Målingen om at danskerne vil arbejde mere er godt nyt for regeringen. Men den har ingen grund til at danse hurtigere rundt om juletræet af den grund.
Forårets politiske slagsmål om skattereformen handler om svaret på to spørgsmål: 1) Vil danskerne arbejde mere eller mindre hvis skatten sænkes? 2) Vil danskerne proppe de ekstra penge i lommen eller fyre dem af i hæmningsløst privatforbrug. Dagens undersøgelse løfter en flig af svaret på det første spørgsmål, nemlig at der er cirka en fjerdedel af os, som vil arbejde mere ved en lavere skattebetaling. Det resultat vil regeringen opfatte som en god nyhed. Og ikke mindst de hårdt pressede konservative, vil vandre lidt rankere videre. Men tilbage står spørgsmål to, som ingen endnu ikke har svar på. Men historien kan måske lede os på vej.

De konservative kan smile lidt

Lad os først dvæle med spørgsmål ét. At omkring hver fjerde af os ifølge undersøgelsen vil arbejde mere, ved en lavere skat, overrasker måske mange. Men sagt på en anden måde, ville det være tæt på katastrofen for VK-regeringen, hvis undersøgelsen viste, at ingen ville arbejde ekstra. Hele bagtanken med skattereformen er netop, at få flere hænder ud på arbejdsmarkedet. Uanset om der nu kommer flere arbejdsløse på grund af krisen, så skal Danmark stadig slås med, at der kommer flere ældre i forhold til unge. Færre hænder skal altså understøtte flere i fremtiden.
Får målingen nu statsministeren og den konservative leder til at danse ekstra fornøjede rundt om juletræet i aften? Næppe. De ved begge, at der i skattedebatten er en nationaløkonomisk side af sagen og en mere politisk del. Og især sidstnævnte er fortsat ikke en let ting. Af to grunde.
For det første fordi historien ikke rummer mange store triumfer for politikere, som gik til valg pÃ¥ skattesænkninger. Ligefrem berømt er tidligere statsminister Poul Schlüters nederlag fra 1980′erne, da han iklædte sit partiet et slogan om at sætte skatten ned. Espersen ved, at skattesænkningen højest kan bruges til at markere, at hun rent faktisk har en vis politisk indflydelse pÃ¥ Fogh, der med sit tunge panser, kun med fÃ¥ undtagelser, har tromlet hen over den mindre regeringspartner i de første syv Ã¥r af VK-regeringens levetid. Og hun ved, at ønsket om at arbejde mere ikke nødvendigvis kan udlægges som en politisk gevinst. Sagen er nemlig, at nÃ¥r de samme vælgere, der finder skattelettelser fornuftige, bliver konfronteret med faldet i den offentlige service, som nødvendigvis modsvarer den mindre skatteindbetaling, vil mange vende tommelfingeren nedad. I en tid med pengerigelighed og store overskud pÃ¥ statsfinanserne kan Fogh og Espersen proklamere, at borgerne bÃ¥de har krav pÃ¥ god service og skattelettelser. Hvad de da ogsÃ¥ har gjort. Men i en krisetid, hvor livremmen skal spændes ind, er historien en ganske anden. Oppositionens mulighed for at kritisere mangler i velfærdssamfundet er da langt bedre.

Krise eller ej?

For det andet fordi de af os, som ønsker at arbejde mere ved lavere skat, ikke nødvendigvis har den samme opfattelse i en ny tid præget af økonomisk krise. Når arbejdsløsheden kommer, og virksomhederne kæmper for at overleve, kommer den hårde stemning og uro tilbage på de danske arbejdspladser. I den offentlige sektor vil der givet være nogle som vil arbejde mere i de sektorer, hvor der er mest brug for det? Mange af de ansatte – eksempelvis hjemmehjælpere og sygeplejersker –mener allerede i dag, at de slides ned fordi de er underbemandede og arbejder for meget. Krisens omfang bliver derfor vigtig i forhold til hvor meget muligheden for ekstraarbejde udnyttes. Hvilket bringer os frem til svaret på spørgsmål to, om vi rent faktisk vil brænde skattelettelserne af i forbrug? Regeringen kan bl.a. støtte sig til to observationer. Da Nyrup-regeringen i 1994 opfordrede danskerne til at bruge flere penge for at sætte gang i hjulene skete der faktisk noget. Godt hjulpet af nye regler om lånekonverteringer etc. For det andet kan regeringen håbe på det tager lang tid – trods mediernes massive bombardement om krisen – for os alle at forstå hvor dystert det hele ser ud. Da undertegnede i går skulle hente juleanden hos slagteren, var der forbløffende tre en halv times ventetid hvor man kunne følge køen på internettet.

MÃ¥ske skyldes stormløbet pÃ¥ slagteren, at han af nogen regnes blandt landets bedste? Men mÃ¥ske skyldes det snarere, at mennesker i dette land er en samling glade julegrise og tøjlesløse optimister. Til regeringens trøst peger denne lokale ’slagterstikprøve’ pÃ¥ det sidste. Glædelig jul.