Regeringens forslag til skattereform er en politisk klog reform.

Klog fordi at Fogh har droppet enhver risiko for at blive anklaget for løftebrud overfor boligejerne. Og fordi at den – som vanlig med VKO – ikke krummer ret mange hår på hovedet af ret mange vælgere.

Uanset skiftet fra høj- til lavkonjunktur er devisen altså den samme: vælgerne skal forgyldes.

Om den S-SF kommer med i et forlig afhænger alene af om Fogh og Espersen er blevet så bange for den frembrusende røde blok, at de vil holde dem ude af dansk politik frem til valgdagen.

Igen står fronten mellem Fogh og S-leder Thorning-Schmidt præcis hvor den stod under sidste valgkamp. At Fogh på forhånd har stemt reformens grundprincipper af med Pia Kjærsgaard er ikke så mærkeligt. Når flertallet er hjemme på forhånd giver det to klare fordele: regeringen skal ikke risikere at udskrive folketingsvalg og den kan behandle oppositionen derefter.

I går var oppositionen kritisk. Det skal den være. Men efter den første teatertorden fra partierne har lagt sig vil det vise sig hvad de enkelte partier kan gå med til omkring forhandlingsbordet i Finansministeriet. Thorning-Schmidt bør indse, at hun og Søvndal har alt at vinde ved at komme med i en aftale. Næsten lige meget indholdet.

Vil Thorning og Søvndal med?
To spørgsmål trænger sig på: Er Thorning-Schmidt interesseret i at gå ombord i denne reform, med Søvndal på slæb? Og er regeringen interesseret i at have det nye unge par med i dansen om en skattereform?

Vi starter med Thorning-Schmidts hold. Ja, hun har en enorm interesse i at komme med i dette forlig. Dels fordi hun af den vej vil blive medejer af et skattesystem, som kun dårligt kan bruges imod hende i næste valgkamp. Hvis hun lægger stemmer til en reform, vil regeringen ikke kunne true med alle de ulykker der vil ske, såfremt hun engang bliver statsminister. Som Fogh eksempelvis gjorde det klart i relation til at ændre efterlønnen yderligere, vil S-lederen i forhold til skattestoppet kunne henvise til, at der – uanset hendes mening – ikke eksisterer et flertal for at ændre skattestoppet.

Dels fordi hun ved et medejerskab af skattereformen fÃ¥r gjort SF yderligere regeringsduelig. Det er i høj grad ogsÃ¥ i Socialdemokraternes interesse, at SF bliver opfattet som en seriøs spiller pÃ¥ Christiansborg. Fraværet af rentefradragsreduktioner m.v. gør, at skatteudspillet er ikke mere socialt skævt, end at rædslen i SF’s hovedbestyrelse for at acceptere det ikke bør være større end da Søvndal slagtede partiets forbehold overfor 24-Ã¥rs reglen og tilknytningskravet inden for udlændingepolitikken.

Thorning-Schmidt skal naturligvis have visse lunser for at acceptere reformens ufinansierede skattelettelser. Men de behøver ikke at udgøre alverden, idet hun ikke har en interesse i at kaste sig ud i et kæmpe slagsmål om valget mellem skattelettelser og offentlige investeringer. Det slagsmål tog hun også op til sidste valg, hvor vælgerne dengang skulle vælge mellem velfærd eller skattelettelser. Det gik ikke godt. Og som dengang kan regeringen før eller siden sige både-og, snarere end enten-eller. Foghs foreslåede gaveregn til folket er vanskelig at dæmonisere for S. Hvorfor ikke gå med og samtidig kræve endnu mere i form af offentlige investeringer? Thorning-Schmidt skal med i reformen, hvis hun vil eliminere det gigantiske skattespøgelse, som har huseret i dansk politik siden 2001. S-lederen kan skubbe socialdemokraten Carsten Koch foran sig, vel vidende, at hun, som regeringen, ikke ser noget stort behov for at genere landets boligejere.

Vil VKO have de røde med?
Slaveanalysen af situationen handler om, at fordi reformen er klinisk renset for det slemme løftebrud omkring rentefradraget har regeringen ikke brug for gidsler til at bære den igennem. Og slaveanalysen lyder endvidere, at Kjærsgaard har fået reformen for sig selv, som en gave for acceptere Lars Løkke som ny statsminister. Det sidste er noget sludder. Hvad skulle Kjærsgaard gøre i stedet. Vælte regeringen ved Løkkes ankomst og risikere en S-SF regering og dermed selv ende i kulden? Til gengæld er førstnævnte mere sandsynligt. Igen er der tale om en situation hvor ingen taber og mange vinder. En klassisk mundfuld, som Kjærsgaard gerne vil have til sig selv. Ud af til vil hun kæmpe for endnu mere til de som har mindst, men reelt er hun klar til at skrive under.

Afvejningen om hvorvidt S-SF skal med handler i sidste ende om hvor bange VK-regeringen er for at tabe næste valg. Lad det være sagt straks, at VK’s fristelse for at lukke oppositionen ind i kampen mest handler om, at reformer der strækker sig til 2019, kan være rare at have indflydelse pÃ¥, ogsÃ¥ nÃ¥r man selv kommer i opposition. Men lad det ogsÃ¥ være sagt, at sÃ¥fremt regeringen lige nu vurderer, at der er brug for at gøre vælgerne opmærksomme pÃ¥ hvem der kører dansk politik, er chancen der. Regeringen – som aktuelt ikke er inde i en god periode – kan være fristet til at gÃ¥ selv. Bliver Thorning-Schmidt og Søvndal smidt pÃ¥ porten, efter at de har accepteret reformens hovedtegning, er det et klart signal om, hvor presset regeringen føler sig.