I klassisk radikal stil er den nye plan dybt seriøs, men politisk blodfattig. Skal de radikale vende udviklingen, skal partiet udarbejde politiske oplæg med et klart sigte på venner og ikke mindst fjender. Ellers kommer de ikke ind i kampen.

De radikale fremlagde i går deres bud på en vækstpakke. Med kirurgisk præcision lægger Vestager sig mellem Socialdemokraternes vækstpakke og regeringens strategi for mere drypvis at gribe ind over for krisen.

Komponenterne i det radikale udspil afviger ikke nævneværdigt fra S, men det gør timingen og doseringen af indsatsen. Og så er vi fremme ved den aktuelle frontlinje i dansk politik: Hvornår og hvor meget skal gøres for at komme krisens uhensigtsmæssige udvikling i møde? Sagligt set er det radikale udspil langt det mest balancerede og fornuftige. Men politisk er det som et stykke leverpostej uden pynt. Man vælger ikke klart side, og vælgerne ved ikke rigtig, hvad det radikale budskab er.

Der er ingen tvivl om, at Vestager med sit udspil rammer ind i toppen af karakterskalaen, når det kommer til saglighed. Økonomien skal stimuleres, men det er ikke alle sektorer, som er ramt. De områder, som ifølge planen skal fremmes, er den offentlige sektor, investeringer i klima etc.

Timingen for at stimulere skal indpasses i takt med, at krisen udvikler sig, snarere end et blindt trut i trompeten her og nu, hvor selv de klogeste kun kan gætte om situationens sande karakter. Doseringen er 18 milliarder kroner i år og i 2010, hvilket er halvdelen af S-udspillet. Men med 18 milliarder i reserve for 2011. Med andre ord en fleksibel og præcis plan, som både kan spille sammen med S-planen og regeringens mere nølende tilgang.

Og så er vi fremme ved de radikales politiske problem.

Politisk blodløs som en Marie kiks

Lige så afbalanceret den radikale plan er, lige så håbløs politisk anvendelig er den i den verserende debat om krisen.

Hele kampen mellem opposition og regering står lige nu om, hvorvidt vi skal brænde, hvad der svarer til flere Storebæltsbroer, af på en omgang økonomisk hjertemassage af dansk økonomi eller se tiden an. Det sidste af frygt for, at alting vil gå dobbelt galt, hvis danske lønninger holder sig markant over udlandets på grund af en stor dosis offentlige investeringer.

S-leder Helle Thorning-Schmidt har tordnet imod regeringens valen siden Ã¥bningsdebatten i efterÃ¥ret. Og senest har Danmarks næste statsminister - Lars Løkke Rasmussen (V) - givet igen med bemærkningen om, at dansk økonomi ikke kan reddes ved at ’slÃ¥ en enkelt lang aflevering og score et mÃ¥l’. Og midt i den konflikt vælger de radikale en helt tredje politisk placering, som hverken er fugl eller fisk.

Historien om alting bliver som bekendt hurtigt til historien om ingenting. Det bliver meget svært for Vestager at tordne løs på enten hendes egen statsministerkandidat, Helle Thorning-Schmidt, eller på regeringen, når hun er lidt enig med begge.

Økonomisk politik er altid svært stof at kommunikere ud til vælgerne. De komplicerede sammenhænge kommer kun sjældent ud på en måde, så et flertal af vælgerne er på omdrejningshøjde. Men lige nu er dansk politik karakteriseret ved at befinde sig i den sjældne situation, at de fleste vælgere kan følge med: Skal vi stimulere økonomien eller ej?

S og SF har for længst indset, at der her er en historisk kant til en regering, som sÃ¥ langt i debatten har sendt sin politiske snarrÃ¥dighed - eller populisme om man vil - pÃ¥ pension til fordel for at blive ædt op af ansvarlighed. Og bÃ¥de Thorning-Schmidt og Søvndal udnytter fraværet af et overbevisende politisk modspil fra regeringen til at køre løs med en massiv kritik af dens handlingslammelse. Belønningen ses i gÃ¥rsdagens Gallup, hvor det røde flertal er i hus grundet SF’s fremgang.

Og ser vi pÃ¥ udlandet, er præsident Obama i USA kommet igennem med sin krisepakke, men efter langt mere krig med republikanerne end ventet. I Guds eget land er fronten lige sÃ¥ klar: Brug penge eller ej! Der findes republikanere, som nu pludselig har fÃ¥et øjnene op for USA’s astronomiske underskud pÃ¥ statsfinanserne, og som pludselig mener, at det er vanvid at bruge penge pÃ¥ investeringer og dermed øge den fælles gæld yderligere. En konflikt man kan forstÃ¥.

NÃ¥r man siger A, mÃ¥ man …

Der foregår altså en politisk kamp lige nu, som ethvert parti må og skal kaste sig ind i, hvis man vil markere, hvem man er. Gør de radikale det? De radikale vælger for ofte at spille på en anden bane end den, hvor kampen raser. Og den seneste seriøse økonomiske pakke er ingen undtagelse. Da de radikale var i regering, var oplæg af denne art o.k., idet de trak regeringens politik over midten. Men i ørkesløs opposition skal der klarere tilkendegivelser til om, hvem man er i krig med, og hvem man er venner med. Præcis som en gruppe, de unge radikale i lørdags gjorde rede for i denne avis.

I kølvandet på det nye udspil følger derfor spørgsmålet: Hvornår melder de radikale sig ind i kampen?