Det politiske år 2008 slutter i skyggen af den altdominerende finanskrise. Politikere kloden over bør dog forudsætte, at krisen ikke kan fortrænge andre politiske spørgsmål så massivt meget længere, idet vælgernes har det med at tilpasse sig selv de sværeste tider.
Oprørsleder: “Do you believe in God, mr. Le Chiffre?”
Mr. Le Chiffre: “I believe in a reasonable rate of return.”

Dette spørgsmål–svar faldt i James Bond filmen Casino Royale, hvor Mads Mikkelsen spiller superskurken Le Chiffre. Det gik som bekendt mr. Le Chiffre ilde i filmen, idet han ikke fik det økonomiske afkast, som han havde håbet på. Et problem han har tilfældes med stort set samtlige investorer kloden over i 2008. For er der noget som tegner året 2008 er det den globale finanskrise. For at blive ved filmens ordveksling fortrængte økonomien Gud og religionen fra førstepladsen, på listen over vores største bekymringer. Religiøse konflikter kloden over har måtte vige til andenpladsen, skarpt forfulgt af klimaudfordringen, som endda truer med at sende dem ned på tredjepladsen. Derfor er 2008 et bemærkelsesværdigt år.

Danmark følger mønsteret

I Danmark følger vi det globale mønster. Da Metock-dommen blev offentliggjort fra EF-domstolen i juli måned troede de fleste, at nu var resten af året parkeret til udlændingesagen, idet regeringens politik hermed var undergravet. Samtidig med, at regeringen kæmpede med at få kompenseret for dommens konsekvenser, tog finanskrisen til i styrke. Globalt og herhjemme. Krisen bestod af to komponenter. En konkret sag om dybt problematiske boliglån til fattige amerikanere. Og en global økonomisk boble, som over en langstrakt højkonjunktur viste sig som en kollektiv spekulation, hvor voksende krav til et økonomisk afkast til sidst legitimerede selv de mest risikobetonede investeringsprojekter. Bl.a. de ejendomsinvesteringer, som til sidst væltede Roskilde bank.
For en stund sidder samtlige statsledere og prøver at løse det samme økonomiske problem. For en stund er det ikke striden mellem muslimer og kristne, som præger den globale dagsorden. Vil dette vare ved? Svaret er nej.

Julen er hjernernes fest

I USA kastes hundred tusinder ud af deres job i disse uger. Og tusinder mÃ¥ gÃ¥ fra hus og hjem. Der findes ikke i USA, som i Danmark, det som økonomer kalder ‘automatiske stabilisatorer’. AltsÃ¥, at en stor offentlige sektor holder aktiviteten i gang og dermed udskyder tidspunktet for en økonomisk krises gennemslag. I disse juledage og uger er vi danskere ved at absorbere det første chok ved den økonomiske krise. Vi har allerede vænnet os til tanken om, at det nok ikke er lige nu, at man skal miste sit job eller for den sags skyld blive skilt, med efterfølgende sikre tab pÃ¥ salg af hus. Vi kigger lidt længere efter tilbudsannoncer og indstiller os pÃ¥ at nedgradere den ægte champagne til Brut her til nytÃ¥rsaften. Og det er sÃ¥ det, sÃ¥ langt. Nye vinkler pÃ¥ finanskrisen kræver i medierne enten en spektakulær svindelaffære eller et dertil relateret spektakulært selvmord. Vi har forstÃ¥et krisen sÃ¥ langt, nu vil vi først atter tjekke op pÃ¥ sagen, nÃ¥r vi ser om dommedag virkeligt er kommet sÃ¥ meget tættere pÃ¥, som økonomer og globale politiske ledere fortæller os.
På Christiansborg er der i juledagene to spørgsmål, som de ledende politikere funderer over: For det første hvornår vælgerne får nok af finanskrisen og dermed er klar til at debattere nye emner? For det andet hvordan netop deres parti kommer frelst gennem krisen og i det hele taget får udnyttet overgangen fra økonomisk overflod til kriseøkonomi, præget af arbejdsløshed m.m.? De to spørgsmål hænger naturligvis tæt sammen. En svagere krise får hurtigere vælgerne tilbage til andre politiske emner. Og dermed tilbage til emner, som partierne kan profilere sig på.
Finanskrisens jerngreb om dansk politik vil fortone sig hurtigere end nogen tror. Tilsvarende i andre lande. Vælgerne har det med at vænne sig til de nye tider. Betyder det, at politikerne kan tage lettere på sagen af den grund? Nej, at livet går videre og at vælgerne vænner sig til nye vanskeligere tider betyder ikke, at de tilgiver politikere, som ikke kæmper for at vende udviklingen. Det betyder snarere, at politikerne kommer bagud hvis de ikke her i julen både udtænker planer for håndtering af krisen og nye politiske udspil, til lancering allerede i starten af det nye år.
2008 slutter med et stort politisk spørgsmålstegn ved om dansk politik i 2009 kun skal handle om krisen eller ligeså om mere velkendte dominerende politiske emner, såsom udlændingepolitikken. De aktuelle tragiske myrderier i Gaza, samt tilsvarende tragiske danske tab i Afghanistan indvarsler, at religionen atter kan være hastigt på vej tilbage til toppen af listen over vores største bekymringer. Finanskrisen bliver ikke løst i 2009 og investorerne får ikke rettet op på deres tab. Selv en James Bond kan ikke forhindre dette. Ej heller at krisen så småt er ved at glide ind som en del af vælgernes almindelige bevidsthed med mulighed for snart at blive overdøvet af andre velkendte politiske emner.