At svinge rundt med SF’s gumpetunge hovedbestyrelse i eurosagen kræver en proces, den vil opleve som mental waterboarding. Har Søvndal courage til at sætte sin rockstjernestatus ind pÃ¥ at lykkes hermed?

Statsministeren siger, at sagen skal modnes i SF. Søvndal siger, at sagen skal modnes af statsministeren. Abekastningen om, hvem der har ansvaret for, at der atter kan afholdes en afstemning om euroen, er i fuld gang. Bag det hele lurer et hedt ønske hos begge om at bruge finanskrisens rasen til at komme i læ af euroen, men ogsÃ¥ en genopstanden frygt for et fænomen i dansk politik, som ellers var afgÃ¥et ved døden: SF’s hovedbestyrelse. Bundlinjen er, at hvis ikke Søvndal satser noget af sin højtbesungne politiske star quality til at bakse en ændring af SF’s politik igennem, kommer der ingen pølse ud af det skind. Kan Villy? Tør Villy?

Processen godt på vej

Processen frem imod en ny afstemning om at afskaffe euroforbeholdet er p.t. i god gænge. Så langt er det statsministerens - korrekte - analyse, at det er hasard med dansk europapolitik at kaste sig ud i endnu en afstemning om euroen, uden at SF er om bord. Eller i det mindste ikke imod. Og så langt har Søvndal kvitteret med at stille en række krav, som skal opfyldes, hvis SF skal støtte en dansk indtræden i Euroen. Læg hertil, at Søvndal - lidt overraskende - deponerede en veksel i Statsministeriet, da han truede med at droppe viljen til at diskutere en ny euroafstemning, hvis ikke SF kom med i bankpakkeforhandlingerne. Den greb Fogh og opfyldte Søvndals ønske, hvormed der også af den grund er skabt en klar forventning om, at SF er i reel bevægelse.

Men er SF i reel bevægelse? Svaret er: ‘mÃ¥ske’. Fogh og andre eurotilhængere skal ikke umiddelbart lade sig skræmme af Søvndals bragesnak om, at der skal rigtig meget til, før man i SF anser kravene for opfyldt. Søvndal gÃ¥r pÃ¥ politisk line, idet hans bagland ved, at han selv er ganske ivrig efter at være den SF-leder, der under de rigtige vilkÃ¥r fÃ¥r Danmark med i Euroen. Om ikke andet, fordi det vil være et yderligere markant skridt i retning af at gøre SF regeringsmodent. Men netop Søvndals indlysende motiver indebærer, at Søvndal mÃ¥ føre bevis for, at han ikke sælger SF’s historiske modstand lidt for billigt til Fogh. Derfor vil SF’s formand i tiden fremover spille rollen som den bidske modstandshund, der snapper efter alle, som ikke kan se fidusen i SF’s ‘rimelige krav

Ved dagens ende kan Søvndal stille alle de krav, han vil, til Danmarks deltagelse i Euroen. Blot ikke krav, der ikke kan opfyldes. Søvndal kan eksempelvis ikke forvente, at Fogh ene mand kan ændre euroens formelle formål med at bekæmpe inflation. Et formål, som stammer helt tilbage fra Delors-rapporten, som den daværende dynamiske kommissionsformand lagde navn til.

Selv Søvndal må anerkende fakta

SF mÃ¥ stille krav ud fra fakta omkring nutidens Europa. Fakta er blandt andet, at økonomiske kriser automatisk medfører et fald i inflationstakten, hvorfor SF’s bekymring for, at den europæiske centralbank (ECB) tvinges til at føre en antibeskæftigelsespolitik i krisetider, er overflødig. Fakta er, at den aktuelle krise med al tydelighed dokumenterer, at der Ã¥bnes for alle pengehaner pÃ¥ tværs af Europa, med henblik pÃ¥ at føre en beskæftigelsesfremmende politik for at afbøde krisens hærgen. Ikke kun i form af investeringsinitiativer og bankpakker, hvor statskasserne mÃ¥ holde for (finanspolitik), men ogsÃ¥ i form af en konstruktiv opfølgning fra ECB’s aktivitetsfremmende rentepolitik. Fakta er, at selv om en række EU-medlemmer i værste fald mÃ¥tte nærme sig en statsbankerot, sÃ¥ er det ikke bedre at stÃ¥ uden for euroen af den grund.

Nu om dage er landenes gensidige afhængighed hinsides tekniske arrangementer som euroen, idet vi i økonomisk egeninteresse er tvunget til at sikre fremgang ikke bare i Spanien og Grækenland, men også i Kina. Fakta er, at euroen, alt andet lige, tilbyder en bedre koordinering af den økonomiske politik på tværs af landegrænser.

Søvndal er naturligvis blevet skræmt af den seneste mÃ¥ling bragt her i avisen om en svag opbakning til euroen i SF’s bagland. Og Fogh spiller rollen som tÃ¥lmodig mand. Modning skal der til. Men den kolde konklusion bestÃ¥r af to ufravigelige kendsgerninger: For det første kommer sagen ingen steder, uden at SF’s formand selv trækker læsset og investerer lidt af sin rockstjernestatus i at flytte sin historisk set altid gumpetunge hovedbestyrelse i en proces, den givet vil opleve som en gang mental waterboarding. For det andet skal det ske inden 2010 (selv om Søvndal lige nu siger noget andet), idet finanskrisen er og bliver den bedste illustration over for danskerne af Ã¥rsagen til, at vi skal med i eurosamarbejdet. Er Søvndal den visionære politiske leder, han giver sig ud for at være? Nu fÃ¥r han chancen for at vise det, idet euroaben ender hos ham.