Et næsten tyveårigt fravær af ideologisk debat i Danmark kan ikke skjule, at VK-regeringen i disse uger presses over mod en mild socialistisk model. Især Lene Espersen står til at tape herpå.
Da Fogh i 2001 kom til magten, var det med læren fra hans forgænger – Uffe Ellemann Jensen – i bagagen. Man kan ikke skyde sig igennem med ensidig politisk ideologi, og samtidig tælle til halvfems. Siden 2001 har Fogh afmonteret frygten hos mange for, at han vil lave Danmark om til en minimalstat. Det er ikke sket uden en vis ideologisk uro på bagsmækken. Og nu ser alting ud til at blive endnu værre. Den globale økonomiske krise er ikke alene et økonomisk sammenbrud, men i lige så høj grad et ideologisk sammenbrud. Vi nærmer os en situation hvor ordet liberal er ved at være synonym med landsbytosse. For det er ikke markedet, men staten, der spiller rollen som kavaleriet, i filmen om finanskrisen. I for den nyvalgte K-leder, Lene Espersen, er dette et problem.

Thatcher og Reagan passé

I 1980′erne var det forbundet med overhængende risiko for tvangsindlæggelse, hvis man pÃ¥stod, at markedskræfterne ikke kunne løse alle problemer. Sovjetunionen, Thatcher og Reagan – og Danmarks Schlüter – var en cocktail, der trak stikket ud pÃ¥ enhver socialistisk ildsjæl. Da Socialdemokratiet kom til magten i 1993 var det med det uofficielle formÃ¥l, at punktere myten fra Anker Jørgensen tiden om, at man ikke kunne passe pÃ¥ pengene. Og myten om markedets velsignelse blev ikke skudt i sænk, men politisk klogt tværtimod tilført yderligere næring, under Nyrup-regeringen.
I disse uger og måneder oplever den vestlige verden det hidtil største attentat på det kapitalistiske samfundssystem i næsten hundrede år. Ingen betvivler, at markedskræfterne skal have en vis rolle fortsat. Men lige nu sidder Fogh og Espersen og spekulerer over, hvor stor en rolle staten nødvendigvis må spille?

Fra bankpakke til samfundspakke

Den sÃ¥kaldte Bankpakke 2 er ved at blive til en Samfundspakke. I flere af de toneangivende lande, USA, Kina, lancerer landets politikere statslige redningspakker, som indeholder store elementer af offentlige investeringer. Som ugeavisen ‘The Economist’ har belyst, gennemfører netop Kina enorme investeringer i klimaforbedringer for at slÃ¥ to fluer med ét smæk: løse bÃ¥de økonomi- og klimakrisen. SÃ¥ledes ogsÃ¥ herhjemme. Staten mÃ¥ nu gÃ¥ ind og sætte gang i hjulene. Staten mÃ¥ gÃ¥ ind og tage ejerskab i finanssektoren. Men hvor meget? Hvor gÃ¥r egentlig grænsen for hvad en borgerlig regering kan holde til? Og endnu værre, sÃ¥ ved de to toppolitikere, at de ved at skyde penge i bankerne tumler ud af socialismens vej, uden at have vælgerne bag manøvren. Men de to ledere har intet valg. Kommer der ikke gang i bankernes udlÃ¥n – og det gør der ikke uden kapital fra staten – vil prisen i form af virksomhedslukninger og øget arbejdsløshed blive enorm.
At Danmark, det markedsdrevne USA og det kommunistiske Kina alle må bruge staten som kavaleri giver stof til eftertanke.

Lene Espersen presset ideologisk

Især for Lene Espersen kommer den påtvungne socialisme på et uheldigt tidspunkt. Som ny leder af K skal hun vise en klar borgerlig profil for at æde stemmer fra Venstre. Den kolde analyse er her, at hun skal levere lettelser i topskatten og hun må og skal tage et opgør med Bendt Bendtsens mere løse leverpostejspolitik, hvis hun vil gå frem. Imens hendes succes på skatteområdet ikke vil styrke hende hvis det lykkes – fordi alle vælgere allerede forventer at den er i kassen – stiller sagen sig anderledes med samfundspakken. Som bekendt er statens indsprøjtning af penge i bankerne ikke akkurat en vælgersucces. Og at gennemføre statsligt godkendte investeringer i kommunerne ville man finde helt naturligt, at en S-ledet regering ville forslå, men for en borgerlig regering er det ikke just et ideologisk svendestykke. Så Espersens dilemma er, at hun som ny leder burde bruge sin tid på alt andet, end at føre Danmark frem mod et lyserødt socialistiske himmerige, hvor intet for alvor kan ske i den private sektor, uden at staten deltager. Den seneste Gallup taler sit eget tydelige sprog. Yderligere har hun det problem, at Fogh lidt bedre kan vride sig i retning af yderligere statslig indflydelse, idet vælgerne kender hans forvandling fra ideologisk køllesvingende hulemand.
Tre konklusioner kan allerede drages af den globale krise: For det første vil højreideologerne fra CEPOS til diverse udenlandske højretænketanke i de næste ti år, være reduceret til kuriøse indslag i samfundsdebatten. For det andet vil ingen politiker kunne regne med at regere i Danmark, uden at forstå og acceptere statens rolle over markedet. For det tredje vil VK-regeringen fremadrettet anstrenge sig fælt for at undgå ideologiske debatter, og dermed undgå en ideologisk afsløring. Efter den politiske

Grønspættebog indvarsler statens nye rolle som redningsmand en god tid for oppositionen, en vis udfordring for Fogh og et kæmpe problem for K-leder Espersen, som skal frem og erobre nyt land på en klar borgerlig politik.