Ny Alliance rister en rune over et svært håndværk - det politiske.

SÃ¥ har filmen om Ny Alliances fødsel, liv og død haft premiere. Opmærksomheden omkring filmen er stor, hvilket er interessant af to grunde. For det første, fordi partiet længe har været langt uden for nogen form for betydning for det politiske system pÃ¥ Christiansborg. For det andet, fordi den i al sin ‘Hærværk’-agtige præcision bizart nok fremstÃ¥r som en hyldest til det ofte utaknemmelige hverv som politiker. Filmen dokumenterer mere end noget andet, at det er vanskeligere end som sÃ¥ at lykkes i politik.

At dramaet om Ny Alliance trækker tilskuere, kan næppe undre. Vi spejler os som altid ivrigt i andres succeser og især fiaskoer. I Christoffer Guldbrandsens film er det netop løftet om at observere katastrofen helt tæt på, der trækker. Politisk voyeurisme. For vi kender jo alle historiens indhold, som var det et gammelt H.C. Andersen-eventyr. Men vi vil se dem i øjnene, når de i nedturen ikke kan lyve for det nådeløse kamera. Det er en del af den politiske metier at kunne håndtere nedture for åben skærm. Det kunne Ny Alliance ikke.

Hvorfor kunne de ikke holde sammen?

Partiet var en kæmpe succes ved sin stiftelse. Svaret er helt enkelt, at opgaven var langt større, end deres samlede kompetencer kunne håndtere. Politisk såvel som organisatorisk. Et parti skal ikke bare have et budskab, som er unikt, når det siges af netop de toneangivende politikere.

Det skal også have styr på processerne, der sikrer, at disciple, som melder sig ind, hele tiden har noget at være stolte af, når de spiser middag med venner og bekendte. De færreste kan leve med, at deres politiske ledere hænges ud til offentlig spot og spe i længere tid ad gangen. Derfor svarede Naser Khaders totale mangel på politisk overblik og ditto ledelsestalent til at rive bovporten af et skib i høj søgang. De fleste gamle partier kan klare nogle få år med mindre kompetente ledere, fordi deres partiorganisation er udviklet og drevet af mere kompetente gennem årtier. Men Ny Alliance havde ingen af delene. Havde ingen stativer, som Khader kunne støtte sig til, indtil en ny og mere kompetent leder måtte dukke op.

Tre kamikazekonflikter

De tre stiftere kæmpede, til de segnede. Mistroen rådede imellem dem, og den person, der skulle binde dem sammen og skabe tillid, fandtes ikke. Ny Alliance nåede aldrig frem til den afgørende ro, som en troværdig og uantastet ledelse kan give et parti.

Når vi alle er færdige med den politiske voyeurisme, der sælger Guldbrandsens film, bør følgende overvejes:

Måske var personerne bag Ny Alliance særlig inkompetente politikere, som smadrede en gylden mulighed for at skabe et alternativ til Pia Kjærsgaards indflydelse? Eller måske er det at drive et parti i den daglige kamp om stemmerne, politikudvikling, pressehåndtering, organisations- og talentudvikling et langt mere kompliceret håndværk, end de fleste af os normalt tænker over, når vi daglig giver politikerne skylden for dette og hint.

Set fra denne kommentators stol er Ny Alliances skæbne runeristet over sidstnævnte.