Socialdemokraterne presser regeringen voldsomt med ni politisk kloge krav til bankerne - som mod-ydelse for tilførsel af ny statslig kapital. Regeringens svar er at holde S udenfor. Men den stilling kan ikke holdes længe.

Socialdemokraternes leder Helle Thorning-Schmidt har valgt at gøre et af finanskrisens første ofre - bankerne - til en politisk slagmark. Og regeringen har bidt på krogen og svarer igen.

For mange vælgere er dette slagsmål næppe klædeligt, idet en konsensus om at redde landet helskindet gennem krisen bør have større prioritet på Christiansborg. Thorning-Schmidt holdes p.t. ude af forhandlingerne med bankerne.

Men hun ved, at hendes krav til modydelser fra samme - hvis de skal modtage flere skattekroner - har betydelig vælgertække. Derfor må finansmarkederne og dets institutioner nu finde sig i at være den nye blodige politiske slagmark, som skaber kold luft mellem regering og opposition.

Uenigheden har sin pris for Danmark.

Der er ingen tvivl om, at når Helle Thorning-Schmidt på landsdækkende tv skændes med finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) og økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) om indholdet af en kommende bankredningspakke, koster det arbejdspladser.

De så utroligt sensitive kapitalmarkeder opfanger alle signaler. Det er ikke matadorpenge, de leger med.

Danske aktier taber i værdi

Det fungerer således: Hvis børserne fornemmer, at den danske banksektor er ved at få tilbudt en ringe redningspakke fra politisk side, vil de med det samme tænke, at dette indebærer dårligere vilkår for danske virksomheder, når de skal låne penge til investeringer etc., sammenlignet med virksomheder i andre lande. Danske virksomheders aktier vil tabe værdi.

Læg hertil, at en dansk finanssektor, der fortsat blokerer for udlån, automatisk indebærer, at dansk økonomi i almindelighed går svære tider i møde, et forhold, som finansmarkederne kvitterer for via et pres på den danske krone. Når kronen presses, tvinges Nationalbanken til at hæve renten for at kunne holde fastkurspolitikken, hvilket igen - de stigende renter altså - gør, at vi alle skal betale mere for at låne penge. En negativ økonomisk spiral er dermed en realitet. Dette er potentielt prisen for det politiske hundeslagsmål, som lige nu foregår på Christiansborg.

En politisk lækkerbisken

Den rigtige måde at håndtere bankkrisen politisk på handler om, at landets ledende politikere indgår en bred parlamentarisk aftale om en redningspakke. En pakke, som er fuldt konkurrencedygtig med udenlandske parlamenters tilbud til deres banker. Og vel at mærke efter et forhandlingsforløb bag nedrullede gardiner.

Men hvorfor gør politikerne ikke det rigtige? Hvorfor gør de ikke som i gamle dage, der ikke syntes længere væk end dengang, man forhandlede den første bankpakke? Svaret er enkelt: Der er mange politiske point at score på sagen.

Hverken regeringen eller Socialdemokraterne vil naturligvis indrømme det for åben skærm, men at fremstille modparten som uansvarlig og dermed medansvarlig for den galopperende økonomiske nedtur er en politisk lækkerbisken af de helt store.

Fakta er, at for to uger siden stod Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt på et debatmøde her på Politiken og lovede, at de naturligvis godt kan sidde i stue sammen og forhandle en national krisepakke. I sidste uge lå de så pludselig i åben krig om samme sag, prime time på Danmarks Radio.

Hvad er der sket i mellemtiden?

For det første har Thorning-Schmidt fundet ud af, at befolkningen er stærkt optaget af, at bankerne ikke ubetinget får en trillebør med guldbarrer bragt over fra Nationalbankens dybe kældre. Socialdemokraterne har derfor politisk klogt stillet ni betingelser, som handler om, at staten skal have hånd i hanke med bankerne. Kravene er langtfra den skinbarlige socialisme, men tilpas skrappe til, at regeringen føler sig klemt i forhold til at gennemføre dem over for finanssektoren. VK-regeringen vil ikke beskyldes for at genindføre socialismen eller lægge sig ud med finanssektoren, som med næb og kløer kæmper imod en statslig vetoret i sine bestyrelseslokaler.

Og det er netop regeringens fundamentale dilemma, vi nærmer os her. På den ene side står en stribe banker, som mener, at de kan selv, uagtet at de lige nu ligger delvis ned. Men regeringen kan ikke tage dem på ordet og droppe redningspakken, idet deres kreditgivning - eller manglen på samme - betyder alt i forhold til at få gang i dansk økonomi igen. Derfor har bankerne en gunstig forhandlingsposition.

Mellem socialisme og frit lejde

På den anden side ved regeringen, at Thorning-Schmidt har fat i noget, når hun stiller betingelser for at bruge flere skattemidler på bankerne. Hendes ni krav presser regeringen gevaldigt. Indtil nu har Løkke og Espersen givet S-lederen den kolde skulder. Men hvor længe kan de holde til det? Et godt gæt er, at regeringen snart bevæger sig i retning af S, og dermed i retning af vælgerne, og at slaget om bankerne ender i en aftale - et sted mellem socialisme og frit lejde til bankerne.

At den økonomiske pris for slagsmålet vil blive (for) høj, vil være en uomgængelig krigsskadeomkostning. Sådan er politik.