig (unødvendigt) ud med en hele verdens muslsimer, fik nølende opbakning af USA og andre statsledere være leder af en forsvarsalliance, som i den grad har en diplomatisk rolle ikke mindst iden muslimske del af verden? Svaret er nej.

 Fogh som muslimernes hadeobjekt

Statsministeren mener givet til sit sidste suk, at kampen for ytringsfriheden - det vi kalder muhammedkrisen - er fuldt berettiget. Og at han har stået fast på et vigtigt princip. Problemet har aldrig været, at statsministeren mente det selvindlysende: at ytringsfriheden er os dyrebar. Problemet er, at redskabet hvormed han valgte at gå i krig var en stribe tegninger, som det meget hurtigt stod klart for ethvert barn, næppe var det rigtige, hvis man ville føre en fornuftig dialog med muslimer verden over.

Spørgsmålet er, om ikke statsministeren ville stå bedre i dag i forhold til NATO posten, hvis han mere diplomatisk dengang havde sagt hvad han måtte om ytringsfriheden men i øvrigt tilkendegivet at vi skal vise respekt for hinanden og ikke provokere hinanden unødvendigt? Svaret er ja. Intet er givet men den aggressive vej han valgte dengang, kan i dag koste ham jobbet som leder af NATO.

Sagen er, at NATO i dag ikke alene er en vestligt forsvarsalliance. Sagen er, at NATO de facto er verdens politimand. Og vil blive det yderligere i de kommende år. HELE verden that is. Også den muslimske del, som Afghanistan er et godt eksempel på. Selv om mange siger at muhammedkrisen er fortid, så er hukommelsen lang. For dem som ønsker at skyde Foghs muligheder ned, i det iskolde magtspil, der foregår blandt diplomater verden over i denne tid om hvem der skal have stillingen, er det et let argument at sælge.

Det vil være fornemt for Danmark - og efterhånden også dansk politik - hvis Foghs rejseri bliver forløst med et nyt job i NATO. Det vil være en præstation i særklasse for vores lille land og understrege, at statsministeren er en mand af høj international kaliber.

 Men den er ikke hjemme endnu. Og det bjerg, som Fogh skal rulle stenen op af,  er snarere K2 end Himmelbjerget ved Silkeborgsøerne. Foghs fortid kan meget vel være hans største problem for at nå målet.