Regeringen håber på det fjerde skattevalg i træk. Måske skal S og SF blot tilslutte sig VKO-reformen med et antal mindre – men forståelige – justeringer. Skattepolitikken bliver aldrig den bedste valgkampsslagmark for den røde blok. Det gør derimod arbejdsløsheden.
Skattereformen skulle have været det store brohoved ind i dansk politik. Ikke bare for S-leder Thorning-Schmidt men også for hendes kavaler, SF-leder Villy Søvndal. Men det gik galt. Hun ville ikke bære en rentefradragsreduktion ind til forhandlingsbordet, sagde hun, og dermed mistede Fogh behovet for at tage gidsler. Med en reel justering af rentefradraget ude, var der kun gaver tilbage at dele ud. Samtidig med S-lederens udmelding mistede Dansk Folkeparti appetitten for Villy Søvndal. VKO gik efter en klar front til S-SF på skatteområdet til næste valg – og fik det. Thorning-Schmidt er sendt i tænkeboks med SF for stampe en skattepolitik op af jorden, som kan konkurrere med indholdet af den nye reform og det genetablerede skattestop. Det bliver ikke let og en ny politik skal i givet fald både bygge nye ideer og en massiv kampagne imod regeringens politik.

Med Villy under armen

Forløbet omkring skattereformen viser med alt tydelighed, at regeringen er bekymret for en frembrusende S-SF alliance. Thorning-Schmidt må se i øjnene, at hun ikke får lov til at snige sig igennem med et rødt kabinet, som virker troværdig på valgdagen. Regeringen vil køre non stop på at skabe forvirring omkring hendes kommende politik på skatteområdet. Som den har gjort overfor Socialdemokraterne i de seneste tre valg. Derfor er usikkerheden det farligste for S-SF alliancen, som har besluttet at udvikle en ny fælles politik. Thorning-Schmidt har tre udfordringer.
Udfordring nummer ét handler om skattestoppet. På trods af, at regeringen både har brudt og genetableret skattestoppet med den nye reform, er det så indarbejdet, at det stadig er svært for oppositionen at komme op med noget bedre. Thorning-Schmidt har investeret ganske meget i at få sit parti til at elske skattestoppet. Hun ved, at det hverken er populært hos SF eller de radikale, hvad der har motiveret hende til at undsige det i de nu overståede forhandlinger. Hvis hun kommer med en ny politik, der er beskrevet i overskrifter, vil regeringen skabe mistro om hvad det ikke vil føre til, når hun kommer til magten. Hvis hun kommer med en ny politik i detaljer, vil alle regne på hvem der vinder og taber på hendes politik. Præcis som vi alle gør i disse dage. De moderne vilkår for at drive skattepolitik tvinger hende til at tænke på de politiske konsekvenser, hvis hun krummer så meget som ét hår på bare én af de forkerte? Læg hertil, at undsigelsen af skattestoppet åbner en flanke hvor regeringen vil fremture med, at den ene S-politik vil afløse den anden. Bundlinjen er her, at Thorning-Schmidt ser en oplagt fordel i at kunne udarbejde en frisk politik, der i højere grad samler oppositionen. Men at det i praksis ikke bliver helt let. Hvilket bringer os til udfordring nummer to.

Hvem skal betale?

Det er givet, at når Thorning-Schmidt og Søvndal sætter pen til papir omkring linjerne for en fælles skattepolitik, vil humøret på de første møder være godt. Nu skal de rige have et spark og fordelingspolitikken i VKOs reform – som Thorning-Schmidt kritiserer voldsomt – rettes op. De ramler ind i tre problemer. For det første spørgsmålet om hvem der skal betale? Virksomhederne – igen? De har allerede betalt denne gang, og hvis Danmark er i lavkonjunktur på tidspunktet for næste valg – hvad meget taler for – vil der næppe være mange stemmer i at svække konkurrenceevnen for landets eksportvirksomheder. For det andet vil en ændret profil med eksempelvis en sænkning af grænsen for at betale topskat eller andet, der hjælper dem i bunden, ramme lige ind i S-strategien med at samle stemmer over midten. På valgdagen vil håndværkerne og funktionærer sætte pris på den højere grænse for topskatten og vil næppe finde det særligt fristende, at få den sænket. Og skal hun kunne tælle til 90 skal disse grupper ikke hidses op. For det tredje vil en ændring af fordelingsprofilen føre til en massiv kritik af økonomer i alle lejre, når det gælder evnen til stimulere til en øget arbejdsindsats. Krise eller ej, så er og bliver der et gigantisk problem i dansk økonomi med de manglende hænder til at tage sig af velfærden i fremtiden. Thorning-Schmidt skal passe på denne fagøkonomiske kritik, som kan antaste hendes politiske bonitet.

Skal S tilslutte sig VKOs politik?

Tredje udfordring. Efter at den første jubel har lagt sig i den kommende studiekreds mellem ledelserne i S og SF kan de fristes til at lægge projektet i mølpose og acceptere den nuværende reform. NÃ¥r alt virakken har lagt sig om skattereformen – snart taler vi alle kun om bander i Københavns udgave af Gaza – vil Helle og Villy kigge pÃ¥ hinanden og spørge, om de virkeligt skal gøre skattesagen til en gigantisk slagmark? Skattelettelser har aldrig været Thorning-Schmidts vartegn, heller ikke til de lavest lønnede. Selv hvis de kan udarbejde et konkurrencedygtigt forslag til en skattepolitik mÃ¥ de overveje om det er dette emne, som de vil gÃ¥ til valg pÃ¥? MÃ¥ske ligger deres bedste chance i at komme med et lille antal – ubetydelige – men helt klare ændringsforslag til VKO-reformen? Og i stedet indstille kanonerne pÃ¥ at tage kampen pÃ¥ S-SF’s hjemmebane – arbejdsløsheden?
Siden Schlüter tabte et valg i 80′erne pÃ¥ skattepolitikken har det været god latin ikke at gÃ¥ til valg pÃ¥ skat. Den gode latin har Fogh gjort til skamme i de sidste tre valg. Og Løkke ser ud til at kunne gøre det én gang til.