Almindeligt næstformandsudvalg eller ministertræningslejr? Begge dele er rigtigt, for ingen aner, om Fogh er væk om få måneder. Sagen svækker Fogh før de vigtige skatteforhandlinger.

I går kom det frem, at finansminister Lars Løkke Rasmussen har nedsat sin egen banjobande, som skal gennemgå vitale politikområder og foreslå nytænkning.

Det er ikke det interessante. Det interessante er, at banjobanden efter sigende er et testprojekt, hvor de involverede unge folketingsmedlemmer får en chance for at vise, hvad de dur til. Og i bedste fald løse billet til Løkkes kommende regering, når Fogh tjekker ud til Nato om få måneder.

Den korte konklusion omkring affæren er, at det er yderst uklogt og uheldigt, at denne gruppe nu udlægges som Løkkes nye ministerhold, idet det går totalt på tværs af Foghs forsøg på at nedspille sin alt for eksponerede udlængsel.

Læg hertil, at der ikke er udtalt tilfredshed blandt Venstres ældre gruppemedlemmer, som synes, at de bliver forbigået. De har simpelthen lækket historien i irritation over banjobandens unge profil. Med andre ord må man håbe på, at udvalget udkommer med ikke så få geniale bidrag til Venstres politiske idekatalog, for krigsskadeomkostningerne ved dets etablering er allerede skyhøje.

I Finansministeriet nedtoner man naturligvis affæren og påpeger, at det er en naturlig del af Løkkes job som Venstres næstformand. Det er rigtigt. Men at det har en uheldig sideeffekt, er lige så rigtigt.

Som udgangspunkt bliver vi aldrig trætte af at høre om Foghs potentielle exit til en international toppost. Men efterhånden er sagen så tilpas gennemlyst, at det kræver nye elementer at få den frem til overfladen endnu en gang. Et sådant udgør Løkkes nye banjobande.

Venstres gruppe er kilden

Timingen omkring den nedsatte gruppe er yderst uheldig for regeringen.

Lige før regeringen skal beslutte sig for, hvilket forslag til skattereform der skal fremlægges, og lige før et ganske krævende forhandlingsforløb omkring skattereformen har man atter undergravet Foghs troværdighed, når det kommer til spørgsmålet, om han er kandidat eller ej. Og er der noget, regeringen har brug for lige nu, er det Foghs troværdighed i skatteforhandlingerne.

Det er uhyre interessant, at Foghs udlængsel og Løkkes ankomst i Prins Jørgens Gård nu aktivt udnyttes af Venstres egne gruppemedlemmer til at få sat deres utilfredshed på plakaten. De ved, at pressen er en hund efter alt, hvad Løkke laver, som kan give et hint om, hvordan han vil køre biksen, når han tager over. De ved, at de ikke behøver hviske mere end »skyggekabinet«, før der reserveres god plads i næste dags avis.

Denne gang kan Fogh og Løkke hverken give de politiske kommentatorer, oppositionen eller andre mere eller mindre kompetente iagttagere af politik skylden for, at Foghs internationale projekt atter kommer frem. De kan kun takke deres egne folkevalgte kolleger.

Hvad fortæller det duoen Fogh/Løkke? At uanset om de vil det eller ej, så er positioneringskampen om at være på holdet efter Foghs exit nu blevet så aggressiv i parti og folketingsgruppe, at man er parat til at acceptere en reduktion af Foghs - og dermed regeringens - aktuelle politiske manøvremuligheder som en krigsskadeomkostning i den interne kamp om pladserne.

Hvad i himlens navn skal eksempelvis Pia Kjærsgaard tænke om Fogh, når hun mødes med ham for at drøfte skattereform? Statsministeren vil på mødet holde masken hele vejen, uanset hvad han måtte have gang i syd for grænsen. Og Kjærsgaard vil notere sig, at hun sidder over for en mand, hvis egen folketingsgruppe nu bruger hans potentielle exit i kampen om at komme til fadet.

Kjærsgaard har længe haft en sund skepsis angående statsministerens fortsatte indenlandske karriereplaner, hvorfor sagen om Løkkes banjobande næppe vil hæve fortroligheden mellem de to. Tilsvarende: Når øvrige større spørgsmål i skattereformen kræver Fogh som overdommer, vil sagen bidrage til at svække hans indflydelse.

Der er ingen tvivl om, at Løkke passer sit næstformandsjob i Venstre på bedste vis, når han nedsætter sin banjobande.

Banjobander er ikke en ny ting i Venstre, og Løkke ved, at gamle regeringer har brug for friske øjne på slidte ordførere. Men realiteten er imidlertid, at Fogh måske tjekker ud til Nato om få måneder, og Løkke kommer til i Statsministeriet.

Og realiteten er ligeså, at Løkke vil sætte sit eget hold, og at der derfor findes en helt legitim anledning til at udkæmpe en positioneringskrig blandt Venstres gruppemedlemmer. De ved, at det - måske - er nu og her, man skal gøre opmærksom på sig selv, hvis man vil nå det tog, som kører, hvis Fogh tager til Nato.

Normalt næstformandsarbejde?

Naturligvis er der et gran af sandhed i, at Løkke nu må spekulere over, hvem der skal ind og ud af regeringen, såfremt statsministeren snart forlader landet. Alt andet vil være direkte uansvarligt. Når Løkke kommer til, vil han skulle sætte sit eget hold.

De ‘gamle’ venstregruppemedlemmer, som med kritikken af banjobanden har smidt grus i maskineriet, kan hÃ¥be pÃ¥, at deres aktion fÃ¥r Løkke til at tage nogle af dem med i en kommende regering - for at undgÃ¥ uro pÃ¥ bagsmækken.

De udvalgte medlemmer af banjobanden kan også se oprøret fra de gamle som en cadeau til deres potentiale. Malou Aamund har seriøst og upåagtet arbejdet med forskningsstoffet, siden hun skiftede fra Ny Alliance. Karen Ellemann har markeret sig som en klar, moderat udlændingepolitiker. To kendiskvinder, som måske kan sælge billetter.

Tilbage sidder Lars Løkke i Finansministeriets røde bygning og funderer over historien om sit helt almindelige udvalg og over den pris, som partiet og regeringen vedvarende skal betale i form af (nu også indre) uro, fordi ingen tror på, at Fogh bliver hjemme. Tilsvarende sidder Fogh i Statsministeriet og finder hele diskussionen underlødig og useriøs.

Men begge må de erkende, at både denne sag og kommende uundgåelige sager af tilsvarende karakter vidner om, at vagtskiftet i Venstre reelt allerede er i gang. Om Fogh og Løkke vil det eller ej.