De radikale bløder grundet intern uro og uklar politik. Vestager må sætte sig igennem over for fjender og venner, hvis de radikale skal stoppe vælgerblødningen. Og hun må sande, at nogle kampe er så vigtige, at de er værd at miste jobbet for.

Den dÃ¥rlige nyhed for de radikales leder, Margrethe Vestager , er, at hun med lang afstand til magten, og dermed permanent uro i folketingsgruppen, ikke stÃ¥r med de bedste chancer for at vende udviklingen pÃ¥ den korte bane. Den gode nyhed er imidlertid, at for hver gang de radikale tager et ryk ned mod spærregrænsen, stiger krigsskadeomkostningerne ved offentligt at underløbe hendes politiske kurs, hvilket normalt lægger en dæmper pÃ¥ de fleste uromagere. Men sandheden er ogsÃ¥, at hun fortsat skylder vælgerne at forklare, hvordan hun atter kommer i regering, og at Helveg’erne (Niels og Morten) skal sættes pÃ¥ plads en gang for alle, hvis hun skal opnÃ¥ den fornødne arbejdsro. Sagt lige ud: Tiden er kommet, hvor Vestager sætter sit mandat ind pÃ¥ projektet.

I går fandt den tidligere radikale leder Marianne Jelved anledning til offentligt at beklage den samlede oppositions parlamentariske inkompetence i årene, siden Fogh kom til. Man er gået med til for meget. Endvidere finder hun statsministeren overlegent kompetent i forhold til konkurrenterne. Jelved har ret i begge dele. Det årelange dødvande i dansk politik - med total VKO-dominans - bygger netop på, at Fogh eftertrykkeligt har sat sig på midten, også med standpunkter, han ikke stod for tidligere.

Oppositionen har halset bagefter, ude af stand til at markere tilstrækkeligt med intern enighed eller uenighed til Fogh. Og Jelved må gribe i egen barm. Hun var ikke selv den store brobygger til S og SF, da hun var radikal leder. Ikke mindst på udlændingeområdet, som Fogh har brugt til at splitte S og R ved de sidste tre valg, har Jelved haft chancen for at række hånden frem mod Socialdemokraterne. Som SF gjorde i august 2008, da Søvndal fraskrev sig retten til at gå imod 24-års reglen og tilknytningskravet i næste valgperiode. Jelved - og siden Vestager - har naturligvis været bekymret for tabet af stemmer forbundet med en sådan manøvre, men dels har de ikke akkurat opnået vælgerfremgang i den sidste tid, dels har Søvndal ikke tabt på sin indrømmelse.

Jelveds selvransagelse er - hvor velanbragt den end er - ikke nogen specielt stor hjælp til Vestager . Jelved kender om nogen de vilkår, Vestager har for at udføre sit arbejde. Men den er udtryk for en frustration over det radikale forfald. På sin vis på linje med Khaders dannelse af Ny Alliance og Ammitzbølls dannelse af Borgerligt Centrum. Og i hendes kritik ligger en indirekte kritik af efterfølgerens arbejde. Men her er Vestager ikke alene, idet S-leder Thorning-Schmidt kæmper med det samme problem. Socialdemokraterne ligger fortsat historisk lavt i meningsmålingerne, endda efter et katastrofeår for regeringen.

Man møder sjældent repræsentanter fra ‘Nyrups dreamteam’, uden at de uofficielt fremstÃ¥r mistrøstige. Jelved har mange lidelsesfæller hos den tidligere regeringspartner, der ogsÃ¥ synes, at alting var bedre i gamle dage. Og sÃ¥ er vi fremme ved Vestagers muligheder. Der er to Ã¥rsager til uro i politiske partier: dÃ¥rlige meningsmÃ¥linger, der truer med at sende de valgte ud af tinget, og fravær af magt. Vestager er ramt af begge og kan derfor umuligt være overrasket over sin situation. Og de to problemer hænger sammen. Hvad skal hun gøre? Normalt er det ikke muligt at true sig til loyalitet i politik. Dem, som er imod hende, har kun respekt for mandatmæssig fremgang og rÃ¥ magt.

Der er ingen tvivl om, at Helveg’erne ikke mener, at den nuværende politiske kurs med Socialdemokraterne er den rigtige. Læs tidligere S-finansminister Knud Heinesens opbyggelige erindringsbog, om dengang Niels Helveg som radikal leder brød med S i antipati mod SF. Det gav Poul Schlüter ti Ã¥r i statsministeriet. Læg hertil, at de heller ikke mener, at den aktuelle politiske leder er den rigtige.

SÃ¥fremt Morten Helveg skal nÃ¥ noget i radikal politik, er det langt nemmere at rokke til bÃ¥den nu, nÃ¥r det gÃ¥r skidt for Vestager , end hvis hun kommer i regering senere hen. Vestager mÃ¥ naturligvis acceptere en vis uro, men det trækker fælt op til et opgør med Helveg’erne, hvis hun vil skaffe sig frirum. Hvilket bringer os til spørgsmÃ¥let om de elendige meningsmÃ¥linger. Den gode nyhed er, at de i sig selv snart indebærer, at ingen tør rokke ved bÃ¥den af frygt for, at det gÃ¥r helt galt - ogsÃ¥ for dem selv.

Thorning-Schmidts pusterum

Et sådant pusterum i magtkampen har Thorning-Schmidt eksempelvis nydt godt af længe hos Socialdemokraterne. Men så længe Vestager står ved, at hun peger på Thorning-Schmidt som ny statsminister, må logikken tilsige, at hun må skabe en politik (sammen med S), der afspejler dette. De to partier er aktuelt uenige om næsten alt, herunder udlændingepolitik, skattepolitik og boligpolitik, hvilket sikrer dødvandet. Vil Vestager holde spærregrænsen på sikker afstand, må hun gå linen ud med sine politiske valg og tage de interne opgør, der følger heraf. Tiden, hvor hun alene bruger sin tid på at smide sand på andres bål, synes at rinde ud. Og dermed synes tiden, hvor hun siger til og fra - med de karriererisici der følger heraf - at rinde ind.