Men med sin umiddelbart forudsigelige nytårstale har Fogh kastet sig ind i kampen om at blive opfattet som den der bedst kan redde landet fra den økonomiske nedsmeltning.
Det har ikke været den største oplevelse for statsministeren, at skrue årets nytårstale sammen. De politiske rædsler tager alt opmærksomhed fra mere behagelige ting. Der er tale om en statsminister, som pludselig har forstået, at han må være til stede for at forsvare sin position som den mest troværdige, når det kommer til at redde Danmark ud af krisen. Og Thorning-Schmidt gør klogt i at læse den umiddelbart kedelige tale mere end én gang.

Fogh tager ingen chancer

 Årets nytårstale vil blive husket for én ting: tonen. Den normalt jublende, grænsende til hoverende, tone om hvor godt det går i Danmark er af gode grunde erstattet af en hidtil uset dystert udsyn over året der kommer. Læst på den rigtige måde udtrykker talen, at statsministeren er dybt bekymret – som mange af hans vælgere er. Talens primære formål er således at fortælle danskerne, at statsministeren endelig har forstået, at det ser sort ud. Og at han vil gøre noget ved sagen. Hermed forsøger han at tage noget af vinden ud af sejlene på S-leder Thorning-Schmidts kritik af, at man i regeringstoppen ikke tager krisen alvorligt. Og så er vi fremme ved talens bidrag til det voksende politiske hundeslagsmål på Christiansborg.
Talen understreger, at der lige nu foregår der en hård positionskamp mellem Fogh og Thorning-Schmidt om at blive opfattet som den politiker, der i vælgernes øjne, tager krisen mest alvorlig. Thorning-Schmidt har i takt med eskaleringen af krisen fået stadig mere momentum i sin branding af statsministeren, som en mand der ikke gør nok for at redde landet. Hendes vedvarende referat af hans tale fra i fjor, hvor det ikke kunne gå bedre samt hans optagethed af at skaffe hænder i efteråret, hvor hun ville skaffe job, kan blive en effektiv kampagne. Uagtet, at det ikke er specielt fair at klaske statsministeren op af væggen på hans manglende forudseenhed ved denne tid sidste år. Talens fokus på krisen viser, at Fogh har set faren og nu svarer igen.

FÃ¥r og bukke i krig og krise

Som sit vigtigste kort i kritikken af oppositionen er Foghs sammenkædning af dem – underforstået Fogh selv – som står fast i kampen mod terror og dem som vil stå fast i kampen mod krisen. Får og bukke retorikken fra Muhammedkrisen får hermed comeback, hvilket ikke er tilfældigt. Fogh søger på den måde at minde vælgerne om hvilken skulder man skal læne sig op af, når tingene spidser til.
For kampen handler om troværdighed. Og Fogh ved, at sÃ¥fremt det lykkes Thorning-Schmidt at blive set som den der er bedst til at lede landet i krisetider, vil det være fatalt for regeringen. SÃ¥ langt har mÃ¥linger peget pÃ¥ Fogh, som den mest troværdige og vælgernes foretrukne. Men det billede kan hurtigt ændre sig hvis de finder ham fysisk sÃ¥vel som psykisk fraværende fra dansk politik. Det sidste forsøger nytÃ¥rstalen sÃ¥ledes at gøre noget ved. Det er i søgang, at der er brug for en kaptajn pÃ¥ broen og vi vil se Thorning-Schmidt problematisere Foghs evner som kaptajn fra nu af og frem til næste valg. Som nÃ¥r hun sammen med SF’s Villy Søvndal i et Ã¥bent brev opfordrer til et bredt samarbejde om krisen, sker det med den undertone, at Fogh ikke har gjort nok sÃ¥ langt.
Idet krisen ser ud til at vare en rum tid vil den indædte politiske kamp om troværdigheden mellem Fogh og Thorning-Schmidt vare tilsvarende længe.

Kan Fogh regne med DF?

Næste slag i de to lederes krig bliver vedtagelsen af bankpakken. Og sÃ¥ alligevel ikke. Uanset Thorning-Schmidts iver efter at angribe statsministeren bliver det svært for hende at undsige en bankpakke, som kapitalmarkeder i ind- og udland skal have tillid til. Derfor bliver næste rigtige armlægning skattereformen, hvor Fogh i sin tale understregede viljen til at give skattelettelser for at sætte gang i hjulene om nødvendigt, hvilket Thorning-Schmidt kategorisk har afvist. Dels fordi hun mener, at de ikke virker som godt som offentlige investeringer. Og dels fordi hun trods alt siden hun kom til magten i S har talt for velfærd frem for skattelettelser. Jokeren i alt dette hedder som altid Pia Kjærsgaard. Kan Fogh regne med hendes støtte til at vedtage reelle skattelettelser og ikke alene en skatteomlægning fra skat pÃ¥ arbejde til skat pÃ¥ klima? FÃ¥r Thorning-Schmidt held til at overbevise danskerne om den ringe værdi af skattelettelser frem for offentlige investeringer kan Kjærsgaard fÃ¥ kolde fødder. Det ved Fogh og hvis Thorning-Schmidt læser talen tæt, kan hun se, at Fogh har lagt sin madding ud. Fogh er pÃ¥ vej mod en løsning, der bÃ¥de indeholder offentlige investeringer og reelle skattelettelser. Og Thorning-Schmidt bør bekymret erindre sig om den sidste gang hvor statsministeren sagde ‘bÃ¥de-og’: Det var under valgkampen i 2007, hvor han hævdede, at vi bÃ¥de kunne fÃ¥ skattelettelser og velfærd.