Nytår er tid til status. Også for denne politiske kommentator. Hvilke politiske begivenheder kom mest bag på undertegnede i året der gik? Og hvorfor?
Bilhandlere skilter ikke med bremseproblemer i de enkelte bilmodeller. Banker skilter ikke med risikable udlån, som de aldrig får igen. Og måske skulle politiske kommentatorer heller ikke skilte med de politiske begivenheder, som de fejlvurderede. Her kommer imidlertid de vigtigste af årets mange overraskelser.

Lars Løkkes bilagssag

Det var ikke nogen stor overraskelse, at finansminister Lars Løkke Rasmussen kom i problemer med et antal bilag fra sit tidligere liv. Det gør mange politikere. Det overraskende var varigheden og størrelsen af bilagssagen. Den blev ved og ved uden at finansministeren rigtigt formÃ¥ede at komme af krogen. Selv var jeg splittet i sagen. Jo, den var gal, men beløbene var smÃ¥. I erhvervskredse fandt man sagen latterlig grundet sidstnævnte. I pressen var vi alle drevet af det principielle i, at en kendt politiker misbruger offentlige midler i det hele taget. I bakspejlet stÃ¥r to ting klart. At Løkke for sent kom i gang med politisk damagecontrol i form af at lægge alt frem. Han lavede den klassiske fejl – som er nem at begÃ¥ – at blive slæbt til truget af endnu et bilag, og endnu et bilag, og endnu…
Og det står for det andet klart at oppositionen, ved socialdemokraten Rasmus Prehn, rent faktisk havde succes med at holde dampen oppe på sagen.

Den irske afsporing

Det kom som et chok for mange gode europæere da Lissabontraktaten vendte bugen i vejret den 12. juni i Irland. EU var lige kommet sig over alle moders koma og havde med de sidste af Angela Merkels kræfter skruet Lissabontraktaten sammen. Pointen med den nye traktat var netop, at den skulle kunne vedtages, snarere end at den skulle reformere EU. Men det blæste man på i Irland. Om fejlen var de irske lederes forkerte krav under forhandlingen af traktaten eller en modstand mod flere særordninger til den grønne ø, som om nogen har vundet på medlemskabet af EU, er uklart.

Metockdommen står ved magt

Da bomben omkring Metockdommen sprang i sommerferien troede jeg, at Fogh havde talt med sine kontakter i EU inden han gik pÃ¥ fjernsyn og krævede reglerne ændret, sÃ¥ Danmark igen kan føre sin egen udlændingepolitik. Men det havde han ikke. Jeg tog fejl i min forventning om, at det ville lykkes regeringen at fÃ¥ udvirket lokale undtagelser fra dommen. VK-regeringen strammede senere andre steder i et forlig med Dansk Folkeparti, i et lidt tyndt forsøg pÃ¥ at aflede vælgernes opmærksomhed fra Metockdommen. Fogh troede da, at han kunne gÃ¥ pÃ¥ vandet. BÃ¥de i forhold til sin indflydelse i EU og i forhold til at spinde vælgerne. Men Jesus er fortsat den eneste, som har haft denne særlige evne. Og sagen viste – hvad der især overraskede undertegnede – at det særlige ’statsministerkort’, som stats- og regeringschefer kan bruge i EU nÃ¥r lokummet virkeligt brænder, intet bevendt var i denne sag. Fogh var enten ikke tung nok eller ogsÃ¥ var Danmarks udlændingepolitik ikke sÃ¥ vigtig for de øvrige lande i EU.

Regeringen var tonedøv

Efteråret var i Foghs drejebog dedikeret til afstemninger om EU-forbehold. Det smadrede det irske nej. Derfor skulle der pludselig findes flere hænder til arbejdsmarkedet via en stribe reformer af bl.a. dagpengereglerne. Jeg troede ikke på, at DF turde slagte regeringen i den stort anlagte reform. Men jeg tog fejl. Allerede i august havde DF sagt nej tak, og da S fulgte trop i åbningsdebatten var løbet kørt. Til ikke alene undertegnedes, men tydeligvis også regeringens store overraskelse, idet den ufortrødent tordnede frem mod fiaskoen.

Hop hop hop, lønnen skal op

Ganske kort: regeringen tvang fagforeningerne til et konfliktforløb, der tømte strejkekasserne og tvang organisationerne til at acceptere symbolske indrømmelser. Forløbet var en overraskelse og en præstation af finansministeren. Læren er, at bl.a. sygeplejersker reelt ikke har en strejkeret, hvis de ikke tør lade deres strejke få alvorlige konsekvenser på sygehusene. For hvorfor gribe ind overfor en strejke, der ikke generer?

Fortsat dødvande

Dødvandet i dansk politik blev ikke brudt i 2008. VKO sidder tungt på det hele, på trods af et annus horribilis. Dog fik S-leder Thorning-Schmidt skabt et vist opbrud i oppositionen med sin aftale med SF om udlændingepolitikken. Den førte til at de radikale måtte pege på Thorning-Schmidt som deres statsministerkandidat. Et lille, men nok så vigtigt – og overraskende – resultat.

Kære Bloggere.

Det var mine snublere i 2008, hvad er jeres? Er der noget jeg har glemt?
Godt nytår alle

PEM