Sarkozy og Brown syntes på vinderholdet. Merkel og Foghs placering endnu uklar.
Verden bløder, økonomien er på vej mod en global nedsmeltning og vi ser netop den type krise, der skaber helte og skurke, vindere og tabere. Men også systemer og strukturer, hvis popularitet hidtil har været begrænset, kan pludselig blive en del af det arsenal, hvormed vi sammen ser uhyret i øjnene. Er EU konstruktionen ved at blive en sådan del af arsenalet? Meget tyder på det. Frankrigs præsident Sarkozys møde med Storbritanniens Gordon Brown – uden den tyske kansler Angela Merkel – kan blive en del af den drivkraft, som endelig vil retfærdiggøre EU-samarbejdet, også i Danmark.

Krisen skaber karrierer

Tag ikke fejl. Den globale økonomiske krise er ikke kun dårligt nyt for os alle. Som Churchill i sin tid havde brug for Hitler (citat: Magnus Enzensberger), for at få gang i karrieren, er krisen netop det, som flere store politikere har sukket efter. Tør nogen påstå, at den ambitiøse franske præsident ikke hører til i denne gruppe? Mangel på selvværd eller politiske ambitioner er ikke akkurat mandens problem. Gordon Brown har hårdt brug for eksponeringen, i sin kamp for at etablere sig som politisk leder efter Tony Blair.
De to toplederes møde handlede om hvad Europa skal gøre ved krisen. Der er meget på spil. Det er med en særdeles høj risiko, at politikere i alle lande i denne tid tilrettelægger den økonomiske politik, som bedst kan afbøde krisens konsekvenser for landenes befolkninger. Fejler de, bliver de historiens skurke, og reaktionen fra vælgerne bliver hård. En eksplosiv ledighed kan tage livet af de fleste regeringer. Det ved både Sarkozy og Brown. Men de ved også, at turen nu kan være kommet til at bruge EU til det, som EU måske er bedst til – at koordinere en politik som alle europæere støtter. Glemt er de krumme agurker, italienske vinsøer, og bureaukratiet i Bruxelles. Nu handler det om en fælles kamp mod en truende global depression.

Vinder Fogh på et gennembrud for EU?

Ethvert barn i Danmark ved efterhånden, at vi nu må stå sammen i unionen, og i sidste ende også med USA og Asien. Derfor vil vi se statsministeren presse på for at få en folkeafstemning om dansk deltagelse i Euroen. Hvem der vinder vides endnu ikke. Dertil er længden af arbejdsløshedskøerne i fremtiden stadig for stor en ubekendt. Men meget tyder allerede på, at EU som institution står til gevinst, sammen med Sarkozy og Brown, som krisen meget vel kan gøre til globale politiske superstars. Angela Merkel, som leder en svag tysk forbundsregering, fremstår pludselig handlingslammet. Om Fogh når vindertoget afhænger af to ting: om euroen stemmes igennem og om den lave danske arbejdsløshed undgår at springe i luften. Om 2-3 år kender vi alle svaret.