Selv om skattereformen har givet VK ny luft, er Løkkes statsministerjob ikke givet efter et valg.

Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) behøver efter skatteforhandlingerne ikke at angle efter DF-leder Pia Kjærsgaards opbakning. Den har han sikret sig, ikke mindst fordi Kjærsgaard med skattereformen får stimuleret sine hedeste VKO-drømme. Derimod har han i den grad grund til at angle efter folkets gunst, når han indtager Statsministeriet.

En nye Megafonmåling taler sit tydelige sprog. Selv efter en korrektion for Løkkes nuværende lettere upopulære position som finansminister, samt at Anders Fogh Rasmussen er en mægtig landsfader at efterfølge, kommer den ud med et trist resultat for Løkke. De fleste kan nu forstå, hvorfor Løkke ikke har nogen som helst grund til at lukke Thorning-Schmidt/Søvndal-duoen længere ind i dansk politik, end godt er. Løkke har brug for at smide så mange sandsække ud af ballonen som muligt, hvis han skal svæve hen over næste valgdato i rollen som statsminister.

Det katastrofale resultat af popularitetsmålingen skal naturligvis tages med et gran salt. Som alle målinger skal. Dels er Fogh så stor en faderskikkelse i dansk politik, at det næppe kan overraske, at de fleste venstremedlemmer foretrækker ham frem for vårharen Løkke. Læg hertil, at Fogh fortsat – trods alt – sidder i jobbet, og ingen aner, hvordan Løkke vil agere i samme sted. Da tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen kom i Folketinget, var det i rollen som næstformand for S.

Svend Auken var dengang formand. De fleste, som i 1992 var fyldt mindst otte år, vil huske formandsopgøret mellem de to, hvor Nyrup gik af med sejren. I hele forløbet op til den afgørende kongres var Nyrup langt mere populær i målingerne end Auken. Men også her skal man være forsigtig. Ville Nyrup have været dette, hvis han var sammenlignet med en statsminister ved navn Auken? Målinger af denne art er altid en god historie, og en sand plage for de implicerede politikere. Men ikke altid hele sandheden.

Alle kneb gælder

Men Løkke har naturligvis, uanset alverdens forbehold, grund til bekymring. Han er ikke verdens mest populære mand, og det påvirker hans muligheder for at vinde næste valg. Når Løkke i dag, efter endt læsning af meningsmålingen, står tankefuld ved sit hæve-sænkebord i sit fine kontor, vil han være klar over, at skridtet frem til statsministerposten nok bliver det nemmeste i hele kapitlet om ham som regeringsleder. For efter næste valg bliver det langt sværere for ham at fastholde placeringen i det kommende job. Af tre grunde: For det første fordi oppositionen er ved at samle sig. Ikke mindst de verserende forhandlinger om en skattereform har ført til, at S/SF og de radikale har et fornyet fælles negativt syn på VKO-blokken efter forløbet. Pia Kjærsgaard gør atter rent bord.

De radikale kan ikke andet end gå yderligere sammen med S/SF-alliancen, og med en upopulær Løkke i statsministerstolen kan de tre partier måske skrue et reelt politisk alternativ sammen. For det andet fordi Løkkes muligheder for at vriste sig fri af Kjærsgaards ’kærlige’ greb frem mod næste valg vil begrænse hans muligheder for at fremlægge en politik, som afviger fra den, der har tegnet Foghs regeringer. Løkke har, som ny statsminister, i den grad brug for at sætte sin egen dagsorden og træde ud af Foghs skygge. Forbliver han en tyndbenet udgave af sin nuværende chef, kan S/SF’s kampagne imod hans karakter blive fatal. Løkke har demonstreret, at han ikke går ind for drejebøger, men mere kører efter intuition. Nok et opgør med Fogh, men næppe nok til at sætte sine egne prioriteringer i krydsfeltet mellem Kjærsgaard og Espersen. For det tredje skal han kæmpe af alt magt for at ændre befolkningens generelle syn på hans person.

Hvordan gør man det? Det kræver en stædig insisteren på at markere sig i planlagte og gennemtænkte sammenhænge. Løkke vil få meget foræret alene ved at sætte sig for bordenden i regeringen, men der skal mere til. Bilagssagen kører, og S/SF skal nok vide at holde den i kog. Den kolde analyse er derfor, at det bekommer finansministeren vel, at den store konflikt om ’skattestop eller ej’ er blevet reaktiveret som en central konflikt i dansk politik. Socialdemokraterne, der i flere år har kæmpet som et dyr for komme til at elske skattestoppet, er efter skatteforhandlingerne imod. Og det standpunkt bliver svært for Thorning- Schmidt at ændre uden samtidig at skubbe Søvndal og Vestager fra sig.

Den kolde analyse er ligeså, at valgkampen hermed er skudt i gang. Der bliver ikke forlig mellem VKO og oppositionen, med mindre Løkke har brug for gidsler til at vedtage ubehagelige ting. Og da der aktuelt er en accept af, at der kan bruges penge og deles gaver ud ad libitum i ly af den økonomiske krise, står gidseltagning ikke på menuen. DF vil også tage sig af de næste års finanslove, og S-SF-R kommer til at stå og skrige fra sidelinjen, for fjerde valg i træk. Men Megafonmålingen viser, at Løkkes første valgsejr ikke er givet.