Fogh har kækt lovet boligejerne, at de kan sove trygt om natten. Hvis samme boligejere ser en reduktion af rentefradraget som et løftebrud, vil et bredt forlig teste statsministerens courage til det yderste.
 

Carsten Koch har gjort sig umage. Hans oplæg til skattereformen er frem for alt et forsøg på at tage udfordringen med de mindre generationer op, som vil ramme Danmark i de nærmeste årtier. Mindre årgange kommer ud af arbejdsmarkedet og store årgange forsvinder. Et problem, som skal løses, hvis velfærdsstaten skal holdes flydende. Vi skal med andre ord arbejde mere. Men hvor den fagøkonomiske del af ligningen forholdsvist let går op, er det problemer i den politiske del. Hvis Fogh står bag en skattereform, der – i klart modsætning til hvad statsministeren har sagt – rammer landets boligejere, kan de mene det er løftebrud. Og spøgelset fra Nyrups tid omkring efterlønnen tårner sig op i horisonten.

Rentefradraget skal mindskes

Der kan givet findes et kompromis mellem partierne omkring hvordan gaverne (skattelettelserne) skal fordeles. Lidt på toppen, en del i bunden, hvilket Kochs forslag tager højde for. Værre står det til, når man skal finde pengene til at betale for gaverne. For her kommer dagens dårlige nyhed: der er ikke mulighed for at slippe for en reduktion af rentefradraget, hvis skattelettelser i top og bund skal finansieres. Og det skal de, som minimum, på sigt. Her tordner vi ind i Foghs problem: vil boligejerne se en reduktion af rentefradraget som løftebrud?
Der er tre argumenter med hvilke man som politiker kan forsvare, at rentefradraget sænkes. Og vent blot, alle tre kommer i spil. For det første, at det sænkes over en lang periode, startende i 2012. For det andet, at det ‘kun’ sænkes fra 33 til 25 procent. Og for det tredje, at en række andre initiativer i reformen modvirker det man mÃ¥tte have tabt pÃ¥ rentefradraget.
Statsministeren har – desværre for ham – flere gange lovet, at boligejerne kan sove trygt om natten. Derfor vil han nøje vurdere om en sænkning af rentefradraget kan bringe ham i strid med vælgerne. Præcis som tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen kom i klemme, da han fredede efterlønnen og ændrede den alligevel. Foghs problem er, at der uanset hans besværgelser, vil der altid være vælgere, som kommer værre ud af en skattereform, end de kom ind. Og at pressen vil fokusere på dem. Fogh ved, at vælgernes holdning oftest formes efter dem som taber. Fogh ved ligeså, at han kan fremlægge alle de eksempler på personer, som netto tjener på hele sagen, men der vil altid være en børnefamilie med (for) høj boliggæld og for lille indkomst, som taber på både rentefradrag og grønne afgifter.

Hvem er med?

Der er ingen tvivl om, at VKO vil indgå et forlig om en skattereform. Spørgsmålet er kun, om S-SF og de radikale kommer med? Og om reformens omfang. Det, som ledende embedsmænd frygter mest er den situation, hvor det ender med en lille reform, der sælges som en kæmpe ting. Det vil betyde, at en skattereform ikke kan drøftes igen lang tid fremover. Fogh kan teoretisk have en interesse i at holde S-SF ude. Men kun teoretisk. En stor skattereform, der rydder sten væk ikke mindst på arbejdsmarkedet, kræver et bredt flertal. Så skattepolitikken ikke kan ændres fremover uden om det samme brede flertal. Og Fogh skal have flere til at bære de ubehagelige beslutninger. Vel vidende, at han kan vinde mange valg endnu på udlændingespørgsmålet og sin almindelige troværdighed, vil han derfor acceptere at lukke Thorning-Schmidt ind i kampen på dette område.
K-leder Espersen må og skal have topskattelettelser med i forliget. Det får hun foræret af Carsten Koch idet hele reformens pointe falder fra hinanden uden. Omvendt har hun indset, at regeringen ikke lige nu har brug for flere tabersager, hvorfor en upopulær skattereform nok hellere må bæres af flere. Det samme dilemma har Kjærsgaard. Hun vil gerne slagte især Socialdemokraterne ved at holde dem ude af et forlig, men ikke bære striben af ubehageligheder alene, hvorfor en lille reform er den bedste landingsbane, set fra Kjærsgaards stol. VKO-blokken står derfor splittet om hvor vigtigt det er, at få oppositionen ombord.
S-SF har mildt sagt ikke fremlagt dealbreakere i deres oplæg til forhandlingerne. De vil med. Bundlinjen er derfor lige nu, at politikerne indholdsmæssigt godt kan forhandle sig frem til et bredt forlig – det store spørgsmål er om de ønsker et sådan? I sidste ende afgøres det hele af, om Fogh tør risikere anklagen om løftebrud. For dette taler, at han personligt pt. står stærkt i vælgerhavet og med en vis rodfæstet selvovervurdering tror, at han kan gå på vandet. Imod taler erfaringen om, at kritikken af efterlønsreformen alene påvirkede Nyrups popularitet, på trods af, at der dengang var mange saglige forklaringer samt et bredt flertal til at bære reformen.