Topmødet i Davos i Schweiz starter nu. Og ingen kender krisens sande omfang.
 

Sneen ligger tæt i Schweiz. Og i Davos kan der som vanligt ventes trafikkaos, når verdens pinger inden for politik, økonomi og erhverv mødes for at drøfte krisen. Normalt afholdes de fine møder, for at deltagerne kan støve deres netværk af. Men denne gang er der for alvor noget at snakke om. Hvor stor bliver den galopperende økonomiske krise? Gør vi nok kloden over for at udbedre den? Spørgsmålene er mange, men er der ét sted, hvor de rigtige mennesker er samlet til at byde ind i diskussionen, er det i Davos.

GÃ¥r det hurtigere ned, end vi tror?

I går fortalte Financial Times sine læsere, at der på én dag var skåret 72.500 job væk i bare otte multinationale virksomheder. Det skræmmende er, at ingen aner, hvor hurtigt nedturen kommer. Vi støtter os til løsrevne anekdoter fra arbejdsmarkedet og statistik, der er alt for gammel. Herhjemme har statsministeren, i berettiget frustration over den langsommelighed, hvormed man kan få adgang til nationaløkonomiske nøgletal, proklameret, at han vil drage ud i landet og søge sandheden der, hvor den udspiller sig. Men krisen handler kun delvist om, hvad der sker i Vendsyssel eller Svendborg. Den handler også om resten af verden. Mødet i Davos er muligvis den hidtil bedste anledning til at få et lille overblik over krisens sande natur, løsrevet fra gætterier og dårlig statistik.

Samarbejdet halter allerede

Som chefen for Verdensbanken, Robert Zoellick, og chefen for Valutafonden, Dominique Strauss-Kahn, råber i kor, er der p.t. en total mangel på globalt politisk lederskab. Alle kigger indad.
Som enhver førsteårsstuderende på økonomi ved, hænger de finansielle markeder sammen, men alligevel er koordineringen af indsatsen for at regulere og hjælpe dem blevet ved skåltalerne. Offentlige investeringer i mange lande kan vel være spildt, hvis ikke banksystemet er genoprettet.
Og kun guderne ved, hvor gennemført nødlidende de store internationale banker fortsat er.

Der er gået politik i krisen

Selv den fredede præsident Obama er pludselig kommet i modvind omkring sin krisepakke i USA. Og herhjemme er bolden ligeså givet op til en skatteforhandling med indbygget offentlig investeringspakke.
Dermed er krisen allerede blevet så meget en del af hverdagen, at politisk hestehandel nu har afløst den fælles følelse af, at vi må stå sammen i krisen.
Da Tony Blair i sin tid gik i valgkamp mod de borgerliges kandidat, William Hague, bestod New Labours kampagne af et billede af Hague kombineret med følgende tekst: Be afraid, be very afraid. New Labours slogan kan meget vel fortjene et globalt comeback i vor tid, i skyggen af finanskrisen.