Det almindelige (medie-) hysteri omkring den økonomiske krise indebærer, at politikerne ikke længere kan undsige en dansk aktivitetspakke. Heller ikke selv om den kun - som Nationalbanken mener - gør ondt værre.

I den nuværende situation, hvor arbejdsløsheden nok er stigende, men fortsat meget lav, er det hensigtsmæssigt i første omgang at lade de automatiske stabilisatorer virke. Og se tiden an. Når det kommer til stykket, er der ikke så meget, vi meningsfuldt kan gøre lige nu for at ændre billedet. Forbrugerne holder på pengene. Det vil også gælde efter eventuelle skattelettelser. Vi kan i det store og hele i realiteten kun se på, at eksporten vil falde. Bygge- og anlægssektoren var nået op på et uholdbart højt aktivitetsniveau. Det vil være uklogt at modvirke den tilpasning, som sker i øjeblikket.

Det er ikke let at være politiker i denne tid. Samtidig med at de skal lægge øre til ovenstående friske bandbulle fra nationalbankdirektør Nils Bernstein, kunne de i går med et enkelt klik på Politiken.dk læse om, hvordan alle er ramt af krisen i Nordborg.

Som min gode kollega Niels Lunde i gÃ¥r forklarede i sin fremragende ’spinguide’ til nationalbankdirektørens seneste tale, er banken ikke akkurat af den opfattelse, at der er brug for en vækstpakke her og nu. Fra sit kontor kan Bernstein kigge over pÃ¥ bÃ¥de Christiansborg og Finansministeriet. Og han ved bedre end de fleste, at han næppe, efter at have udtalt ovenstÃ¥ende ord, skal stille op i en popularitetskonkurrence blandt politikere.

Sagen er, at nationalbankdirektøren har ramt rygraden i oppositionens politik, idet S-leder Helle Thorning-Schmidt i månedsvis har prædiket om behovet for et indgreb, der sætter yderligere gang i hjulene. Thorning-Schmidt har derfor næppe mange varme følelser tilovers for nationalbankdirektøren efter den spand koldt vand, som Bernstein just har hældt ud over hende.

Og statsministeren har næppe heller Bernstein med i sin aftenbøn for tiden. I ugen, der gik, drog han i felten for at undersøge, om ledigheden nu kræver et indgreb? Man afslører næppe meget, hvis man bemærker, at en statsminister kun dårligt kan tage ud og lede efter sandheden uden at kende den på forhånd.

Sagen er, at Fogh har besluttet sig for at gennemføre en aktivitetspakke, om ikke af anden grund, så i et forsøg på at forhindre Thorning-Schmidt i at køre den politisk populære aktivitetsdagsorden for sig selv. Han har sat sit tog i gang og vil kunne lancere en krisepakke i forbindelse med forhandlingerne om den allerede ganske anskudte skattereform. For krisen brøler ud over landet, folket kræver handling, og kun den mest tonedøve politiker kan overhøre dette. Bernstein skal imidlertid ikke vælges. Hvilket gør ham vær at lytte til. Dansk økonomi er ikke som de andre landes økonomier. Vi har et bedre udgangspunkt, hvor problemet er det modsatte af det, stadig flere politikere taler om, nemlig at vi har for meget fart på.

Bernstein bemærker, at de automatiske stabilisatorer skal have lov at virke. At de arbejdsløse skal modtage og forbruge deres understøttelse, sammen med en finanspolitik, som rent faktisk allerede sætter gang i hjulene. Bernstein gentager i det, man kan kalde hans 1. lov: at vi næppe får taget trykket af den galoperende lønudvikling, før vi rammer over 100.000 arbejdsløse. Lige nu er vi på sølle 55.000. På trods af krisen i Nordborg.

Perception is reality

Hvis der er et kæmpespring mellem den reelle økonomiske situation og den situation, som befolkningen hører om i medierne, er dette den værst tænkelige situation for seriøse politikere.

Vælgerne hører om aktivitetspakker i alle verdens lande. Vælgerne registrerer, at ordrebeholdningerne i deres virksomheder falder, og at de første kolleger får deres fyresedler. Vælgerne hører om et finanssystem, der opfører sig, som havde det fået rygerlunger. Og de hører om kreditstramninger, om boligpriser, der styrter i grus, og om en skattereform, der vil barbere rentefradraget yderligere.

Ingen normalt begavet politiker kan finde nationalbankdirektørens vurdering af situationen synderlig hjælpsom. Men hverken politikere eller vælgere har adgang til makroøkonomiske modeller - det har Bernstein.

Fogh har så langt forsøgt at komme Bernstein i møde. Regeringen holder situationen under observation. Men al politisk logik taler for, at også statsministeren snart bryder sammen og styrer mere efter situationen i Nordborg end efter landets nationalbankdirektør.

Bernsteins tale understreger en virkelighed, hvor medierne tøjlesløst, og måske mest præget af egne katastrofehistorier, bidrager til at bringe vælgerne derhen, hvor politikerne tvinges til at træffes forkerte beslutninger for dansk økonomi. Derfor får vi snart en aktivitetspakke herhjemme. Tiden vil vise, om den vil gøre ondt værre for endnu flere end dem, som allerede nu har stillet sig op i arbejdsløshedskøen? Selv hvis Bernstein måtte have ret, synes toget kørt for en mindre følelsesladet politisk tilgang til krisen.