Foto: Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt er glad for sin og veninden Dot’s ‘Jul i Europa’ cd. Det kan man godt forstÃ¥, den er rigtig god. Jeg fik den tilsendt af partiets pressetjeneste til anmeldelse. Dette hermed gjort. Helt sÃ¥ glad er Messerschmidt ikke for Dødvande. Faktisk er hans anmeldelse af bogen ikke helt sÃ¥ god som undertegnedes er af hans jule cd.

I Berlingske tidende fra i fredags kritiserer han bogen Dødvande. I bogen anføres, at forfatteren (Peter Mogensen) er lidt i tvivl om, hvor Messerschmidt ville have befundet sig under krigen. Morten Østergaard fra de radikale bakker ham op i kritikken af, at Dødvande med denne tvivl er for langt ude. Et par ting kan med fordel bemærkes her.

For det første er det ganske svært at skrive en politisk dagbog for et år, hvor samme Messerschmidt må forlade sit parti på mistanken om, at han har sunget naziudgaven af den tyske nationalmelodi i Tivolis restaurant Grøften.

For det andet er det ikke begivenheden i Tivoli, som begrunder min tvivl om hvor Messerschmidt ville have befundet sig under krigen. Men snarere nogle af de udtalelser, som han gennem tiden har lagt navn til. Et par af dem kommer her:

Messerschmidts udtalelser kom i Nyhedsavisen 20. april 2007:

»Jeg mener, at alle muslimske samfund per definition er tabersamfund. Muslimerne er ikke i stand til at tænke kritisk. Når man sætter idiotiske religiøse hensyn over fornuften, så udvikler man et tabersamfund med hungersnød, undertrykkelse og brud på de mest elementære frihedsrettigheder«, siger EU-ordfører Morten Messerschmidt (DF).

Alle muslimer , der bekender sig til den islamiske ideologi, er tabere eller bliver tabere. De ønsker jo ikke en samfundsmodel, som kan skabe tålelige forhold for mennesker.

eller

Fra et læserbrev af Messerschmidt i JP Århus 30. marts 2007:

Der findes ikke et muslimsk samfund, hvor det er værd at leve som almindelig gennemsnitsborger. Alle samfund, hvor det muslimske befolkningsantal er for højt, går til i arbejdsløshed, ekstremisme, ungdomskriminalitet, håbløshed og vold.

Nu kan vi hver især lægge i disse aktuelle udtalelser hvad vi vil. Men Dødvande problematiserer hvor vidt det er hensigtsmæssigt, at vi i Danmark har en debatkultur, hvor respekten for andre mennesker med en anden religion, er lidt for lav.

Er vi gået for langt? Min personlige holdning er mindre relevant - det er spørgsmålet, som er det centrale. Et spørgsmål, som ejendommeligt nok ikke siden 2001 stilles længere direkte (Politiken stiller det periodevis næsten dagligt indirekte, via forskellige artikler om udlændinges vilkår i Danmark), på trods af, at utallige stramninger af lovgivningen siden da.

I bogen anføres det endvidere, at Dansk Folkepartis ledelse er eksperter i at smide rabiate medlemmer ud af partiet. Som eksempelvis et medlem, som på partiets landsmøde for et par år siden mente, at alle jøder burde sendes til Europa pg alle muslimer sendes til Mellemøsten. Der gik åbenbart en grænse, som Messerschmidt tilsyneladende ikke har overskredet.

I Dødvande fremsættes analysen, at VKO er en uhørt suveræn parlamentarisk kostellation. Ikke mindst overfor en opposition, som lige mangler det sidste. Analysens næste niveau afdækker, at især udlændingepolitikken er blevet - og bliver - anvendt til at skabe en angst for yderligere indvandring og etnificering af Danmark. Som eksempelvis under valgkampen (står også beskrevet i dagbogsdelen af Dødvande), hvor Fogh effektitivt spillede udlændingekortet da han påstod, at hvis asylsansøgere fik yderligere rettigheder, vil Danmark blive en magnet for mennesker, der ønsker asyl, idet en ansøgning om asyl da vil blive opfattet som en automatisk arbejdstilladelse. Den påstand vandt regeringen valget på. Fogh og Rikke Hvilshøj kunne pege på Sverige, som har bedre vilkår for asylansøgere, og mange flere af dem.

Dødvande analyserer om det er ok at skræmme vælgerne via udlændingeproblemstillingen. Og stiller spørgsmålet om vi er gået for langt? Er en (måske for) dårlig behandling af udlændinge, herunder Messerschmidts og andre offentlige personers retorik herom, for høj en pris at betale for magten?

Igen, min personlige holdning er ikke det centrale - men det er selve spørgsmÃ¥let, som det handler om. Et spørgsmÃ¥l, som har været fraværende i debatten herhjemme siden 2001. Og alle, der har pippet lidt undervejs har - som jeg selv aktuelt i bl.a. en stribe anmeldelser af Dødvande - fÃ¥et skudt i skoene, at ‘Nu spiller man Nazikortet’. Selv de radikale er røget med pÃ¥ den vogn, jf. Morten Østergaards udtalelser til Berlingske senest.

DEBAT HER OG NU:

SÃ¥ nu spørger jeg jer bloggere. Er det ok at stille spørgsmÃ¥let om vi er gÃ¥et for langt her i Danmark, med debatten om udlændinge og lovgivningen omkring samme? SpørgsmÃ¥let Ã¥bner op for en overvejelse om ikke alene adskillige valgsejre til VKO historisk og i fremtiden, men ogsÃ¥ til spørgsmÃ¥let om skyld og almindelig moral. Ting, som vi tydeligvis ikke bryder os om at drøfte længere her til lands? MÃ¥ske fordi der ikke er noget at komme efter? MÃ¥ske fordi vi har set alt for mange andre, som har forsøgt at pippe, men som øjeblikkeligt er blevet sat pÃ¥ plads med bl.a. bemærkningen om, at de unfair og useriøst har spillet ‘nazikortet’.

Hvad jeg mener finder Morten Messerschmidt og flere anmeldere fremgår af Dødvande.