Skatteministerens udmelding om tilstanden i dansk økonomi er stærk tobak for V-toppen. Ikke alene peger han på hvad der er den ansvarlige – men politisk dødfødte – politik. Endnu værre udstiller Jensen, at Fogh ikke har de politiske muskler til at optræde ansvarligt, selvom krisen måtte kræve det af ham. Dermed svækkes Foghs forhandlingsautoritet.
Det har længe været en ‘ubekræftet kendsgerning’ i det politiske miljø, at skatteminister Kristian Jensen har fÃ¥et forbud mod at udtale sig om skattereformen. Ordførende pÃ¥ sagen er stats- og finansministeren. Der er to grunde til, at Jensen nu har lirket sig lidt ud af mundkurven og alligevel blandet sig i økonomidebatten. Dels fÃ¥r han fortalt Fogh og Løkke, at det er en ydmygende situation han som skatteminister befinder sig i, midt i skattereformdebatten. Dels ser han et tiltagende pres pÃ¥ landets økonomiske fremtid, som en chance til at pudse sin liberale profil og dermed markere sig langsigtet i Venstre. Skatteministeren vil justere i efterlønnen og stramme de arbejdsmarkedspolitiske instrumenter, sÃ¥som dagpengereglerne. Den slags reformer, som er ‘persona non grata’, fordi regeringen lige er blevet trukket gennem mudderet af Dansk Folkeparti i forbindelse med Arbejdsmarkedsreformen under efterÃ¥rets finanslovsforhandlinger. Og fordi, at der simpelthen ikke er flertal for dem i tinget. Jensen fÃ¥r nu en tur ‘ind pÃ¥ tæppet’ hos Fogh. Men Fogh og Løkke har et problem, nemlig at Jensen substansmæssigt har fat i den lange ende.

Jensen blev bastet og bundet

Fogh og Løkke har været for hÃ¥rde ved den ellers loyale unge skatteminister. Mundkurven har været for stram. Da overvismand Peter Birch kom med sin advarsel om truslen mod velfærden sÃ¥ Jensen sit snit til meget omhyggeligt at snakke om dansk økonomi generelt, med skattereformen som en ‘mindre’ del heraf. Der er to spor i dette. Substansen og Jensens ungdomsoprør imod ‘far’ og ’storebror’.
Først til substansen. I regeringens fremskrivning af økonomien frem til 2015 tog Finansministeriet den lykkelige situation før finanskrisen og forlængede den med brædder til 2015. Optimistisk i sig selv, men afsindig optimistisk efter finanskrisen. Pengene fosser nu ud af statskassen. Regeringen, hvis job det ikke er at tale krisen op, har hele tiden klynget sin optimisme op på to ting: 1) at ledigheden herhjemme er lavere end i andre lande og 2) til håbet om at det hele nok ikke er så slemt alligevel. Det første anerkendes af vismændene, det sidste forkastes. Og nu også af Kristian Jensen. Regeringens substansproblem er, at den i takt med massefyringerne får stadig sværere ved at forklare, at Danmark er i en gunstig position. Derfor har Fogh og Løkke også svært ved at skyde Jensen ned på substansen, hvilket bringer os til Foghs politiske problem. Pengene vil fosse ud af statskassen i de næste år, idet udgifterne til de arbejdsløse eksploderer og der kommer færre penge ind i skat. Danmarks statsbudget vil køre med et galopperende underskud, hvilket ikke er holdbart for regeringen. Fogh kan vælge mellem at skære i velfærden om noget tid, eller gennemføre skatteministerens politisk uspiselige reformforslag nu. Pest og kolera.

Fogh fører håbets strategi - igen

Regeringen har ikke hele tiden brilleret med rettidig omhu når det gælder dansk økonomi. Det er eksempelvis mange år siden, at Velfærdskommissionen anbefalede at skaffe flere hænder til arbejdsmarkedet. Regeringen tog først ideen op i dette efterår. Nu har Fogh kniven på struben, men alligevel fører han håbets strategi. Dels har han intet flertal for Jensens ideer om at skære i dagpengeregler og efterløn og dels vil det nu og her ikke gøre en presset regering mere populær. Bundlinjen er, at Jensens udtalelse skaber en yderst ubekvem opmærksomhed om den Catch 22, som regeringen befinder sig i: På den ene side må og skal der strammes voldsomt op på populære ordninger, hvis flere skal være med til at betale skat fremover. På den anden side er der intet politisk flertal i sigte herfor. For at gøre Foghs mareridt fuldkomment, taler alle – fra Obama til kineserne – om at lade pengene fosse ud af statskassen nu og her, for at imødegå den akutte krise. Med sine tanker om en underfinansieret skattereform følger Fogh trop, hvilket kun forstærker behovet for at gennemføre de ideer, som den ivrige skatteminister har lanceret.
Så til ungdomsoprøret. Jensen er længe blevet taget for givet af regeringstoppen. Det bliver han ikke længere. Med hans egen skatteministers oprør på et vitalt politikområde, er endnu en skive høvlet af pressens og omverdenens ofte lidt ukritiske respekt for statsministeren. Indhug i Foghs autoritet skader Venstre. Hvis Jensen har set, at hans ungdomsoprør netop skal sættes ind på et område, der vil præge dansk politik mange år frem, har han set rigtigt. Konsekvensen ud af til for Jensens illoyalitet vil være begrænset. Ingen tidlige julegaver til oppositionen her. Ind ad til vil Jensen nu få et snabeldask af Fogh. Men det vil han tåle idet han ved, at udtalelsen bliver husket den dag, hvor Fogh enten må følge Jensens tanker og krybe til korset og forsøge at finde et flertal for nye reformer, eller hvor økonomien endegyldigt er kørt af sporet.