Hvis statsministeren oven pÃ¥ diskussionen om rentefradraget vil ødelægge sit ry og rygte totalt, skal han bare køre pÃ¥ med at forringe mulighederne for den del af ungdommen, som gerne vil tage en videregÃ¥ende uddannelse. Alt taler for at dette forslag ikke overlever frem til regeringens eget udspil. Hele regeringens globaliseringdagsorden vil være fælt pÃ¥ tværs af en forkortelse af SU’en, selv om Carsten Kochs argument om, at det tvinger flere til hurtigere at køre igennem uddannelsen mÃ¥ske holder. Men kun mÃ¥ske, for vi ved det ikke, idet der ikke findes flere nogle undersøgelser herom.

En forringelse af SU ordningen er blevet et stort emne i kølvandet på Skattekommissionens rapport. Der hentes lidt under en milliard ved at skære antallet af støtte år ned til fire. Det er klart, at der er brug for pengene, men har Fogh også brug for øretæverne? Nej.

Politisk vil der være lagt an til et af de største selvmål, hvis regeringen køre videre hermed. Vælgermæssigt koster det ikke alene hos de unge, som skal betale mere gennem studietiden. Det koster også hos deres forældre, som skal finansiere mere af de unges studieudgifter, samtidig med, at de skal betale mere når Fogh strammer lånereglerne via en reduktion af rentefradraget. Læg hertil, at hvis de unge gældsætter sig i stedet for at få SU, vil dette også blive en dyr affære, idet reduktionen af rentefradraget i forhold til denne gæld ligeså slår igennem. Med andre ord vil statsministeren have en vælgergruppe af betydning, som ikke syntes synderligt begunstiget, på trods af, at der er tale om skatteomlægning og ikke en skattelettelse.

I det politiske slagsmÃ¥l pÃ¥ Christiansborg rammer den højlydte debat om SU’en regeringen som en kold spand vand. Dels fordi det politisk synes umuligt, at udkæmpe denne krig, samtidig med, at man ogsÃ¥ skal kæmpe med at fÃ¥ rentefradraget reduceret. Og hvor rentefradraget handler om kold økonomi, er SU forslaget stopfodret med giftige operative argumenter, som alt sammen handler om, at Danmark her gÃ¥r den direkte modsatte vej end at stimulere ungdommen til at uddanne sig. En mÃ¥lsætning enhver regering siden 1950′erne ellers har sat i højsædet. Det virker som et kamikaze forslag for VK-regeringen at gÃ¥ videre med.

 Der er der intet som taler for, at Fogh har appetit til at gÃ¥ videre med denne politiske dødsejler. Nok kan han mÃ¥ske fÃ¥ DF med, idet de jo ikke ligefrem ‘lever’ af landets højtuddannede vælgere, men kan de konservative støtte forslaget? Og under anklagen af en mÃ¥lrettet nedregulering af det intellektuelle niveau i Danmark vil de radikale og Socialdemokraterne fÃ¥ meget vanskeligt ved at støtte dette forslag, som altsÃ¥ er er historisk hjerteblod for begge partier.

Fogh skal finde 750 millioner kroner årligt et andet sted, hvis han skråtter forslaget. En opgave der syntes langt mere attraktiv end at få et eftermæle, som den første statsminister, der aktivt forsøgte at degenerere Danmarks samlede intelligente masse, endda i en tid hvor globaliseringens blæsen ikke kræver færre men flere højtuddannede i arbejdsstyrken, hvis vi skal gøre os nogen forhåbning om at klare os fremover.

Forringelsen af SU-ordningen stÃ¥r derfor ikke til at gÃ¥ videre fra Koch’s til Fogh’s udspil, med mindre det bevidst tages med for at at kunne blive solgt som et led i forhandlingerne.