Stadig flere udenrigspolitiske ‘episoder’ hober sig op. Men hverken pressen eller opposition kan fÃ¥ ram pÃ¥ regeringen, som har folket bag sig og er hjulpet af sagernes kompleksitet.
Masseødelæggelsesvåben eller ej i Irak? Torturerede Amerikanerne de fanger, som danske soldater afleverede til dem i Afghanistan? Er Danmark i dialog med Hizbollah imod statsministerens eget ønske? Er der tale om en regering, som gør hvad der passer den, simpelthen fordi den kan? Eller er der tale om en regering der handler, og derfor naturligt nok også spilder? Mange kan mene meget men bundlinjen er, at så længe Dansk Folkeparti ikke vil iværksætte undersøgelser af regeringens ageren, er regeringen fredet og det er kun den kritiske baggrundsmusik i medierne, som Fogh må leve med. Og det gør han så.

Som at holde en våd ål i halen

NÃ¥r nogen taler om masseødelæggelsesvÃ¥ben i Irak fnyser statsminister Anders Fogh Rasmussen overbærende. Det var partnerskabet med USA, der var det centrale, snarere end smÃ¥lige hensyn til hvilken begrundelse, der skulle bruges til at styrte Sadam Hussein. Og udenrigsminister Per Stig Møller slÃ¥r korsets tegn imens han endnu engang forklarer, at der ikke stÃ¥r et ord herom i den folketingstekst, der afgjorde Danmarks krigsdeltagelse. Og hver gang der kommer nye oplysninger frem i sagen om ‘Den hemmelige krig’ i Afghanistan og om de danske fangers skæbne i amerikansk varetægt er det for journalister, der arbejder med stoffet, lidt som at holde en vÃ¥d Ã¥l i halen. Det synes alt for let for regeringen, at hoppe af krogen, nÃ¥r pressen ‘afslører’. Hvorfor? Dels fordi der ikke er folkeligt momentum i sagen. Danskerne er ikke specielt interesseret i at høre om en gammel sag om hvordan vi eventuelt har behandlet nogle afghanske fanger. Dels fordi at Fogh ved, at det kræver et folketingsflertal for at fÃ¥ etableret den undersøgelseskommission, som skal klarlægge sagen. Og det flertal skal Dansk Folkeparti levere, hvilket ikke vil ske. Dels fordi der sÃ¥ langt ikke er en rygende pistol. I gÃ¥rsdagens artikler her i avisen kom man lidt tættere pÃ¥, men stadig ingen cigar.
I går kom det ligeså frem, at regeringen fører samtaler på embedsmandsniveau med terrororganisationen Hizbollah. Vores ambassadør i Libanon fører jævnligt samtaler med repræsentanter for Hizbollah. I strid med et tidligere svar fra Fogh til Folketinget hvor han slår fast, at regeringen ikke har nogen form for kontakt med denne terrororganisation. En sag, der ligger i tæt forlængelse af en nylig hjemlig sag om hvem PET må tale med.
I mens pressen graver videre er det pÃ¥ baggrund af det stigende antal udenrigspolitiske ‘episoder’ næppe for meget at stille spørgsmÃ¥let om hvorfor oppositionen ikke straffer regeringen politisk? Svaret falder i tre dele.
For det første er regeringen politisk ganske godt beskyttet imod en folkeoprejsning på grund af disse sager. Et flertal af vælgerne er tilhængere at den stramme udlændingepolitik, som primært retter sig imod muslimer. De samme vælgere mistænker ikke regeringen for at være for venligtsindet overfor Hizbollah, tilfangetagne afghanere eller for sags skyld Hussein tro irakere. Dialog på embedsmandsniveau eller ej. Ergo ved Fogh, at det primært er på det principielle plan, at han kan blive jagtet af opposition og medier. Hvis regeringen har brudt internationale konventioner eller hvis han som statsminister har sagt ét og gjort noget andet. At vælgerne næppe står til at komme i spil bidrager ikke så lidt til regeringens arrogancemargin.
For det andet kræver en egentlig politisk heksejagt på regeringen, grundet dens diverse udenrigspolitiske eventyr, at der findes et troværdigt folketingsflertal imod den. Det gør der ikke. Det er (heller) ikke her lykkedes oppositionen til venstre at splitte Dansk Folkeparti og VK. Dansk Folkeparti har sine holdninger og råber op men er ikke til sinds at fremtvinge et stormløb med vidtgående konsekvenser. Oppositionen, medier og eksperter kan derfor råbe så højt de vil.

De mentale grænser flyttes?

For det tredje er de udenrigspolitiske problemstillinger indviklede. Og dermed hundesvære for oppositionen at køre en kampagne på, der når helt ud til stigereolerne i Ribe. Eksempelvis bliver spørgsmålet om hvorvidt danske soldater har brudt internationale konventioner langsomt undermineret i den hjemlige debat når der stadig oftere stilles forslag fra politikerne om, at vi har brug for et nyt sæt af de forskellige konventioner. Eller at vi skal blæse på dem der er. Kort sagt, så er konventioner ikke længere ubrydelige hellige skrifter i den hjemlige politiske debat. Og tag Pundiks analyse fra i går, hvor han konkluderer, at Hamas har vundet så langt i Gaza krisen idet organisationen nu er blevet en formel forhandlingspart. Hvis man kan forhandle fred med terrororganisationen Hamas, hvorfor kan den danske regering ikke have dialog med Hizbollah? Og hvad gør i øvrigt vestlige nationer overfor terrororganisationer, som bliver demokratisk valgt og som leverer socialhjælp til nødlidende landsmænd? Hvis det ikke er let for selv trænede observatører at følge med, hvordan i alverden skal en dansk opposition magte at køre en klar politisk klapjagt på regeringen? Eller medierne for den sags skyld?
Regeringen kan gøre hvad den vil.