Søvndal har fra dag et været undertippet. Mange farer lurer, men med mandens resultater in mente er det måske på tide, at nogen tager hans himmelvendte ambitioner alvorligt. Selv når det drejer sig om noget så urealistisk ambitiøst, som at bringe SF til regeringsmagten.
SF er kommet i golfalderen. 50 år. Og partiet har aldrig stået stærkere. Men Søvndal skal ikke ønske sig at partiet bliver større end Socialdemokraterne op til næste valg. Dels på grund af den indre uro dette giver hos slyngveninden hos S og dels på grund af det signal til vælgerne, som et gigantisk SF sender omkring den røde bloks regeringsduelighed. Jo større SF bliver, jo mere en kamp mod uret befinder Søvndal sig i, når han skal gøre sit parti ministerdueligt frem til valget. Rockstjernen Søvndal buldrer videre og er pt. svær at se i knæ. Hans eneste svaghed er, at han alene bærer så meget af partiets succes. Men hvis politik handler stadig mere om personer og mindre om indhold, vil denne svaghed blive en styrke.

Søvndals kritiske vokseværk

Læser man de seneste mÃ¥linger, vil et klart flertal hos Socialdemokraterne helst samarbejde med SF, frem for de radikale. Om dette skyldes, at Søvndal dygtigt har navigeret sin politik ind i nærheden af Thorning-Schmidt eller om det skyldes, at de radikale fremstÃ¥r kropumulige, er uklart. Det er imidlertid en kendsgerning, at Søvndal og S er kommet sÃ¥ tæt i alliance med hinanden, at der tegner sig et regeringsperspektiv, som ikke fandtes for blot et Ã¥r siden. Læg hertil, at pÃ¥ det tidspunkt S og SF’s flirteri for alvor tog fart i august sidste Ã¥r, hvor de blandede blod omkring udlændingepolitikken, var mange skeptiske. Havde andre end Villy noget at vinde ved den deal? SÃ¥dan er det ikke længere. Det politiske landskab har sÃ¥ smÃ¥t vænnet sig til S-SF alliancen, som bÃ¥de Thorning-Schmidt og Søvndal vedligeholder loyalt, senest med en musketer ed om at komme og gÃ¥ sammen til forhandlingerne om skattereformen. SÃ¥ langt sÃ¥ godt.
NÃ¥r baglandene i S og SF er færdige med at glæde sig over, at de radikale mÃ¥ske – mÃ¥ske ikke – har forregnet sig i deres selvvalgte isolation, og nÃ¥r champagnen pÃ¥ IT-universitet efter denne weekend er blevet doven i fødselsdagsglassene, melder næste problem sig: hvad nu hvis SF bliver større en S? Søvndal selv ser gerne, at SF bliver større end Venstre, nÃ¥r nu Lars Løkke Rasmussen flytter ind i Statsministeriet. Men et SF større end S er ikke pÃ¥ ønskelisten. Det kan man godt forstÃ¥. SÃ¥ langt har Thorning-Schmidt kunne forklare sit bagland, at SF’s vokseværk var en god ting, idet der intet aktuelt alternativ er med de radikale. Men kan hun ogsÃ¥ overtale sit bagland til at lære at elske et SF, der pludselig er større end S? Næppe. Nok gør fraværet af alternative S-strategier, at Thorning-Schmidt kan gÃ¥ langt. Men for et flertal af socialdemokrater er SF stadig et parti, der rettelig bør ligge pÃ¥ 6-7 procentpoint og Socialdemokraterne et parti med lidt over 30 procentpoint af stemmerne. At det nu serøst diskuteres om SF vil acceptere en statsminister fra et mindre parti – hvad Søvndal klogt har travlt med at svare ja til – siger ikke sÃ¥ lidt om den pris, som socialdemokraterne betaler for alliancen. Læg hertil, at de radikale godt kan se skriften pÃ¥ væggen og dagligt repeterer for sig selv, at ‘SF er noget nyt og spændende’. Men et gigantisk SF kan skræmme gruppen af radikale, som gerne vil samarbejde med S. SF kan ende med at blive en trojansk hest i sit eget regeringsprojekt?

Personen før politikken

Findes der vælgere, som forlader Venstre og Dansk Folkeparti for at søge helt over til Søvndal. Det mener SF. MÃ¥linger viser imidlertid, at bevægelserne over midten fortsat er i smÃ¥tingsafdelingen. SÃ¥fremt Villy kan trække stemmer alene fordi han er en ‘flink fyr’ og dermed fordi ‘politisk indhold (eller ideologi) ikke længere betyder noget som helst’, vil der kunne ske ting og sager til næste valg. Om det holder pÃ¥ valgdagen, nÃ¥r VKO har kørt kampagnen om Det røde kabinet – en kampagne hvis effekt Søvndal ligesÃ¥ klogt har travlt med at tale ned – og den sædvanlige skræmmekampagne omkring udlændinge, er tvivlsomt. Men det er Søvndals person, der trækker læsset. Som det er Kjærsgaard, der trækker læsset i DF. Hvis politik er yderligere pÃ¥ vej ind i den politiske teaterverden, hvor det ikke sÃ¥ meget er indholdet, men personen, der trækker mest nÃ¥r stemmerne skal kastes, stÃ¥r SF stærkt funderet. Søvndals opgave er derfor at gardere sig ved dels at sikre, at ogsÃ¥ SF’s politiske pakke til vælgerne fremstÃ¥r regeringsduelig pÃ¥ valgdagen, hvis nu politisk indhold alligevel betyder lidt til den tid. Og dels at bringe andre end ham selv i frontlinjen, sÃ¥ han ikke slides ned. Stjernefrø som Astrid Krag og Ida Auken mÃ¥ i intensiv træning, sÃ¥ de kan trække lidt pÃ¥ valgdagen.
Søvndal har været en undertippet mand fra den dag han blev formand for SF. Men sÃ¥ langt er hans ambitioner og forudsigelser blevet til virkelighed. Søvndal er den sjældne type politiker, som med et veludviklet blik for egne styrker og omgivelsernes svagheder tør sætte sig mÃ¥l, som ligger uden for det, som de fleste anser for muligt. Manden tænker anderledes stort, og kan ved fortsat succes virkelig ende med at flytte noget i dansk politik. Dette har VKO opdaget og jagten pÃ¥ Søvndals rockstjernestatus er for længst gÃ¥et ind. Men selv med en stærk VKO-blok, med partnere som stÃ¥r historisk svagt og med SF’s vokseværk, som en trojansk hest, er tiden mÃ¥ske kommet til at tage SF-formanden alvorlig. OgsÃ¥ nÃ¥r det kommer til at realiseret kronen pÃ¥ værket: ‘SF i regering’.