S-leder Helle Thorning-Schmidt mÃ¥ og skal igennem med en skatteaftale. Hun har nu deponeret sin skatteskæbne i SF’s hovedbestyrelse. Men kravene fra de to partier er overkommelige og mindsker risikoen for, at SF’s bagland siger stop.

S-leder Helle Thorning-Schmidt og SF’s Villy Søvndal gÃ¥r hÃ¥nd i hÃ¥nd til skatteforhandlingerne. Deres ni forhandlingskrav udgør mildt sagt ikke en uoverstigelig forhindring for VK-regeringen, hvis den vil have de to partier med i et bredt forlig. Der er derfor sagligt set lagt op til et bunkebryllup omkring fremtidens skattesystem. Men det er ikke nødvendigvis - netto netto - klogt for Thorning-Schmidt at gÃ¥ sammen med SF til forhandlingsbordet, hvorfor Søvndal ligner en vinder, før seancen om skat overhovedet er begyndt.

Lad det være sagt straks: Thorning-Schmidt får ikke flere markeringsmuligheder på denne side af næste valg, i den vægtklasse, som forhandlingerne om skattereformen udgør. Derfor er det helt afgørende for hende, at hun får maksimal succes. Men hvad er succes, set med S-formandens øjne?

Thornings succeskriterier

Skåret ind til benet skal Thorning-Schmidt afveje to taktiske hensyn. For det første skal hun stå sammen med SF om en skattereform og dermed vise vælgerne, at den største del af oppositionen står ubrydeligt sammen. For det andet skal hun med i et skatteforlig, der for alvor vil melde hende ind i dansk politik, og som i samme moment afliver det uhyre, som skattestoppet har udgjort. Skattestoppet er ikke en blomst, som har groet i Socialdemokraternes have, hvorfor tilslutningen til dette hidtil mest har haft karakter af en - nødvendig - tvangsfodring af socialdemokratiske partisoldater.

Så længe både Thorning-Schmidt og Søvndal kan skrive under på den endelige forligstekst, slår hun to fluer med et smæk. Men hvad nu hvis Søvndal på et tidspunkt vil forlade forhandlingerne, og Thorning-Schmidt vil blive? Hvis Søvndals hovedbestyrelse slår bak, må Søvndal gå fra forhandlingerne. Søvndal vil givet få lang snor, men når den er brugt op, må han gå sin vej. Og det må Thorning-Schmidt derfor også.

Med andre ord: De to partier kan komme i vanskeligheder, hvis de har alt for forskellige smertetærskler, når det kommer til de dele af skattereformen, som gør ondt. Og så er vi fremme ved de to partiers konkrete krav til reformen.

Som nær medarbejder for en minister er det altid en lykke at kunne bringe gode nyheder. Ministerens mindste humørsvingninger sætter stemningen i ethvert ministerkontor. Derfor var der billige point at score for ministersekretærerne i Stats-, Finans og Skatteministeriet, da listen med S-SF-krav blev overrakt.

Klogt nok har de to partier understreget, at de ikke stiller ultimative krav. Og kravene om færre skattefordele til erhvervslivet, mere skat på forurening og bedre skatteligning kan næppe skille vandene. Det kan kravene om en særlig indsats for de lavtlønnede med børn samt en check mere til landets folkepensionister næppe heller. Dansk Folkeparti vil erklære sig uhæmmet enig, og VK-regeringen må gå med.

Tilbage står tre krav. For det første kravet om, at der ikke må gives skattelettelser, men kun omlægges skatter. Her rammer man lige ind i striden om, hvorvidt vi i denne krisetid skal sætte gang i hjulene ved at dele skattelettelser ud eller gennemføre offentlige investeringer, in casu sætte kommunerne i gang med at bygge legepladser og plejehjem. Forligslandingsbanen er her et sted midt imellem, hvor der både gives skattelettelser og tilladelse til at gennemføre offentlige investeringer. De såkaldte dynamiske effekter, som økonomer ved vil opstå, når man gennemtvinger en ny adfærd via skatterne, vil S og SF ikke regne med. De, som kommer, skal bruges på velfærd. Den vil VKO næppe have de store problemer med.

For det andet skal lavindkomsterne have en ordentlig behandling. Det er ikke et synspunkt, som politisk kan tåle en modsigelse, så vi går videre.

For det tredje skal færre betale topskat. Her betaler Søvndal prisen for at være økonomisk stueren. Når de to partier italesætter topskatten, illustrerer det, at det vil være umuligt at indgå i et forlig, hvis ikke de konservative denne gang får et eller andet på topskatten. Bendtsens mistrøstige sejr fra sidste gang, der blev forhandlet, er Lene Espersen nødt til at overgå. Skattekyndige økonomer i Finansministeriet har derfor gode betingelser for at skrue forslag sammen under forhandlingerne, som kan forene parterne, hvis de altså vil.

Thorning-Schmidt har derfor så langt placeret sig optimalt forud for skatteforhandlingerne. Kun en udvidelse af duoen til en trojka med de radikales deltagelse vil forbedre sagen. Men det kan Vestager næppe løfte i partiets lidt pressede situation. Fogh kan ombestemme sig fra at ville indgå et forlig til at ville splitte S og SF og derved tvinge S-formanden til at bakke ud under almindelig spot og spe. Men Fogh ved godt, at en skattereform af en vis størrelse skal funderes bredt i tinget. Og da regeringen ikke i almindelighed synes truet, føler han, at der er plads til at give S og SF en plads ved magtens bord. S-SF-udspillet har skærpet lugten af forlig.