Forleden var der en, som spurgte mig, hvorfor man ikke hørte noget til landets finansminister for tiden. Med bankkriser og skattereform på tapetet. Svaret er helt enkelt, at for Lars Løkke (V) gælder det om at ligge lavt i terrænet.

I modsætning til alle andre er han manden, som skal skrue de store forlig sammen, primært den stadig mere komplicerede skattereform, der har potentiale til at køre hans karriere af sporet. Han ved alt for godt, at hver gang han åbner munden, lukker han en dør. Bag gardinerne kæmper han med regeringspartneren for at lægge forhandlingerne til rette, så de giver ham de største chancer for succes. Under presset fra galopperende ledighedstal er finansministerens forår startet med udfordringer i Obama-klassen.

Bankpakke vs. skattereform
I går indledte regeringen sine forhandlinger med de andre partier om indholdet af den famøse bankpakke 2. Under stor ståhej og spørgsmål om, hvor meget bankerne har brug for, og om, hvad pakken i øvrigt skal indeholde, har regeringen kastet sig ud i en usikker sejlads. Forhandlinger, som normalt føres bag lukkede døre af hensyn til kapitalmarkederne, er nu en aktiv politisk krigsskueplads, hvor alle partier skal høste point i vælgerhavet. Og så nærmer vi os Løkkes hovedpine.

I Storbritannien har finanskrisen og dermed bankkrisen været den pressede premierminister Gordons Browns store comebackmulighed. En chance for at agere kompetent og med indsigt. I Danmark har regeringen for længst tabt denne mulighed. Bankkrisen er på Christiansborg kun forbundet med negative point, og enhver politisk begynder ved, at der ikke er meget at hente i at tage ansvaret for at sprøjte skatteyderpenge i banker, som rask væk låner Stein Bagger 50 millioner på hans glatte ansigt. Danske banker er blevet dem, som ingen vil lege med, og den slags folkestemninger er noget, politikere forstår sig på. Derfor stiller partierne nu krav til bankerne, sætter spørgsmålstegn ved deres reelle behov m.v. til et punkt, hvor bankerne siger stop.

I sit aflange kontor i den røde bygning har Løkke klogeligt konkluderet, at bankpakken er en tabersag, og at det er skattereformen, han skal lykkes med.

Thorning skal have investeringer
Løkke ønsker lige så meget succes med skattereformen af en mere personlig årsag. Forestil Dem, at vi i april må konstatere, at regeringen ikke kan få flertal for sin skattereform. Enten fordi Dansk folkeparti ikke uden Thorning-Schmidt som gidsel vil lægge stemmer til en ny byrdefordeling af de grønne afgifter, som rammer de dårligst stillede tungere end de velstillede. Eller fordi målinger til den tid viser, at vælgerne anser skattelettelser for at være et uanvendeligt værktøj til at sætte gang i hjulene, idet vi alle i almindelig bekymring vil sidde på pengene i stedet for at bruge dem på nye carporte.

Forestil Dem, at Lars Løkke for anden gang efter arbejdsmarkedsreformen må give fortabt i forhold til at gøre, hvad regeringen anser for nødvendigt. Konklusionen er ikke alene, at regeringen ikke kan regere landet, men også at Lars Løkke ikke evner at skrue forlig sammen på politisk superliganiveau. Med andre ord vil det skade hans statsministerkandidatur mærkbart, hvis skattereformen går på gulvet.

Og så tilbage til bankpakken. Over de seneste dage har regeringen lagt sig fast på, at de offentlige investeringer, som S-leder Thorning-Schmidt sukker efter, skal holdes i beredskab til forhandlingerne om skattereformen. For hun kan ikke lægge stemmer til en reform, som alene handler om de skattelettelser, som regeringen har bundet sig helt op på via bl.a. statsministerens nytårstale.

Med dramatisk stigende ledighedstal må og skal der gøres noget ved økonomien, men alting kræver et politisk flertal. Derfor siger Lars Løkke ikke så meget for tiden. Løkke ved, at S ved, at de kan give ham en afgørende ridse i lakken, hvis de lader skattereformen falde til jorden. Derfor handler det hele i sidste ende også om for Løkke at gøre det så svært som muligt for Thorning-Schmidt at sige nej til skattereformen. Derfor reserveres de offentlige investeringer hertil, og derfor er bankpakken en politisk tabersag, som bare skal overstås - gerne med erhvervsminister Lene Espersen (K) for bordenden.