På trods af en egentlig landkrig, med utallige drab i sit kølvand, er den danske regering reelt tavs om konflikten. Og det med god grund. For i Statsministeriet skal så mange politiske hensyn vejes op imod hinanden, at de udelukker en selvstændig dansk holdning.
Hamas–Israel konflikten er en mærkelig størrelse. De fremmeste analytikere påstår måske lidt vel kynisk, at det hele blot handler om at parterne vil tilkæmpe sig et godt udgangspunkt for at genforhandle den våbenhvile, som altså nu er afløst af krig. Og de samme mellemøstanalytikere peger på, at det for Hamas i mindst lige så stort et omfang handler om den interne magtkamp med Yassir Arafats gamle parti – Fatah – der som bekendt styrer Vestbreden, hvor Hamas styre i Gazastriben. Læg hertil, at Israel snart skal til valgurnerne, hvorfor krigen ses som en bekvem mulighed for at politikerne i Knesset kan demonstrere handlekraft i forhold til staten Israels sikkerhed. Lidt svarende til, at indvandrerbander går amok i vold og skyderier midt i en dansk valgkamp. Alle disse slet skjulte dagsordener gør det vanskeligt for mange – herunder den danske regering – at forholde sig seriøst til konflikten. Som altid, når det kommer til Mellemøsten er der ingen rene skurke og ingen rene helte.

Fogh må snart melde ud

I gÃ¥r formiddags valgte Dansk Folkepartis Israel ordfører – Søren Espersen – at opfordre regeringen til ensidigt at støtte Israel i konflikten. Ingen kan blive overrasket over Espersens standpunkt. Skulle DF holde med de muslimske palæstinensere, ville dette givet hensætte mange i dyb undren. Men hvor Kjærsgaards tropper nyder den luksus, at kunne melde ensidigt ud, har Fogh det problem, at nÃ¥r han Ã¥bner munden lytter verden med. Danmark bliver da brutalt smidt op pÃ¥ de politiske vægtskÃ¥le i de forskellige hovedstæder. Et af Foghs – og mange andre statslederes – problemer er, at den nye mand i Det hvide hus, Barack Obama, som præsidenter før ham, forudsigeligt har indtaget et rimeligt klart standpunkt til fordel for Israel. PÃ¥ Obamas tur til Israel sidste Ã¥r udtalte han de nu berømte ord om, at han ville gøre hvad han kunne for at bekæmpe dem, som mÃ¥tte skyde missiler efter det hus hvori hans døtre lÃ¥ og sov. At starte sin relation med den nye præsident med at være lodret uenig med ham i et konflikt, som nyder global opmærksomhed, er næppe vejen til brunch pÃ¥ Camp David eller statsbesøg i Washington. Og goodwill’en for at følge USA pÃ¥ den store terror dagsorden, som Danmark har investeret og betalt dyrt for med adskillige liv for i bl.a. Afghanistan, vil blive pÃ¥virket, hvis Fogh vælger Ã¥bent at gÃ¥ imod USA i Mellemøsten.
Men bl.a. grundet Israels Ã¥benbare taktiske motiver er det givet svært for Fogh at støtte Israel ensidigt. Ja, Hamas har beskudt israelske huse gennem lang tid med elendige raketter, der ikke kan ramme. Ja, Hamas vil afvikle staten Israel og udviser en efter vestlig mÃ¥lestok mindre diplomatisk side af sig selv end man kunne hÃ¥be pÃ¥. Men Israel har ikke behandlet palæstinenserne pÃ¥ en mÃ¥de, som vi i Vesten anser for civiliseret. Og vejen frem mod en egentlig palæstinensisk stat, som mange iagttagere peger pÃ¥ er den største chance for varig fred, er ikke blevet blev nævneværdigt udbygget, siden den myrdede israelske prime minister Yitzhak Rabin og Arafat gav hinanden hÃ¥nden pÃ¥ plænen foran Det hvide hus under præsident Clinton. Israel har, som den stærke part, ikke strakt hÃ¥nden frem. Det har indenrigspolitikken ikke tilladt. SÃ¥ der er ved at gÃ¥ ‘Georgien’ i sagen for den danske regering, hvilket betyder, at den er pÃ¥faldende mundlam.

EU er Foghs redning?

For pressede europæiske regeringer, med en hang til at følge USA i tykt og tyndt, går vejen til en balanceret position til konflikten måske via EU. Endnu engang må den overarbejdede udenrigspolitiske koordinator – spanieren Javier Solana – drage i felten på vegne af de mange fastlåste europæiske regeringer. Og det giver mening. I tillæg til at løfte de enkelte lande lidt af krogen i forhold til USA, har EU naturligt en stor rolle at spille i Mellemøsten, hvis EU vil. Men hvad er det fælles operative standpunkt, givet de mange forskellige interesser i regionen, som også præger landene i EU?
Lige nu sidder Fogh og hans udenrigsminister og spidser blyanter i deres fine kontorer imens de grubler over, hvad de skal mene. Og om de skal mene noget i det hele taget? De kan som sagt henvise til EU, men først nÃ¥r EU er enige. De kan henvise til FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon, som før et krisemøde i gÃ¥r i FN, der endte i kaos, opfordrede Israel til at trække sig tilbage. Men det er og bliver en møgsag og intet af det, som regeringsrÃ¥dgiverne kommer anstigende med, vil ‘ligge godt i hÃ¥nden’. Derfor taler meget for, at statsministeren i sidste ende – og senest tirsdag pÃ¥ sit pressemøde – vil ende med en sÃ¥kaldt politisk ikke-udtalelse, som den Per Stig Møller sendte ud den 28. december, der opfordrede begge parter til at opføre sig ordentligt. Uanset hvor mange civile, der til den tid har mistet livet i Gaza. Foghs deadlock illustrerer til fulde, hvorfor konflikten reelt er ustoppelig.