Fogh er nødt til at gå med på en hjælpepakke til de letsindige lønmodtagere, som har meldt sig ud af A-kassen. Dels for at sikre den økonomiske aktivitet under krisen og dels for undgå beskyldninger om at ville grundlægge minimalstaten.

De gode tider har fÃ¥et chokerende mange til at melde sig ud af en A-kasse. Hvorfor bruge penge pÃ¥ A-kassekontingent, nÃ¥r man dels ikke har nogen risiko for at miste sit job og dels stemmer pÃ¥ Venstre? Med finanskrisens fremprovokering af hundredvis af fyringer hver eneste dag, er de lidt for letsindige lønmodtagere vÃ¥gnet op til ny virkelighed. Strengt taget er de – som bankerne – selv skyld i deres situation, idet de har meldt sig ud af A-kassen. Men de er pÃ¥ grund af deres antal nu – som bankerne – blevet et samfundsproblem, idet en tredjedel af alle arbejdsstyrken ikke er forsikret imod ledighed. Kan de da ikke bare fÃ¥ bistandshjælp? Nej, med de gældende regler for at fÃ¥ hjælp af det offentlige skal man være fattig som kirkerotte for at modtage bare en flad femmer. Politikerne stÃ¥r lige sÃ¥ pludselig, som finanskrisen opdukken, med en samfundsudfordring i Obama-klassen. Fortsætter finanskrisen vil en ny gigantisk underklasse dukke op, der har mere med minimalstat end velfærdsstat at gøre. Og – endnu værre for Fogh – en underklasse, der ikke har penge at bruge og dermed ikke kan medvirke at holde dampen oppe pÃ¥ dansk økonomi. Politikerne er imidlertid sÃ¥ smÃ¥t vÃ¥gnet op. Socialdemokraterne famler rundt om sig selv. Dansk Folkeparti har set faren og erklærer sympati. SÃ¥ langt er Vestre imod ændringer, men hvis Anders Fogh Rasmussen vil drible uden om et rygmærke hvorpÃ¥ der stÃ¥r ‘Minimalstatens grundlægger’, mÃ¥ ogsÃ¥ han i arbejdstøjet.

Forskere råber vagt i gevær

Forskningsenheden FaOS råber vagt i gevær. Med Jesper Due i spidsen dokumenterer arbejdsmarkedsforskerne, at antallet af danskere uden for A-kassesystemet er oppe på 30 procent. Hver tredje person du møder i bussen eller på din arbejdsplads har altså meldt sig ud af en forsikringsordning, og står ubeskyttet mod tidernes ugunst. Der er tale om et samfundsproblem af tre grunde. For det første fordi der primært er tale om LO-arbejdere. Dem, som i forvejen har størst chance for at blive ramt af den kommende arbejdsløshed, og længst tid om at få et nyt job.
For det andet fordi at 30 procent svarer til en lille million lønmodtagere. For regeringen handler det om at danskerne nu og her skal bruge penge for at holde gang i hjulene og dermed sikre beskæftigelsen. Den lille million potentielt nyfattige er derfor en bombe under regeringens mulighed for at sætte gang i samfundsøkonomien. Ikke alene vil de måske ryge ud af arbejdsmarkedet og miste værdifuld kompetence, så at sige afblomstre under deres ledighed, de vil ligeså ikke kunne bidrage til at holde gang i hjulene.
For det tredje vil Danmark ændre karakter, hvis disse mennesker ofte mister deres arbejde. Igennem lang tid har vi vænnet os til, at hvis man ikke har et job har det mere at gøre med én selv end manglen på job. Sender krisen de som ikke er forsikrede ud i perioder med ledighed, vil der blive skabt et nyt proletariat, som vi skal grumme mange år tilbage for at se magen til. Fattigfirserne vil fremstå som en tur i Tivoli i sammenligning. Sagen er, at VKO systematisk har omstillet de offentlige ydelser så de passer til en højkonjunktur. Altså, at bistandens lave niveau presser folk ud i job. Det betyder, at hvis du ikke er i A-kasse, modtager du ingenting fra det offentlige før din formue er nede under 10.000 kr. Du skal altså sælge alt hvad du har først, på nær dit hus, som du tvinges til at tage lån i og bruge provenuet, før du kan få en krone. Hvis din ægtefælle arbejder kan du glemme alt om at få støtte. Med andre ord skal man være fattig som en kirkerotte, før man får en krone i hjælp i dagens Danmark.

Politikernes problem

At samfundet ikke har råd til at have en tredjedel af arbejdsstyrken fanget i dyb fattigdom kan de fleste forstå. Men hvad skal politikerne gøre? Socialdemokraterne har nu en gylden mulighed for at rykke ud med en hjælpepakke, være på forkant med den økonomiske udvikling og samtidig indlede et politisk korstog til støtte for velfærdsstatsmodellen. Dansk Folkeparti vil føle sig tvunget til at gå med, for det er bl.a. deres vælgergruppe, som uklogt har gamblet med A-kassen. VK-regeringen vil i sidste ende være nødt til at gå med i en nødpakke. Alt for mange fyres dagligt til at nogen ser krisen som noget forbigående. Når så mange vælgere er i farezonen må Fogh deltage i hjælpen til de nyfattige, hvis han vil holde gang i økonomien og undgå anklager om at fremme minimalstaten. Men hvad kan politikerne gøre? At give de nyfattige adgang til dagpenge, selv om de ikke har betalt, er ikke populært hos alle dem, som har forsikret sig gennem årene. Snarere kan man justere bistandshjælpen til en lavkonjunktur situation, med højere ydelser og mere vægt på opkvalificering. Endnu engang skal Fogh vise, at han er velfærdsstatens beskytter og, imod borgerlig vanetænkning, beskytte dem som – endda selvforskyldt – pludselig står uden indkomst. Hvad end de enkelte partier har af motiver står følgende klart: kampen om de nyfattiges stemmer gået ind.